DF som Jeppe i baronens seng

LEDER: "Tillykke med de 2,3 pct

Ole Birk Olesen,

03/05/2010

LEDER:

"Tillykke med de 2,3 pct. i Metroxpress. Det er der ingen, der tror på, ha, ha, ha."

Sådan sagde Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, da han forleden mødte Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, til dronning Margrethes fødselsdagsgalla. Siden er der kommet tre meningsmålinger til, som viser cirka samme resultat, så nu tror vel også Søren Espersen på, at den er god nok med Liberal Alliances opbakning hos vælgerne. Det interessante er imidlertid Espersens reaktion.

Det er en Jeppe, som er landet i baronens seng, der optræder, som Søren Espersen gør. Efter at være blevet trådt på af sin kone og ridefogeden, bliver Jeppe ved et mirakel (tror han selv) den nye baron og magthaver, og det viser sig, at han ter sig endnu værre end den rigtige baron. For Jeppe er et simpelt menneske, der ikke er styret af en indre overbevisning om ret og rimelighed, men alene har sit eget velbefindende for øje, og nu skal han pokkerme vise alle andre, hvem der bestemmer!

På samme måde med Søren Espersen og store dele af det parti, han repræsenterer. Også DF'erne følte sig uglesete og udstødte, da Nyrup erklærede dem for "ikke stuerene", og kultureliten hældte skidtspande ud over dem. Siden blev de imidlertid et indflydelsesrigt støtteparti for regeringen og blev rost af de politiske kommentatorer for deres parlamentariske tæft. De kom oven på, fik plads i baronens seng, og nu sparker en ledende DF'er som Søren Espersen så gerne nedad mod nutidens "opkomlinge", den stædigt kæmpende Anders Samuelsen og hans liberale støtter, der har været så grueligt meget igennem og er blevet grinet så meget af siden partiets kollaps i Naser Khaders tid som leder.

Alle, der har deltaget i debatterne her på 180Grader.dk, kan tale med om tendensen, som ikke kun findes i toppen af Dansk Folkeparti, men også hos mere almindelige DF'ere. Hvor har de standhaftige få, som har ment, at Liberal Alliance var den eneste mulighed for at fastholde en repræsentation af liberale holdninger i Folketinget, dog skullet høre megen hån fra Dansk Folkeparti-støtter her på siderne. Der var ingen grænser for, hvor stupidt og håbløst et projekt Liberal Alliance var, hvis man skulle tro DF'erne. Man kunne lige så godt opgive først som sidst og erkende, at der simpelthen ikke fandtes liberale i Danmark længere. I hvert fald ikke liberale, som ikke var helt på bølgelængde med Dansk Folkeparti i synet på alle troende muslimers iboende ondskab.

Hvis det med fortsat hårdt arbejde og ægte engagement lykkes for Anders Samuelsen og hans trofaste følgesvende at få del i den politiske magt efter et valg og skabe en sikker fremtid for Liberal Alliance, så gælder det om ikke kun at have fokus på det politiske, men også på det rent menneskelige. Så man ikke på samme måde som Dansk Folkeparti og Jeppe lader magten stige sig til hovedet. En god øvelse for Samuelsen vil være at tænke tilbage på det hofbal, hvor han mødte Søren Espersen, og så hver aften inden han falder i søvn gentage for sig selv: Jeg vil ikke blive som Søren Espersen - jeg vil være et ordentligt menneske.

Kilde: