Efter Mumbai jihad angrebet var der en respons af ”Gør gode gerninger”. Jøderne fra Chabad (sekten der fik sine medlemmer tortureret til døde) bad jøder om at gøre en ”mitzvah”, god gerning. En yoga gruppe der fik nogle af sine medlemmer myrdet, mener at kærligheden vil sejre. Dertil lagde Deepak Chopra sin ”tænk gode tanker” kampagne. Chopra´s bestræbelser har ”magien” af hvis en million mennesker forpligter sig til at tænke gode tanker, så vil verden forandre sig til det fredelige. Alle disse bestræbelser kan summeres til én frase: Vær rar.
Jeg har intet imod at være rar. Hvem har det? Men er det nok? Hvad der skete i Mumbai var ondt. Enhver respons må målrettes med henblik på, at det ikke sker igen. Hvordan kan det at være rar forhindre ondskab i at gentage sig?
Der er en ny bølge af New Age, pacifister, hippier og utopiske tænkere, der mener præcist dette. Stikord: Beatles, All We Need is Love. ”Vær rar” teorien rejser spørgsmålet: hvis gode gerninger og gode tanker forhindrer endnu et Mumbai, betyder det så, at rabbien og hans gravide kone der blev tortureret til døde, simpelthen ikke havde lavet gode gerninger nok? Er en 9 årig pige, der bliver voldtaget simpelthen bare ikke rar nok?
Pacifister siger, at man aldrig skal svare med vold, da dette kun skaber mere vold. Vi bør aldrig anvende smerte som korrektionsmiddel. Krig er aldrig svaret. Disse teorier synes ikke at tage højde for, at lærdom om hvordan man undgår smerte, almindeligvis består i at huske hvad der førte til smerten, så man ikke gør det igen. Smerte kan og vil ændre folks adfærd. Smerte virker.
Men det første skridt i modvirkningen af jihad er ikke vold eller krig, men uddannelse. ”Vær rar” folk benægter, at jihad overhovedet eksisterer. Derfor er der intet at lære. ”Vær rar” folk vil aldrig så meget som bruge et sprog, der peger i retning af Islam. ”Vær rar” folk er doktrinære benægtere. Den virkelige Islam har intet med jihad at gøre, og derfor er der intet at lære.
Når ”Vær rar” folk taler, refererer de aldrig til nogen islamisk doktrin eller historie. Hvis de taler om doktriner, så er det om amerikansk udenrigspolitik. Indre motivation eksisterer ikke hos de våbenføre. Det er som om de kun henvender sig til os. De har ingen ideologi, kun reaktioner. Eller måske er de fattige, økonomisk forarmede.
Grunden til at ”Vær rar” folk ikke ønsker at lære om Politisk Islam, er at de har for mange mistanker om sandheden, og ved , at de ikke har mod til at møde virkeligheden. Så det er bedre at benægte at en islamisk doktrin eksisterer og ignorere den. Når der så peges på doktrinen og historien, så antyder de, at vi er snæversynede, at vi er værre end jihadisterne, at en sådan tale er uforskammet, og ikke skulle tolereres. At citere islamiske doktriner har været defineret som snæversynethed og ikke venligt.
I sig selv at være rar er der intet forkert i. Hvad der er forkert, er manglen på balance. At være rar er feminint. Vi har brug for både medfølelse og visdom. Medfølelse i sig selv leder til tåbelig medfølelse. Der findes visse ting kærlighed ikke kan gøre. Vi må have en tilgang der er praktisk, og inkluderer visdom.
Venlighed må være en gulerod, men vi må have en kæp. Vi har allerede haft en kultur der responderede på Islam med gode tanker. En del af Alexander den Store´s hær slog sig ned i Asien, og blev buddhister. De skabte den Ghandarviansk buddhistiske kultur, et højdepunkt i menneskets historie. De Ghandarviansk græske buddhister skabte den første buddhistiske kunst og de første skulpturer. Da Islam invaderede, havde de ingen hær, kun gode tanker. Alexander den Store´s bedste soldater var blevet absolutte pacifister. Efter dette jihad findes der i dag ikke én eneste buddhist, i hvad der i dag er Afghanistan. Gode tanker og gode gerninger er ikke tilstrækkeligt i mødet med vold.
Vi er også nødt til at have den maskuline respons. Se på vore kroppe. Tror du, at vores immunforsvar bare giver de vildledte bakterier et stort kram og forståelse? Nej, den dræber dem. Ikke nogen mellemartslig dialog, ingen venlighed. Er det dårligt?
At være hård er kommet til at betyde grusom, og derfor ond. En feminiseret Kristendom, Jødedom, Hinduisme, Buddhisme og sekularisme kan ikke længere fatte, hvad mod, ære og civilisationsstolthed overhovedet betyder. Vi tilsidesætter militæret og politiet til ét eller andet socialt hjørne for at gøre det beskidte arbejde vi ønsker at tænke på, men gerne kritisere.
Alle religioner elsker at føle sig andre religioner overlegne. Men i mødet med Islam falder de kristne, jøderne, buddhisterne, hinduerne og sekularisterne under samme kategori - ”Vær rar”. De lægger alle ”Vær venlig” til ”Vær rar”. ”Vær venlig” betyder, at ikke alene taler vi (kristne, jøder, buddhister...) ikke om islam, men ”Rare folk” tillader ikke andre at tale om Islam. Det ville være uhøfligt, eftersom at citere islamisk doktrin og historie støder Islam. Og vi ønsker ikke at støde, og gøre mere end at ”Være rar” ville tvinge os til at undersøge vores moralske kollaps og intellektuelle fejlslag.
Så gå ud og ”Vær rar” og ”Vær venlig”. Husk: Et kram fra Søren holder det onde fra døren. Tænk glade tanker. Kærlighed. Det vil ændre Islam. Nå nej! Islam behøver ikke ændre sig. Vi skal bare være ”Mere rare”!
”Pacifisme er objektivt pro-fascistisk. Det er elementær fornuft. Hvis man hæmmer krigsbestræbelserne på den ene side, så hjælper man automatisk den anden side. Der findes heller ingen reel måde at holde sig udenfor en krig som den tilstedeværende”
George Orwell
Jeg har intet imod at være rar. Hvem har det? Men er det nok? Hvad der skete i Mumbai var ondt. Enhver respons må målrettes med henblik på, at det ikke sker igen. Hvordan kan det at være rar forhindre ondskab i at gentage sig?
Der er en ny bølge af New Age, pacifister, hippier og utopiske tænkere, der mener præcist dette. Stikord: Beatles, All We Need is Love. ”Vær rar” teorien rejser spørgsmålet: hvis gode gerninger og gode tanker forhindrer endnu et Mumbai, betyder det så, at rabbien og hans gravide kone der blev tortureret til døde, simpelthen ikke havde lavet gode gerninger nok? Er en 9 årig pige, der bliver voldtaget simpelthen bare ikke rar nok?
Pacifister siger, at man aldrig skal svare med vold, da dette kun skaber mere vold. Vi bør aldrig anvende smerte som korrektionsmiddel. Krig er aldrig svaret. Disse teorier synes ikke at tage højde for, at lærdom om hvordan man undgår smerte, almindeligvis består i at huske hvad der førte til smerten, så man ikke gør det igen. Smerte kan og vil ændre folks adfærd. Smerte virker.
Men det første skridt i modvirkningen af jihad er ikke vold eller krig, men uddannelse. ”Vær rar” folk benægter, at jihad overhovedet eksisterer. Derfor er der intet at lære. ”Vær rar” folk vil aldrig så meget som bruge et sprog, der peger i retning af Islam. ”Vær rar” folk er doktrinære benægtere. Den virkelige Islam har intet med jihad at gøre, og derfor er der intet at lære.
Når ”Vær rar” folk taler, refererer de aldrig til nogen islamisk doktrin eller historie. Hvis de taler om doktriner, så er det om amerikansk udenrigspolitik. Indre motivation eksisterer ikke hos de våbenføre. Det er som om de kun henvender sig til os. De har ingen ideologi, kun reaktioner. Eller måske er de fattige, økonomisk forarmede.
Grunden til at ”Vær rar” folk ikke ønsker at lære om Politisk Islam, er at de har for mange mistanker om sandheden, og ved , at de ikke har mod til at møde virkeligheden. Så det er bedre at benægte at en islamisk doktrin eksisterer og ignorere den. Når der så peges på doktrinen og historien, så antyder de, at vi er snæversynede, at vi er værre end jihadisterne, at en sådan tale er uforskammet, og ikke skulle tolereres. At citere islamiske doktriner har været defineret som snæversynethed og ikke venligt.
I sig selv at være rar er der intet forkert i. Hvad der er forkert, er manglen på balance. At være rar er feminint. Vi har brug for både medfølelse og visdom. Medfølelse i sig selv leder til tåbelig medfølelse. Der findes visse ting kærlighed ikke kan gøre. Vi må have en tilgang der er praktisk, og inkluderer visdom.
Venlighed må være en gulerod, men vi må have en kæp. Vi har allerede haft en kultur der responderede på Islam med gode tanker. En del af Alexander den Store´s hær slog sig ned i Asien, og blev buddhister. De skabte den Ghandarviansk buddhistiske kultur, et højdepunkt i menneskets historie. De Ghandarviansk græske buddhister skabte den første buddhistiske kunst og de første skulpturer. Da Islam invaderede, havde de ingen hær, kun gode tanker. Alexander den Store´s bedste soldater var blevet absolutte pacifister. Efter dette jihad findes der i dag ikke én eneste buddhist, i hvad der i dag er Afghanistan. Gode tanker og gode gerninger er ikke tilstrækkeligt i mødet med vold.
Vi er også nødt til at have den maskuline respons. Se på vore kroppe. Tror du, at vores immunforsvar bare giver de vildledte bakterier et stort kram og forståelse? Nej, den dræber dem. Ikke nogen mellemartslig dialog, ingen venlighed. Er det dårligt?
At være hård er kommet til at betyde grusom, og derfor ond. En feminiseret Kristendom, Jødedom, Hinduisme, Buddhisme og sekularisme kan ikke længere fatte, hvad mod, ære og civilisationsstolthed overhovedet betyder. Vi tilsidesætter militæret og politiet til ét eller andet socialt hjørne for at gøre det beskidte arbejde vi ønsker at tænke på, men gerne kritisere.
Alle religioner elsker at føle sig andre religioner overlegne. Men i mødet med Islam falder de kristne, jøderne, buddhisterne, hinduerne og sekularisterne under samme kategori - ”Vær rar”. De lægger alle ”Vær venlig” til ”Vær rar”. ”Vær venlig” betyder, at ikke alene taler vi (kristne, jøder, buddhister...) ikke om islam, men ”Rare folk” tillader ikke andre at tale om Islam. Det ville være uhøfligt, eftersom at citere islamisk doktrin og historie støder Islam. Og vi ønsker ikke at støde, og gøre mere end at ”Være rar” ville tvinge os til at undersøge vores moralske kollaps og intellektuelle fejlslag.
Så gå ud og ”Vær rar” og ”Vær venlig”. Husk: Et kram fra Søren holder det onde fra døren. Tænk glade tanker. Kærlighed. Det vil ændre Islam. Nå nej! Islam behøver ikke ændre sig. Vi skal bare være ”Mere rare”!
”Pacifisme er objektivt pro-fascistisk. Det er elementær fornuft. Hvis man hæmmer krigsbestræbelserne på den ene side, så hjælper man automatisk den anden side. Der findes heller ingen reel måde at holde sig udenfor en krig som den tilstedeværende”
George Orwell
