Af
Morten Rugholm, fmd. Liberal Alliances Ungdom Århus
Thomas Elmgren, tidl. LAU HB medl. og tidl. LAU Århus fmd.
Liberal Alliance er uden tvivl det liberale yderpunkt på den økonomiske højre/venstre skala. Det er partiet, der vil sænke skatten mest, afskaffe flest regler og forbud og lade borgeren mest i fred. Meget få vil vel stille tvivl ved dette.
Også når man læser skrifter og hører taler fra flere af de fremtrædende LA-politikere, og endnu tydeligere, når man hører partiets støtter og ungdom, får man billedet af et revolutionært parti, der vil markant ændre det danske samfund nærmest over natten.
Men hvorfor dog denne revolutionsretorik? Man støtter 40 % i flad skat. 40 PROCENT! Det er da ikke just revolutionært. Man vil have en smule mindre stat, men man taler blot om at skære antallet af offentligt ansatte tilbage til det socialdemokratiske Poul Nyrup niveau. I starten af 90’erne havde selv samme Socialdemokrati en plan for at sætte ”Gang i 90’erne”. Denne indeholdt bl.a.:
- Nedsættelse af afgifter
- Nedsættelse af skatter
- Nedsættelse af takster
- Stigende konkurrenceevne
Lyder det bekendt? Det er gode Liberal Alliance paroler i dag. Man fremhæver det endda selv ved lejlighed. Dét er vel Ikke just revolutionært?
Alligevel har partiet og dets støtter til tider en trang til at male sig selv op i et retorisk hjørne, hvor man minder mere om Enhedslisten (som er Danmarks eneste revolutionære parti, som bl.a. argumenterer for afskaffelse af privat ejendomsret, nedlæggelse af politik og militær, samfundsomvæltning inden for 20 år), end det social liberale parti man er.
Til partiets landsmøde og først og fremmest i daglig tale, tales ofte om ”den liberale revolution" og "det liberale (ungdoms)oprør”.
”Revolution”, ”Oprør”. Det lyder som et par yderligtgående venstrefløjsaktivister der beretter om deres våde drøm!
Liberal Alliance siger måske nogle ting, som ingen andre gør. Liberal Alliance er måske mere principfast end så mange andre. Men revolutionært?
Hvis partiet virkelig ønsker at skaffe sig de 18 mandater ved næste folketingsvalg, som man har proklameret er målet, så burde partiet og dets mange aktive støtter måske genoverveje det retoriske valg. Man hører jævnligt folk omtale partiet som villende afskaffe staten, forbyde fagforeninger, nedlægge velfærden, lade folk dø i rendestenene…
Hvor kommer sådanne rygter og misforståelser fra – og hvorfor får de lov at leve? De kommer fra og lever af en retorik, der taler om revolution og oprør, og som dermed legitimerer og muliggør vanvittige misforståelser af partiets politik.
Selvom der også er forsøg på at udstille kritikerne og de der forsøger at præsentere partiet som ekstreme, så er dette langt fra konsekvent. Så længe man skubber ’oprøret’ foran sig, får man aldrig fat i den bredere befolkning – den befolkning, der ikke har sat sig ind i, at der bag revolutionsretorikken ligger en fornuftig liberalt borgerlig politik, de fleste danskere reelt kan nikke ja til.
