Mere end 1200 landmænd fra det meste af Danmark havde siddet tætpakket i tre timer den 20. september i Vejen Idrætscenter og holdt stormøde om fremtiden for dansk fødevareproduktion, da direktør Vagn Lundsteen gik på scenen.
Efter tre timers deprimerende debat om milliardgæld, udygtige producenter, urimelige miljøkrav, uvidende politikere og tåbelige EU-regler skulle deltagerne have en positiv afslutning af køre hjem på. Stormødets arrangør, protestbevægelsen Bæredygtigt Landbrug, havde indkøbt en Gallup-undersøgelse af landbrugets forhold, og nu skulle analyseinstituttets dugfriske konklusioner præsenteres af bevægelsens direktør.
På forhånd var det annonceret, at der ville komme spændende nyheder frem, og direktør Lundsteen leverede da også et stærkt opmuntrende referat af Gallup-undersøgelsen, og han fik stort bifald.
Hvad de mange landmænd ikke kunne vide den aften i Vejen Idrætscenter var, at Lundsteen fuppede med Gallup-tallene.
Ifølge Gallup
Gallup-undersøgelsens tal og konklusioner blev fremlagt ved hjælp af 13 powerpoints. Der var tale om slides med en lang række positive konklusioner:
Danskerne bakker op om landbruget, har sympati for landbruget og er klar over at landbruget er presset, men har tiltro til erhvervets miljøtiltag. Danskerne ved også godt, at dansk landbrug slås med flere miljøkrav end vore nabolande, at landbrugets miljøbelastning er faldet, og at Danmark er foregangsland inden for landbruget.
Alt sammen undersøgt, dokumenteret og konkluderet af GallupForum, hævdede direktør Vagn Lundsteen med henvisning til sine 13 powerpoints. Og konklusionerne stod ganske tydeligt at læse for enhver under overskriften: GallupForum – endelige resultater.
Problemet var bare, at de konklusioner havde direktør Lundsteen selv skrevet.
Uheldig sammenblanding
Underdirektør Camilla Kann Fjeldsøe hos Gallup har fået forelagt de 13 powerpoints, som Vagn Lundsteen præsenterede i Vejen. Undersøgelsen har siden stormødet ligget som en pdf-fil på foreningens hjemmeside. Direktør Fjeldsøe havde følgende reaktion:
- De tal, der er bragt i rapporten stammer fra Gallup og er korrekte. Det eneste ankepunkt, jeg har til rapporten, er, at det er umuligt at se, hvilke sider der stammer fra Gallup, og hvilke sider Bæredygtigt Landbrug selv har produceret. Jeg har påtalt det uheldige i, at man ikke kan skelne mellem det Gallup har lavet, og det kunden har lavet.
Ifølge Camilla Kann Fjeldsøe har Vagn Lundsteen selv fremstillet seks af de 13 sider, og dem vil Gallup ikke tage ansvar for. Det drejer sig blandt andet om de sider, hvor der optræder konklusioner.
Hvad angår udformningen af undersøgelsen og formuleringen af de stillede spørgsmål, bekræfter direktør Fjeldsøe, at det altid foregår i et samarbejde mellem Gallup og kunden. Hun vedkender sig et medansvar for de spørgsmål, der er stillet i de 1046 webinterviews, som undersøgelsen hviler på.
Fornuftstridigt
- Metoden er i orden, men konklusionerne kan jeg ikke finde dækning for i tallene. De er uklare. Tag for eksempel denne konklusion: Danskerne har sympati for landbruget som erhverv – det er der simpelthen ingen af tallene, der viser.
Efter analyseekspertens mening er det selve formuleringerne, den er gal med.
- Min hovedanke går på, at Gallup har accepteret at bruge de generelt stærkt ledende spørgsmål. Der spørges på en sådan måde, at det ville være næsten fornuftstridigt at svare imod. Hvem vil ikke svare ja, når man bliver spurgt om, der skal være en grænse for, hvor langt danske politikere kan gå i forhold til at lægge særregler og afgifter over på dansk landbrug? Eller hvem ville svare ja til et spørgsmål, om Danmark skal skærpe miljøreglerne unødigt? Og vil ikke alle gerne slippe af med ”administrativt bøvl”?
- Her dumper Gallup. Jeg er virkelig overrasket over, at de professionelle hos Gallup har ladet de her formuleringer slippe igennem. Det er simpelthen ikke i orden, siger analyseeksperten.
Kresten Roland Johansen finder, at der er tale om klokkeklare eksempler på urimelig brug af ledende spørgsmål, og han ved, hvad han udtaler sig om. På forlaget Ajour har han netop udgivet en praktisk guide til spørgeskemaundersøgelser med titlen: ”En ny undersøgelse viser - eller gør den?”
Se de 13 powerpoints fra ”Gallup undersøgelse af landbrugets forhold" på www.aabenhedstinget.dk