LEDER: I aften kan man på DR2 møde Robert Nielsen - nu bedre kendt som doven-Robert - der ikke gider at arbejde med det arbejde, han kan få. Han vil gerne have et "tale-job", hvori han kan få lov til at "debattere samfundet og bruge sin viden herom", men f.eks. ikke et job, hvor han "samler klemmer".
Ikke meget tyder imidlertid på, at Robert, når det kommer til stykket, har særlig stor viden om samfundet. Havde han nemlig det, så ville han vide, at et samfund, hvor majoriteten ikke føler pligt til at forsørge sig selv med det arbejde, de nu engang kan få, og hvor der stilles penge til rådighed for dem, så de heller ikke behøver det, ikke kan bestå i længden.
Robert er nemlig ikke den eneste, der er doven. Det er de fleste af os. Ikke sådan forstået, at vi ikke er mange, som gerne udretter noget med vores dag, men på den måde at vi helst kun gør det, vi synes er sjovt eller på anden måde tilfredsstillende. Og der er bare ikke mange mennesker, som morer sig vildt og inderligt med størstedelen af det arbejde, som faktisk skal udføres i et samfund.
Hvis det var sjovt eller på anden måde givende at gå på arbejde, så kunne arbejdsgiverne kræve penge fra folk, der fik lov til det fra 8-16. Men de bliver faktisk omvendt nødt til at betale folk for at komme og yde en indsats. Det er fordi, lønmodtagerne allerhelst ville have holdt fri, og derfor må de overtales til at arbejde, ved at de bliver tilbudt en løn til gengæld.
Robert er altså ikke ene om at være doven, men han er dog heldigvis en minoritet, når det handler om hans manglende pligtfølelse. Alt tyder på, at de fleste andre føler en pligt til at arbejde, så de ikke et helt liv ligger deres medmennesker til last, selvom de i en idéel verden, hvor de stegte duer af sig selv kom flyvende ind gennem vinduet, ville foretrække at være fri.
Man skal dog ikke lade sig bilde ind, at Robert Nielsen er den eneste, der ikke føler denne pligt. Undersøgelser har vist, at forholdsvis store andele af de ledige reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. De siger lige ud, at de ikke ønsker et job, eller de indrømmer ikke at have søgt et job indenfor de seneste fire uger, eller de siger nej til, at de ville kunne påtage sig et job i løbet af to uger, hvis de fik et tilbudt.
Over for sådanne mennesker er kun ét middel acceptabelt og tilstrækkeligt på samme tid: Kassen skal smækkes i.