Drop pjat og pjank i kommunerne

Københavns Kommune har indkøbt en bænk, der kan lyse

Merete Riisager,

29/08/2011

Københavns Kommune har indkøbt en bænk, der kan lyse. Flot. Den koster 1 mio. kroner. På stranden kan man i sommermånederne opleve, at børn, der allerede har sæsonkort til både Tivoli og Zoo, bliver malet i ansigtet af kommunalt lønnede medarbejdere. Det er gratis for forældrene, tænker man umiddelbart, men det betales over skattebilletten. Intet er gratis. Endnu flere millioner er blevet brugt på at finde to stjålne cykler, og selvom projektet måske var sympatisk, så kan den lemfældige omgang med borgernes penge på ingen måde retfærdiggøres.


I Århus bruger man 1 mio. kroner på et nyt slogan, mens man i Vejle kommune har lagt kinesisk granit for mange millioner kroner på gågader og pladser, og sørme om der ikke også var råd til en udstødt balletmester fra Holstebro.


På Fyn har vi en kommune, der påtager sig at vække unge, der har svært ved at komme op om morgenen. Kommunen forærer også cykler til unge mennesker, for at undgå at de stjæler en cykel på vej til deres uddannelsessted eller på vej hjem fra byturen. Alt dette sker, mens verdens økonomi vånder sig, og partierne puster sig op med hvert deres bud på, hvordan vi kommer igennem krisen. Kommunernes prioriteter afspejler ikke den situation, som den danske økonomi er i, og mens borgerne oplever besparelser på den almindelige velfærd, så står kommunerne alt for ofte klar med underfundige projekter, som glæder de få, men betales af alle.


Uanset hvilken vej danskerne vælger, står den på smalhals i kommunerne de kommende år. Hvis der skal være råd til de vigtige ting - bad til de gamle, skolebøger til eleverne og tid med de voksne i børnehaven - er der brug for en ny kritisk stillingtagen til, hvad der egentlig er en kommunes opgave. Hvis kommunerne ikke udviser rettidig omhu, vil det komme til at gå ud over de svageste. Dertil kommer, at S og SF varsler mere arbejde og højere skatter og afgifter for det arbejdende folk. Skulle S og SF få held til at danne regering, vil det skære i øjnene på hårdtarbejdende familier, at de skal knokle mere og betale mere, mens kommunerne kører videre
med hovedløse aktiviteter betalt af skatteborgerne. I stedet for ødselhed og gavebod, har vi brug for mod til at fjerne det, vi ikke har behov for, så vi har råd til det, vi har brug for.


Selvom det ikke er Folketinget, der skal vælge og prioritere i kommunernes projekter, så er mange kommuners adfærd et symptom på, at politiske magthavere gerne bruger borgernes penge på unødige projekter. Folketingsvalget er derfor din chance for at understrege, at dine skattekroner
skal gå til kernevelfærd og ikke til cykelchips, balletmestre og lysende bænke.


Merete Riisager

Spidskandidat på Fyn for Liberal Alliance
+45 35 85 83 09
[email protected]
facebook.com/merete.riisager    

Kilde: