det kan betale sig at være god - også i en krisetid

I en global krisetid ville man umiddelbart forvente, at det eneste, som marketingfolk og forbrugere tænker på, er pris, pris, pris

jonathanlow

08/07/2012

I en global krisetid ville man umiddelbart forvente, at det eneste, som marketingfolk og forbrugere tænker på, er pris, pris, pris.

I så fald ville du tage fejl, fejl, fejl.

En stor forbruger undersøgelse offentliggjort i december 2011 af Cone Communications viser, at produktkøb, som støtter gode formål, er øverst på folks gavelister.

Faktisk scorer dette parameter sit højeste nogensinde siden 1993, hvor Cone første gang undersøgte forhold som disse. Således svarer 94% af de adspurgte, at de vil vælge et mærke, der understøtter et socialt problem, hvis de sammenligner to produkter med nogenlunde samme pris og kvalitet.

I samme undersøgelse svarer 62%, at de i løbet af det seneste år har købt et eller flere produkter, som samtidig støtter en god sag.

På et tidspunkt hvor medierne svømmer over med negative nyheder, kunne man ellers nemt forestille sig, at folk ville vende deres fokus indad og indsnævre horisonten. Men Cone og flere lignende undersøgelser peger på den stik modsatte tendens - det menneskelige behov for at hjælpe andre.

Denne tendens er ikke gået ubemærket hen hos direktørerne i verdens virksomheder. "Cause related marketing" eller "cause marketing", som begrebet kaldes i de professionelle kredse, vender stadigt større udbredelse. Et par nyere eksempler fra USA har fået stor opmærksomhed:

Modekæden Neiman Marcus tilbyder medlemmerne af dets InCircle loyalitetsprogram et $ 50 gavekort, hvis de donerer $ 25 til NGO'en Feed America.

Danske LEGO tilbyder at give til det amerikanske "Marine Corps Toys for Tots" hver gang, at en forbruger deler en "LEGO Santa" e-hilsen via nettet. Det har affødt en donation på over 1 mio. stykker legetøj.

Endelig kan nævnes shopping-kæden og front-runneren indenfor området, Macy 's, som igen i år donerer $1 til Make-A-Wish Foundation for hver hilsen til Santa Claus, der bliver indleveret i en Macy's butik.

Det bliver spændende at se hvilke lignende kampagner, der kommer til at blive introduceret i løbet af 2012 og 13 i Danmark.

af Jonathan Løw,

social iværksætter og marketingchef hos KaosPiloterne.

Kilde: