Dronningerunde skal forhindre kup

Indfør dronningerunde med en neutral opmand

Mie Harder,

15/12/2009

Indfør dronningerunde med en neutral opmand. Det foreslår valgforskeren Johannes Andersen, Aalborg Universitet, efter de seneste ugers rævekager i forbindelse med konstitueringerne, senest i Nordfyns Kommune i aftes.

En dronningerunde, som vi kender det fra Folketinget i forbindelse med regeringsdannelse, kan ifølge forskeren være med til at sætte en stopper for de mange aftalebrud.

- En neutral opmand indkalder så repræsentanter fra de forskellige partigrupper til en drøftelse af, hvem de kunne tænke sig som borgmester, og så udpeger man den borgmester, som de fleste peger på, siger Johannes Andersen til TV2 Nord.

I alt foreslår han fire ændringer til konstitueringsprocessen efter kommunalvalg. Han mener, at reglerne skal strammes op, så en konstituering finder sted få dage efter et valg. En anden mulighed kunne være at holde et fælles møde, og så tager man en åben afstemning om, hvem man vil have som borgmester.

Endelig mener han, at partierne skal forpligtes på ikke at bryde et valgforbund i forbindelse med konstitueringen.

Forleden bebudede Socialdemokraterne, at de vil overveje en opstramning af konstitueringsprocessen efter et kaotisk forløb om borgmesterposten i flere kommuner.