Estland eller Eesti, der er landets officielle navn, er på størrelse med Danmark, men har kun 1,3 mill. indbyggere. Af dem er ca. 70 % estere, mens ca. 30 % er slavisktalende – flest russere. Russerne bor overvejende i byerne, koncentreret i industriområderne mod nordøst, hvor de flere steder udgør det absolutte flertal. Langt de fleste af russerne kom til Estland som led i den sovjetiske industrialiseringspolitik efter 1945. De er generelt uglesete af esterne og har haft vanskelige vilkår under den aktive, til tider aggressive estiske nationalisme efter selvstændigheden i 1991.
Navnet Dmitrij illustrerer godt russerproblemet i Estland, som det tegnede sig i midten af 1990´erne. Siden er forholdene blevet mildnet noget – ikke mindst som følge af landets optagelse i EU. En gang i 1994 fik jeg som institutbestyrer et brev fra den danske lektor ved universitetet i Tartu. Hun nævnte i brevet, at hun havde kontakt med en ung russer, der var uddannet russisk filolog fra Tartus universitet, og som gerne ville til Danmark. Den unge mand var ovennævnte Dimitrij, kaldet Dima. Som russer havde han begrænsede borgerlige rettigheder i Estland. Og han så ingen muligheder for at fortsætte sin uddannelse eller få varigt arbejde i Estland. Det helt barokke i Dimas situation var, at ganske vist var han russer, men havde aldrig boet eller overhovedet været i Rusland. Han var født 1970 i Kasakhstan – i sovjetrepublikkens daværende hovedstad Alma Ata.
Men tilbage til Dima. Min sympati for gutten voksede, da jeg en lille uge senere modtog et brev fra ham selv – skrevet på et ganske vist primitivt og noget ubehjælpsomt, men alligevel læseligt dansk. Men motivationen hos den unge mand kunne jeg ikke stå for. Jeg skaffede via Aarhus Universitets Forskningsfond penge til hans ophold og videre studier. Og det endte såmænd med, at Dima efter et par år fik et phd-stipendium og er forblevet i Danmark. I 1999 giftede han sig med danske Malene – den gang studerende på Slavisk Institut. Dima arbejder i dag som freelance IT-skribent og er en flittig bidragyder til amerikanske og europæiske computerblade og websites. I løbet af et halvt års ophold i Danmark talte og skrev Dima et nydeligt dansk, og i dag kan man af hans breve ikke se, at han ikke er født dansker. Til gengæld har han fået dansk statsborgerskab. En rigtig positiv integrationshistorie – fordi han havde viljen og evnerne, og Danmark den gang gav ham en chance for at vise, hvad han duede til.
Men Dimas historie er også interessant af en anden grund. Den viser nemlig, hvor internationaliseret, Sovjetunionen i virkeligheden var. Og den forklarer, de mange og typen af problemer, som Unionens opløsning slæbte med i sit fodspor. Dimas mor er født i Aserbajdsjan af en russisk mor og en armensk far. Da hun var færdig med skolen som 17-årig rejste hun til Alma-Ata i Kasakhstan for at studere på universitetet. Her mødte hun så sin kommende mand, der var russer, men bosat i Kasakhstan. Hun er uddannet filolog og har hele sit liv undervist udlændinge i russisk. Faderen er jurist. Da Dima var tolv år, blev hans forældre skilt. Fem år senere afsluttede han skolen og skulle vælge studium og studiested – og valget faldt på Tartu i den, set fra Kasakhstan, fjerne estiske unionsrepublik. Jeg spurgte Dima, hvorfor, og han svarede: ”På grund af Lotman, og fordi Tartu netop som følge af ham var kendt for sine semiotiske og litterære studier”. Jurij Lotman (1922-93) var og er en internationalt højt respekteret litteraturforsker. Siden 1963 og til sin død docerede han teorier og metoder, der gik på tværs af den officielle metode i litteraturforskningen – den socialistiske realisme.
Da Tartu af militære grunde var en lukket by, og da stedet lå tilpas langt fra de forskningspolitiske metropoler, kunne Lotman og hans disciple her dyrke avanceret strukturalistisk og semiotisk litteraturforskning. Det vil sige en forskning, hvor grundopfattelsen er, at litteratur og kultur i det hele taget udgør systemer af ”tegn”, som kan ”afkodes”, hvorved dybere lag af betydninger afdækkes. Litteraturvidenskab bliver derved udvidet til at være generel kulturvidenskab. Lotmans forskning lå i forlængelse af en retning i litteraturteorien, den såkaldte russiske formalisme, der var rådende ca. 1915-30, og som tog udgangspunkt i litteraturens sproglige virkemidler. Metoden blev bandlyst af sovjetkritikken, men den havde overvintret i Tartu – fra begyndelsen af 1960´erne anført af Jurij Lotman.
Og det var dette undervisnings- og forskningsmiljø, den unge Dima dumpede ned i 1987. Kun 17 år gammel og tusinder af kilometer fra sit hjem i Alma-Ata. Tre år senere fulgte moderen efter og bosatte sig i Tallinn. I 1992 var Dima færdig med studierne og flyttede også til Tallinn. Her fik han arbejde på en russisk radiostation. Allerede på det tidspunkt begyndte esternes forhold til russerne at ændre sig. Det havde aldrig været godt, men nu forværredes det mærkbart. Også regeringen og myndighederne viste tegn på at ville gøre russernes situation så vanskelig som muligt. Dertil kom arbejdsmulighederne for en russisk filolog som Dima. De russiske skoler, som ville have været en oplagt jobmulighed, lukkede på stribe samtidig med, at russiskstudierne på universiteterne reduceredes væsentligt.
Jeg bad Dima give nogle konkrete eksempler på chikanen over for russerne. ”Her et meget konkret eksempel. Omkring 1993 indførte regeringen en lov om, at alle skulle tale estisk på arbejdspladserne. Der blev oprettet en ”special-enhed”, hvis opgave det var at ringe rundt til virksomheder, de private inklusive. Hvis der blev svaret på russisk, fik man en påtale. Ydermere blev der indført et minimum af ordforråd på 800 estiske gloser, som man skulle kende for at få arbejde. Dette var i sig selv ikke så slemt – værre var den måde, man håndhævede loven på. Nogle mænd blev sendt hen på det lokale marked og hev tilfældige sælgere til side for at teste dem. Kunne de ikke tilstrækkeligt med ord, blev de bortvist”.
Set fra en russers side, var den estiske behandling af dem naturligvis dybt diskriminerende. Men forsøger man at se problemet fra estisk side, har det flere aspekter. I Sovjetunionen forventedes alle uanset nationalitet at kunne russisk. Det var det officielle sprog, hvis man havde ambitioner om at avancere på såvel republik- som unionsplan. Det var også det eneste anvendte sprog under aftjening af værnepligten. Ganske vist havde en ester ret til at gå i en estisk-sproget skole – dog kun i Estland. Men det gjorde ikke russisk som fag mindre for en ester – det forventedes stadig lært til samme niveau som i russisk-sprogede skoler, og det siger ikke så lidt. Russisk havde en klar favoritposition i hele Sovjetunionen. Det var det eneste anerkendte lingua franca – det eneste fællessprog, så snart man bevægede sig udenfor sin egen republik. Der er derfor ingen tvivl om, at situationen i Sovjetunionen for en ester, der holdt af sin nationalitet og sit modersmål, forekom lige så diskriminerende, som russeren oplevede den efter 1991. Løsningen havde naturligvis været, at russere, der før 1991 varigt bosatte sig i Estland, som en naturlig ting lærte sig estisk til et vist niveau. Men det gjorde kun de færreste – som det i øvrigt var tilfældet med de andre lokale sprog overalt i de ikke-russiske republikker. Det var jo ikke nødvendigt, da alle jo talte Pusjkins og Lenins sprog - russisk. Også i Danmark forventer vi som en ganske naturlig ting af udlændinge, der varigt ønsker at bo her, at de lærer sig dansk.
I det hele taget blev situationen for russerne uudholdelig i årene 1993-94. Af mange grunde, men Dima fremhævede følgende: ”For mig var det værste, at man begyndte åbent at bruge en meget grov retorik. Aviserne publicerede meget provokerende og diskriminerende artikler, hvor russerne blev kaldt efterkommere af mongoler og derfor pr. definition ikke i stand til at opføre sig som en civiliseret nation. Og videre i den dur. Alle russere, der ikke kunne opnå russisk statsborgerskab, fik i stedet for et pas et såkaldt ”rejsedokument”, som langt de fleste europæiske lande ikke anerkendte som gyldigt ID. De fleste ambassader havde aldrig hørt om det, og så vidt jeg husker var det kun Danmark, Sverige og Tyskland, der betragtede rejsedokumentet som noget, der kunne stemples et visum i”.
Jeg nævnte ovenfor, at Dima havde fået sin filologiske uddannelse ved Tartus universitet – en læreanstalt med en glorværdig videnskabelig og oplysende historie. Tartu er Estlands næststørste by efter hovedstaden Tallinn og huser landets eneste universitet i traditionel forstand. Altså som en institution, der har stor faglig bredde og rummer fag inden for eksempel de humanistiske, juridiske og naturvidenskabelige discipliner. Universitetet blev 1632 grundlagt af svenskekongen Gustav Adolf og som sagt i den europæiske universitetstradition. Denne position kunne universitetet fastholde også efter, at det baltiske område blev russisk. I 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev det desuden hjemsted for en række i international sammenhæng førende forskere og dertil også centrum for en estisk nationalbevægelse. I sovjetperioden var Tartu en lukket by som følge af en nærtliggende militær flyvestation. Men universitetets tradition overvintrede, og efter Estlands selvstændighed er det igen blevet landets center for højere uddannelse med omkring 15.000 studerende.
Filologen og litteraturhistorikeren Ad. Stender-Petersen (1893-1963), der grundlagde de slaviske studier ved Aarhus Universitet, og som jeg var så heldig at have som lærer i begyndelsen af 1960´erne, havde en fortid ved Tartus universitet. Ligesom den nybagte student Dima et par menneskealdre senere var Stender som ung kandidat og forsker blevet tiltrukket af universitetets humanistiske forskningsmiljø – præget som det var af den russiske formalisme. Slår man op på universitetets hjemmeside, bliver Stender nævnt her som et af de store navne, der har været knyttet til det. Det var i årene 1927-31, og det var faktisk direkte fra Tartu, at Stender i 1931 kom til det den gang meget spæde universitet i Århus. Sin uddannelse havde han fået på henholdsvis Skt. Petersborgs og Københavns universiteter. I Århus tog Stender ret hurtigt initiativ til at samle sine kolleger i Humanistisk Samfund – et kollegialt og selskabeligt fællesskab, som han havde mødt i Tartu eller Dorpat, som byen kaldtes på tysk. Stender selv var Samfundets selvskrevne formand i mange år.
