Og det til trods for at Told- og Møntunion kunne slette Danmark fra Europakortet.
Der går en lige linie i kollaborationspolitikken fra starten af besættelsen og gennem årene der fulgte. Et regulært nedskæringsfelttog mod landets lønmodtagere var noget af det første, der blev sat i værk af regeringen.
En række tvangslove blev vedtaget blot en måned efter den tyske besættelse af Danmark.
Tvangslovene af 8. maj 1940 blev starten på den mest gennemførte udplyndring af arbejderklassen i det 20. århundrede.
Krigens byrder blev læsset over på den arbejdende befolkning. Det skete i form af ophævelse af pristalsreguleringen, totalt lønstop, forbud mod strejker, tvungen voldgift, tvangsarbejde til underbetaling,arbejdsdeling og en lønskat.
Arbejdsgivere og kapitalejere indledte et tæt samarbejde med besættelsesmagten. Så tæt, at Danmark en overgang var truet med at blive slettet af Europakortet.
To eksempler illustrerer, hvad det tysk-danske samarbejde kunne have udviklet sig til.
Det ene eksempel er fra sommeren 1940, hvor den danske regering tumlede med planer om total underkastelse under Hitler-Tyskland gennem oprettelse af en told- og møntunion.
Det andet eksempel er fra eftersommeren 1941, hvor regeringen oprettede et særligt «Øst-rumsudvalg», et specielt «tag-selv-bord» i de områder, tyske tropper havde besat i Sovjetunionen og Polen.
En ladeport til den slags ideer blev åbnet den 8. juli 1940, da cementkongen Gunnar Larsen fra F.L.Smidth blev trafikminister, medens formanden for dagbladet Politikens bestyrelse, Erik Scavenius blev udenrigsminister.
I sin tiltrædelsestale, som den samlede regering havde godkendt, sagde Scavenius:
«Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave, herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt Samarbejde med Stortyskland».
Denne totalt underkastende erklæring fra en varm tilhænger af tyskerne, fik ingen kritiske bemærkninger med på vejen af statsminister Thorvald Stauning eller nogen anden i regeringen eller fra Danmarks dengang rigeste mand, skibsreder A.P. Møller. Den nye, 62-årige udenrigsminister havde netop samme dag forladt Politikens bestyrelse. Her havde han som bestyrelsesformand fra 1932 sat sit præg på bladets redaktionelle linie overfor Hitlers Tyskland.
Det var således Scavenius, der forlangte at bladets chefredaktion skrev en lederartikel i Politiken den 28. april 1940, som med overskriften «Churchill er en farlig Mand» hyldede tyskerne og rejste voldsom kritik af England og dets ledere under Anden Verdenskrig. Lederartiklen betød, at Politiken mistede 15.000 abonnenter i løbet af få dage.
Den tyske besættelsesmagt opfattede den nye udenrigsminister som tyskvenlig. Allerede ni dage efter at Scavenius var blevet udenrigsminister, blev ministeriets øverste chef, direktør Otto Mohr sendt til Berlin ledsaget af Danmarks gesandt i Tyskland, kammerherre Herluf Zahle.
De to embedsmænd afleverede en erklæring i det tyske Udenrigsministerium, hvori det blev præciseret, at Danmark var rede til at drøfte det fremtidige samarbejde på det økonomiske område, også selv om der endnu ikke var udsigt til en fredsafslutning. Erklæringen kom helt bag på tyskerne.
De havde end ikke turdet drømme om, at et lille land, som de havde overfaldet, godt tre måneder senere i den grad ville byde sig til.
Af notater i Rigsarkivet fremgår det, at Scavenius efter Mohrs besøg i det tyske Udenrigsministerium, beordrede Mohr til at opsøge den tyske ambassadør Ritter i Berlin, for at han kunne bane vej til Hitlers skrivebord; men hvad Scavenius måske ikke vidste var, at Hitler netop havde opfordret Ritter til at planlægge det økonomiske samarbejde efter den forventede hurtige og sejrrige afslutning af krigen i det tyskbesatte Europa.
Den 30. juli, kun 12 dage senere stod Ritter i København med et fuldt færdigt forslag til en told - og møntunion mellem Danmark og Tyskland. Forslagets paragraffer afslørede, at Danmark var færdig som nation. Landet ville simpelthen blive et tysk protektorat, hvor al udenrigspolitik, handelspolitik og erhvervspolitik blev overtaget af tyskerne. Kronen skulle erstattes af den tyske Mark, og aftalen sluttede med, at der skulle nedsættes en særlig kommission med tysk flertal, der skulle afgøre tvivlsspørgsmål.
Unionsplanerne blev for meget, selv for de to mest protyske partier, Venstre og Konservative. Efter nogle møder i Berlin om det tyske forslag, kom der et dansk nej den 23. august 1940.
Ved skæbnens ironi, var det en af dem, der havde været med til at støbe kuglerne til en union, trafikminister Gunnar Larsen, der måtte overbringe tyskerne det danske nej.
For ikke at ødelægge den gode stemning, blev der nedsat et dansk-tysk udvalg, der skulle «undersøge Mulighederne for øget økonomisk Samarbejde med Tyskland». Der kom aldrig noget konkret ud af udvalgets arbejde. Efter et par år hensov udvalget og tyskerne havde i mellemtiden fået andet at tænke på.
