- Følgende artikel er mit sammenkog af Daniel Hannans analyse af EU-apparatet.
Den britiske EU-parlamentariker gennem 13 år, Daniel Hannan, har for nyligt fremlagt en sønderlemmende analyse af, hvor bundråddent EU parlamentet fungerer. Med sin rapport afslører han en foruroligende foragt for demokrati i hjertet af Europa. Hans analyse bliver delt op i nogle artikler, som jeg vil udgive hver for sig. Denne artikel er den 1. i rækken.
”Det demokratiske underskud”
At EU’s 27 kommisærer ikke er folkevalgte, en af ingredienserne i EU’s ”demokratiske underskud”, burde være nok til at rejse en koncentreret modstand imod projektet. Men det demokratiske underskud er ikke en regnefejl men en iboende del af projektet, siger Daniel Hannan.
EU’s grundlæggere (ophavsmændene til først Kul- og Stålunionen og siden EF) forstod meget godt, at et så udemokratisk projekt som deres kun kunne lykkes ved at træffe så mange beslutninger som muligt hen over hovederne på befolkningerne. De forstod, at deres dristige ordning for at fusionere Europas gamle kongeriger og republikker i en enkelt stat aldrig ville lykkes, hvis hver successiv overførsel af magt fra de nationale hovedstæder til Bruxelles skulle godkendes af vælgerne. De var kompromisløse i deres stræben efter at designe et system, hvor den offentlige mening ville komme i anden række fremfor aftaler udstukket af en samling eurokrater.
EU’s frygtsomhed i forhold til repræsentativ regering fortsætter den dag i dag.
Når folkeafstemninger går den "forkerte" vej, vælger EU’s vismænd simpelthen at ignorere resultaterne, skriver Hannan.
Ignorering af folkets mening giver manglende vælgeropbakning
Nogle af de eksempler han giver på, at eurokraterne sætter den offentlige mening i anden række er, at da Danmark stemte imod Maastricht-traktaten i 1992, Irland mod Nice-traktaten i 2001 og Irland (igen) imod Lissabon-traktaten i 2008, fik deres regeringer alle at vide, at de bare skulle forsøge igen!
Hannan siger ligeledes, at da Frankrig og Holland stemte ”NEJ” til EU-forfatningen i 2005, da blev dommen simpelthen ikke regnet for noget. Som medlem af EU-Parlamentet på det tidspunkt udtaler han, at han tydeligt husker efterspillet efter disse to valg. Det ene medlem af EU-Parlamentet efter det andet rejste sig for at forklare at befolkningerne slet ikke i virkeligheden havde stemt imod den europæiske forfatning, de havde i virkeligheden stemt imod den angelsaksiske kapitalisme, eller Jacques Chirac, eller imod Tyrkiets optagelse i EU – nogle helt andre ting, end det der rent faktisk stod på stemmesedlerne! Manipulation på højt plan!
At behandle vælgerne på den måde har medført, at de siden i et rekordstort antal har fraveget at stemme på ting der omhandlede EU, ”da de jo alligevel ikke blev hørt”. Det er jo desværre forståeligt nok, men også skræmmende og viser eurokraternes magt, udtaler Hannan.
EU-eliten proklamerer frimodigt, at den manglende forståelse for det europæiske projekt i føromtalte valg skyldes EU-kritiske mediebaroner i landene, som har vildledt befolkningerne! Hannan kalder dette en mangel på selvkritik at udvise for så afgørende forandringer for nationalstaterne!
Manglende vælgeropbakning til Europa-Parlamentsvalget
Den gennemsnitlige stemmeprocent i hele EU ved valget i 2009 til Europa-Parlamentet var sørgelige 43 procent - her sammenligner Hannan med Englands folketingsvalg i 2010 hvor valgdeltagelsen var på 65 procent, et tal, som i sig selv blev betragtet som pinligt lavt.
Med andre ord gad kun mindre end halvdelen af befolkningen at stemme – på trods af at det er obligatorisk at stemme i nogle medlemsstater, og at Bruxelles bruger hundredvis af millioner euro på en kampagne for at fremme valgdeltagelsen.
Valgdeltagelsen ved de europæiske valg er langt lavere end ved de nationale valg af den indlysende grund, at meget få mennesker tænker på sig selv som europæere i samme grad som de ser sig selv som briter, portugisere eller svenskere.
Der er ingen fælleseuropæisk offentlige mening og der er ingen paneuropæiske medier. Du kan ikke skabe et vellykket demokrati ved hjælp af bureaukrati. Du kan ikke fremstille en fælles nationalitet, udtaler Hannan. Han beskriver yderligere hvordan medlemmer af Europaparlamentet reagerer ved at skyde skylden på vælgerne og stille krav til bedre informationskampagner og mere (dyr) propaganda i fremtiden.
Hannan undres over, hvordan de ikke tager ved lære af manglen på legitimitet men fortsat hævder, at Europa betyder mere end nogen sinde. Det er noget af et overgreb på befolkningerne udført af en magtelite!
Og med Barrosos nyeste påfund, at der skal laves en ny EU stat – De Forenede Europæiske Stater, kan det i lyset af Hannans analyse kun virke endnu mere vælgerfjernt – endnu mere som om EU-eliten er inde i deres egen osteklokke uden hold i virkeligheden og ude af trit med befolkningerne. Det kan kun gå galt.
Det er på høje tid, at vi som befolkning kræver demokratiet tilbage i EU-debatten. Første skridt burde være en folkeafstemning om vores deltagelse i EU-galaksen, der uomtvisteligt bevæger sig længere og længere væk fra vælgerjorden.
