Det sejler for de gamle partiers EU-politik - især for de Konservatives

LEDER: "Det sejler for regeringens EU-politik," lyder det fra de Konservatives formand, Lars Barfoed, men virkeligheden er, at det sejler hos såvel...

obo

11/12/2011

LEDER: "Det sejler for regeringens EU-politik," lyder det fra de Konservatives formand, Lars Barfoed, men virkeligheden er, at det sejler hos såvel regeringspartierne, Venstre og såmænd også de Konservative selv. For ingen af dem vil fortælle, hvad de egentlig mener om Danmarks forhold til den EU-aftale, som har til hensigt at stabilisere Eurozonens økonomi.

Mens Barfoed således skyder med skarpt på regeringens manglende stillingtagen, kan vi andre efter temperament grine eller græde over hans eget forsøg på at etablere en klar linje for de Konservative:

"Det konservative Folkeparti har sammen med en række andre partier tilsluttet sig statsministerens forslag om at give tid til en grundig overvejelse, og vi afventer foreløbig statsministerens redegørelse for Folketingets Europaudvalg på tirsdag."

Mageløst, ikke sandt? De Konservatives meget klare holdning er, at de har tilsluttet sig statsministerens forslag om at overveje det grundigt ... Og et klarere svar får man ikke fra Venstre. Både Venstre og Konservative slingrer rundt med deres EU-politik, så det er til at blive helt rundtosset af at se på.

Venstres førstemand i EU-parlamentet, Jens Rohde, gik for to år siden til valg på et kritisk syn på EU's udvikling, men har nu vendt på en tallerken og vil have sit parti til at finde "sin indre Uffe" frem igen på EU-området - med henvisning til Venstre tidligere formand, den så EU-begejstrede Uffe Ellemann-Jensen.

De Konservative er mindst lige så vægelsindede. Formand Lars Barfoed forsøgte i juni at overbyde alle andre partier med EU-begejstring ved at kræve en afstemning om - og et ja til - fuld dansk deltagelse i Euro-kaoset allerede i år, hvilket som en konsekvens ville have betydet en lige så fuld dansk deltagelse i eurolandenes aftale fra weekenden om at udarbejde en ny traktat, som i langt højere grad binder landenes finanspolitik sammen. Men samme Barfoed kunne for tre dage siden meddele, at han nu går ind for et "fædrelandenes Europa" og ikke er villig til, "at vi skal gå skridtet videre og lave suverænitetsafgivelse i forhold til vores finanslov".

De to synspunkter er i fuldstændig modstrid med hinanden, men de Konservative har altså indtaget begge med blot seks måneders mellemrum.

Gad vide, hvor de Konservatives EU-politik mon sejler hen?

Kilde: