DF raser over Kina efter badmintonafbud

Dansk Folkeparti kalder til forespørgselsdebat om Kina, hvor partiet vil have regeringen til at sige fra over for kinesisk chikane og boykot af dan...

Slettet Bruger,

17/10/2009

Dansk Folkeparti kalder til forespørgselsdebat om Kina, hvor partiet vil have regeringen til at sige fra over for kinesisk chikane og boykot af danskere og danske begivenheder.

De tilskuere, der havde set frem til at se badmintonspillere fra Kina, der traditionelt er verdens stærkeste, ved næste uges Denmark Open, bliver skuffede. Kineserne er nemlig angiveligt for trætte og har derfor meldt afbud til turneringen. Det har fået Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen til at kræve en forespørgselsdebat om "riget i midten", der flere gange tidligere gennem deres ambassade i København har truet med boykot af hoteller og restauranter, der udlejer lokaler til taiwanesiske eller tibetanske repræsentanter.

"Regeringen er nødt til én gang for alle i klare og utvetydige vendinger at få forklaret de kinesiske magthavere, at deres måde at agere på er såvel brovtende og chauvinistisk som urimelig," siger Søren Espersen i en pressemeddelelse.

Espersen tror da heller ikke meget på at de veltrænede ketchersvingere skulle være for trætte til at komme til Danmark. Snarere skal det ses som et udtryk for at Kinas straffeaktioner mod Danmark er blevet intensiveret, efter Lars Løkke Rasmussen i foråret tillod sig at møde Tibets åndelige leder Dalai Lama.

"Hele situationen er ganske uholdbar og uacceptabel: At et stort land som Kina, som meget gerne vil accepteres som et moderne land, på en så nedrig facon spiller med musklerne alene for at straffe os, fordi vi her til lands benytter os af vores frihed til at mødes med hvem, vi ønsker, viser jo tydeligt, at Kina, når det kommer til stykket, stadig er et foragteligt kommunistisk diktatur," skriver Søren Espersen.

I regeringspartiet Venstre afviser politisk ordfører Peter Christensen dog behovet for for en dansk kursændring i forhold til Kina.

"Vi deltager selvfølgelig i de debatter, der bliver rejst, men vi har ikke noget ønske om en forespørgselsdebat. Jeg kan kun beklage, hvis det viser sig, at der er en politisk beslutning bag. Vi bør fortsat arbejde på at have gode forbindelser til Kina, og hvad de gør, kan jeg ikke gøre noget ved," siger Peter Christensen til Ritzau.

[email protected]

Kilde: