Så er Hu Jintao rejst hjem igen, og der kan gøres status over det store eksporteventyr. Før besøget var den euforiske melding fra Pia Olsen Dyhr at Danmark ville få ordrer for svimlende kr. 18 mia. og det tal har hun gentaget til hudløshed under hele besøget - og det fortsætter hun i.ø. med. De reelle tal viser imidlertid, at Danmark investerer kr. 10 mia. i Kina, mens kineserne indtil videre har købt en vindmøllefabrik, nogle containere med griseører og 20.000 flasker kirsebærvin i Danmark.
Og Pia Olsen Dyhr .... ja, hun er "ovenud tilfreds" med resultatet !?
Og så fortsætter hun i.ø. ufortrødent med at rable løs om de ikke eksisterende kr. 18 mia. idet hun citeres for følgende: "Da præsident Hu Jintao var i Frankrig, blev der indgået aftaler mellem Frankrig og Kina for 34 milliarder kroner. Derfor er 18 milliarder kroner et stort beløb sammenlignet med Frankrig. Aftalerne ser ikke kun nu og her gode ud. De tyder også på, at der er mere i sigte". Hvilken planet lever det menneske på?
Det er ikke noget problem, at Danske virksomheder investerer i Kina, tvært imod. Når vi ikke kan sænke omkostningsniveauet i Danmark, så er det naturligt at lægge produktionen der hvor omkostningerne er konkurrencedygtige. Også på transportsiden giver det mening; det giver mening at producere til det kinesiske marked i Kina i stedet for at skulle transportere produkterne hele vejen fra Danmark. Hvis man er aktionær i Mærsk, Carlsberg eller Novo skal man kun glæde sig over de kinesiske investeringer.
Det der er et problem er, at vi har en minister der enten er så indskrænket, at hun ikke forstår en pind af det hele, eller også er så naiv, at hun tror at hun kan bilde befolkningen ind, at et kinesisk statsbesøg vil kaste milliardinvesteringer og nye jobs af sig. Indskrænket eller naiv - ingen af de "kompetencer" kan bruges hvis man skal være minister og repræsentere Danmark i udlandet.