Man ser Gud i køkkenet med en gryde over komfuret. I gryden ligger den planet, jorden, som han er i færd med at skabe. På væggen i Guds køkken hænger der en krydderihylde med diverse ingredienser, som Gud kan krydre jorden med. På hylden står der blandt andet krydderidåser med sorte, hvide, røde og gule mennesker. Der findes dåser med insekter, kryb og store og små pattedyr. Der findes dåser med mutanter og diverse dyrearter med en kort udløbsdato. Guds køkken er velassorteret.
Gud står let foroverbøjet over gryden og i hånden har han en dåse med mærkatet: ”idiotmix”. Krydderidåsen som han er i færd med at krydre jorden med, indeholder en blanding af sorte, hvide, røde og gule idioter. Han giver jorden i gryden et ordentligt drys imens han tænker, ”det her kunne gøre det hele lidt mere interessant”.
Ovenstående er et scenarie fra en af tegneren; Gary Larssons, ”The far side” tegneserie. På dansk hedder den: ”langt ude”.
Scenariet er ikke bare sjovt og humoristisk. Det er netop sjovt fordi, det jo præcis er sådan, jorden er blevet krydret. Om det så er Gud, der har besluttet at sætte idioter på jorden for at skabe en balance mellem kærlighed og galskab, eller om begrebet ”idiot” er menneskeskabt, vil jeg lade være op til den enkelte at konkludere.
Sandt er det bare, at uanset hvordan vi forholder os, vil der altid være idioter iblandt os. Hvem ved. Måske ser andre mennesker os selv som idioter. Fakta er bare, at vi som mennesker oprigtigt tror, at vi hver især ser verden, som den virkelig er. Det gør vi bare ikke. Vi ser hver især verden, som VI er. Vi har vores eget kort over verden, og vores helt egen opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Det, der er en sandhed og et gyldent fakta i min verden, kan være en decideret usandhed i en andens verden. Sandhederne i min verden, har jeg selv valgt. Enten har jeg fået og accepteret dem gennem min opdragelse, eller gennem de mange forskellige oplevelser, jeg har fået på min vej i livet. Men først når jeg forstår, at jeg ikke har patent på sandheden, og at andre ligesom jeg, ser verden, som de er, er der basis for at skabe en fælles forståelse.
Kommunikation er en af de sværeste discipliner i verden. Enten søger vi at misforstå hinanden grundet vores forskelligheder, eller også misforstår vi hinanden af et godt hjerte. Det er ikke altid, hensigterne er forkerte. Men det sker alligevel.
Vi lever i en tid, hvor vi fra den vestlige del af verden ikke længere frygter russerne, kommunisterne og den kolde krig. Som mennesker, har vi alle dage i forskellige dele af verden haft forskelige fjendebilleder. Op igennem historien har vi været bange for nazister, korsfarere, hekse, diktatorer og i dette og i slutningen af forrige århundrede, har vi haft en frygt for terrorister.
Polariseringen har altid fundet sted. Op gennem historien har vi alle dage delt verden op i ”dem og os”. Og for at vende tilbage til Gary Larssons tegning af Gud i køkkenet, har der været idioter i alle lejre og i alle farver.
I dag ser vi et konstant angreb på vores elskede ytringsfrihed. For mig er ytringsfriheden grundlæggende for at vi som menneskehed kan udvikle os. Christopher Columbus sagde i 1492, at: ”intet større menneskeligt fremskridt, er fremkommet gennem enighed”. Vi rykker, med andre ord, ved verden og ved os selv som individer, når vores synspunkter og sandheder bliver udfordret. Vi lærer af hinanden og vi lærer gennem refleksion. Hvis ikke vi lytter og reflekterer, kan vi ikke udvikle os. Ofte er det bare vores egen evne til at lade os provokere, eller vores stolthed, der står i vejen for, at vi kan rykke os. Dermed siger jeg ikke, at andre altid har ret.
I den offentlige debat omkring det aktuelle angreb på vores ytringsfrihed, sker der ligeledes en polarisering. Vi hører stemmer fra højre og venstre, der mener, at vi altid er i vores gode ret til at sige hvad som helst, og andre der mener, at vi skal vise hensyn og ikke krænke nogen. Hertil vil jeg blot sige, at det ikke på nogen som helst måde, er muligt at krænke nogen, der ikke vil lade sig krænke. I denne polarisering ser jeg idioter på begge sider. Nogle idioter ønsker at krænke for
at krænke – for det er vores ret. Andre idioter ønsker at vise et hensyn ved, at lade de krænkede lade sig krænke og dermed lovgive om, hvad vi må og ikke må sige i et oplyst samfund.
Begge dele er i min verden lige forkert. Men dog vil jeg citere en af de største tænkere igennem tiden, psykiatriker, Viktor Frankl: “Alt kan tages fra et menneske, bortset fra én ting: Den sidste menneskelige frihed. Friheden til at vælge ens egen reaktion på en given handling. Friheden til at
vælge sin egen vej”.
Med andre ord; det er altid op til os selv, hvordan vi vælger at reagere på andres handlinger. Dermed kan den krænkede vælge ikke at handle på krænkelsen, og dermed kan en terrorhandling eller hævn aldrig retfærdiggøres.
Vi bliver blot nødt til at forholde os til den altoverskyggende sandhed om, at der findes idioter iblandt os alle. Dette kan vi ikke ændre på, og vi kan ikke forhindre dem i at stikke hovedet frem. Men vi bestemmer selv, hvordan vi reagerer på dem.
Når alt dette er skrevet og sagt, vil jeg blot forholde mit til, at vi som menneskehed altid bør stræbe efter at kunne udvikle os, og at vi til enhver tid har både ret og pligt til at udfordre dogmer og menneskeskabte sandheder uden frygt for vores liv og helbered.
Jeg står vagt om ytringsfriheden. Men jeg har ikke et behov for at provokere og krænke for krænkelsens skyld – ej heller har jeg behov for at begrænse andre mennesker i deres ytringsfrihed. Det har Gud en særlig krydderiblanding, som han jævnligt drysser ud over jorden, der til gengæld sætter en stor ære i at gøre.
