Per Meilstrup, som ubeskedent præsenterer sig som journalist og klimadirektør ved ”Skandinaviens førende uafhængige tænketank Mandag Morgen”, har skrevet en spændende og afslørende bog Kampen om Klimaet om det ret mislykkede klimatopmøde i København i december. Frede Vestergaard anbefaler den i Weekendavisen 18/6, men afviser hans kritik af det danske formandskab som urimelig. Mødet var selvfølgelig mislykket, hvis man forestiller sig, at FNs 193 lande i løbet af 12 dage i det vinterkolde København skulle forbrødres om en omfattende, juridisk og ambitiøs aftale, der skal ”bekæmpe den globale opvarmning og sikre menneskehedens fremtid”. En aftale, hvor ”de rige lande” skulle påtage sig at reducere deres CO2 udslip til en brøkdel, mens de ”fattige lande” (som også omfatter Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika, Mexico m. fl.) ville få tilført enorme kompensationer fra de ”rige lande” og i øvrigt selv ville undgå ethvert krav om begrænsninger og kontrol. Det skete selvfølgelig ikke. Connie Hedegaard er heltinden i Meilstrups bog. Hun er energisk og karismatisk og det lykkes hende ved en blanding af personlig charme og pågåenhed, at presse først Anders Fogh og dernæst Lars Løkke til, at Danmark påtog sig værtskabet for COP15. Hun får det skruet op til voldsomt topmøde niveau med deltagelse af alle statslederne, inklusive Barack Obama og hun modtager takken i form af en EU kommissærpost. I min optik har hun imidlertid hovedansvaret for topmødets sammenbrud. Hun kender personligt de ansvarlige miljøministre i de forskellige lande, hun kender de besværlige kinesere og hun kender FN systemet, så hun må kunne forudse, at det ville ende galt. Men Meilstrup har kun hån, spot og latterliggørelse over for det danske formandskab. Det var en vanskelig og utaknemmelig opgave, men som det fremgår af bogen, var Lars Løkke op imod en skummel koalition af fattige G77 lande, nogle små østater samt Kina, Indien, Brasilien, Indonesien, Sydafrika m. fl., som gjorde hvad de kunne for at sabotere formandskabet, ydmyge Lars Løkke og afspore forhandlingerne. Gruppens fortaler var formanden for G77, den groft uforskammede Lumumba Stanislaus Di-Aping fra Sudan, men bag ham stod kineserne. Journalisterne havde store dage i Bellacenteret og de deltog med fryd i løjerne. Få dage inde i mødet blev der i bedste KGB-stil lækket et hemmeligt dokument til en journalist fra det The Guardian, som straks trykte det uden at undersøge, om det var autentisk. Dokumentet, som blev kaldt Det Danske Papir, nævnte ikke Kyoto protokollen og det blev brugt i en hadsk og meget vellykket kampagne mod det danske formandskab. Dokumentet var imidlertid et falsum og blev formentlig lækket af kineserne gennem deres venner i G77 med det formål, at forpeste debatten og afspore topmødet og undgå krav om begrænsninger. Mod alle odds og kun takket være Barack Obama og Hillary Clintons effektive indsats i sidste øjeblik kom der alligevel et konkret resultat ud af topmødet. De brød ind i et hemmeligt møde mellem statslederne for de fire store udviklingslande: Wen Jibao fra Kina, Manhomar Singh fra Indien, Lula fra Brasilien og Zuma fra Sydafrika. Her sad de som fire mafioso og aftalte hvorledes de kunne afspore topmødet og undgå krav om begrænsninger. De blev fanget i mediernes skarpe lys og resultatet af forhandlingerne blev det omtalte papir Copenhagen Accord. Det var ikke den juridiske aftale, som mange havde håbet, men det var bedre end intet. Senere har 110 lande, som står for mere end 90 % af verdens CO2 udslip tilsluttet sig og det er jo ikke så værst. Min konklusion er, at mødet i Bellacenteret var både godt og nyttigt. Det kostede Danmark en masse penge og prestige, men vi fik demonstreret, at interessemodsætningerne blandt verdens nationer er alt for store til at der kan skabes global enighed om en klimapolitik. Formentlig ikke nogensinde. Vi fik demonstreret FNs uduelighed, vi fik besøg af USA's effektive præsident og vi så Kinas grimme ansigt. Jeg hører i øvrigt, at Danmark i 2009 gav Kina 95 mio.kr. i bistandshjælp. Det bedes Søren Pind få stoppet straks, tak. Måske kan vi fremover nærme os klimapolitik med lidt mere realisme og ydmyghed. Uden for Bellacenteret demonstrerede en masse mennesker og selvom jeg ikke tror, at vi kan påvirke klimaet, fik vi straks masser af sne og kulde.
