I en artikel i Weekendavisen i sommeren 2010 udtaler Ole Sohn, at han ville håbe han havde været dissident i Sovjetunionen, såfremt han havde boet der, i 1980’erne.
Ole Sohn boede ikke i Sovjetunionen og er ikke tidligere sovjetborger, så det er for så vidt uinteressant at forestille sig hvad Ole Sohn havde gjort, såfremt han var sovjetborger i et ufrit samfund. Og dog. Vi har at gøre med en meget sandsynlig kommende minister i et meget sandsynligt kommende rødt regeringskabinet. Hans fortid er ikke uinteressant. Især ikke, da han ikke for alvor har taget afstand fra denne.
Men hvor meget dissident mon Ole Sohn havde været?
I 1989, kort før murens fald deltog Ole Sohn, sammen med datidens notabiliteter udi totalitær regimer, i 40 års jubilæet for DDR staten. Selv da kommunismen sang på sidste vers bakkede Sohn fuldt og helt op om denne og fejrede denne. Det er ikke tegn på afstandtagen og tegn på opposition til kommunismen.
Ole Sohn boede ikke i Sovjet, men i det trygge Danmark og nød godt af alverdens rettigheder, der knytter sig til en liberal og demokratisk retsstat. Alligevel brugte han ikke disse rettigheder og sin platform som formand for DKP, til at udtrykke utilfredshed med partitoppen i Sovjet eller DDR. At forestille sig, at han i en totalitær angiverstat ville havde været dissident med risiko for eget liv, er svært. Ole Sohn skal ikke spekulere mere over dette emne og om han ville have optrådt helteagtigt og som opposition.
Mon ikke han ikke i stedet havde været en af systemets/firmaets mænd?
Ole Sohn boede ikke i Sovjetunionen og er ikke tidligere sovjetborger, så det er for så vidt uinteressant at forestille sig hvad Ole Sohn havde gjort, såfremt han var sovjetborger i et ufrit samfund. Og dog. Vi har at gøre med en meget sandsynlig kommende minister i et meget sandsynligt kommende rødt regeringskabinet. Hans fortid er ikke uinteressant. Især ikke, da han ikke for alvor har taget afstand fra denne.
Men hvor meget dissident mon Ole Sohn havde været?
I 1989, kort før murens fald deltog Ole Sohn, sammen med datidens notabiliteter udi totalitær regimer, i 40 års jubilæet for DDR staten. Selv da kommunismen sang på sidste vers bakkede Sohn fuldt og helt op om denne og fejrede denne. Det er ikke tegn på afstandtagen og tegn på opposition til kommunismen.
Ole Sohn boede ikke i Sovjet, men i det trygge Danmark og nød godt af alverdens rettigheder, der knytter sig til en liberal og demokratisk retsstat. Alligevel brugte han ikke disse rettigheder og sin platform som formand for DKP, til at udtrykke utilfredshed med partitoppen i Sovjet eller DDR. At forestille sig, at han i en totalitær angiverstat ville havde været dissident med risiko for eget liv, er svært. Ole Sohn skal ikke spekulere mere over dette emne og om han ville have optrådt helteagtigt og som opposition.
Mon ikke han ikke i stedet havde været en af systemets/firmaets mænd?
