En flyvetur i ‘Hottentot Karrussellen’ eller ‘Kannibal Gryderne’ i Djurs Sommerland lyder måske som uskyldig underholdning for nogle.
Men for andre er forlystelsen racistisk og nedladende imod sorte. Det mener Josef Nielsen, som er formand for African Empowerment Center Denmark. Sammen med Everyday Racism Project DK håber han, at Djurs Sommerland vil skrotte forlystelserne.
- Forestil dig, at man i Djurs Sommerland lavede en ‘Jødepark’ med nogle jøder iført det tøj, de havde på i koncentrationslejrene, hvor man så kunne køre i karrusel rundt om dem. Det ville man ikke synes, var okay, siger Josef Nielsen.