BERLINGSKE MENER:
Juleaften er et vigtigt tidspunkt i den kristne kultur. I dag
fejrer vi, at Jesus lod sig føde, leve og dø for os som mennesker, ved at han
tog vores synder på sine skuldre og i stedet fortalte os, at vi skal leve et
liv i frimodighed, frihed og ansvar.
Det er et sælsomt budskab, vi erfarer i julen: At Gud lader sin
søn føde i allerstørste fattigdom understreger, at kristendommen er for alle,
store som små. Var Jesus blevet født som kejser eller hærfører, havde
kristendommen været anderledes ekskluderende. Men at Jesus er for alle og til
alle tider ses ved, at han fødes i en stald i Bethlehem. Og kun fødes dér fordi
forældrene var tvunget derhen, eftersom den almægtige romerske kejser ønskede
at kende det præcise antal skatteobjekter, han herskede over.
En dåb signalerer et håb og en begyndelse, en glædelig
begivenhed, og en sådan er juleaften. Nogle gange har vi simpelthen behov for
at blive mindet om, hvor det hele begyndte, og heri ligger julens glædelige
budskab. Eller som den tyske teolog Gerhardt Ebeling har sammenfattet
juleevangeliet: »Den, der er elsket sådan, at han er elsket af Gud, behøver
ikke mere at elske sig selv«. Det handler om næstekærlighed, at vi altid har et
ansvar for det konkrete medmenneske, vi møder i vores dagligliv.
“Det er et
sælsomt budskab, vi erfarer i julen: At Gud lader sin søn føde i allerstørste
fattigdom understreger, at kristendommen er for alle, store som små. Var Jesus
blevet født som kejser eller hærfører, havde kristendommen været anderledes
ekskluder”
Kristendommens budskab er
således universelt, og derfor er det indlysende, at de kristne kirker er dem,
der tilsammen er mest udbredt på alle kontinenter. Den største vækst sker i
disse år i Kina. Her søger mennesker Gud i et samfund, hvor åndelige værdier
har haft vanskeligt ved at udfolde sig. Mange erfarer, at det er tomt at basere
tilværelsens mening på politisk ideologi, og historien er fuld af eksempler på,
hvordan kristendommen bliver et åndeligt fristed i autoritære regimer.
Herhjemme har vi i godt tusind år haft kristendommen som en
rummelig ramme for folkelivet. Der har været og skal være plads til alle;
venstrefolk og socialdemokrater skal kunne sidde side om side, og præster skal
ikke politisere. Men selvom de fleste danskere stadig er medlem af Folkekirken,
er medlemstallet vigende, og det har især taget fart, siden den ny regering
tiltrådte. Det er trist, uanset om det skyldes politiserende præster, høj
kirkeskat eller vores politiserende kirkeminister, der tror, at hans opgave er
at være politisk chef for Folkekirken. I en så gammel konstruktion som
Folkekirken er det vigtigt at besinde sig på, at den oprindelige betydning af
ordet »minister« er »tjener«. Det har S- og R-ministre i tidligere regeringer
faktisk forstået, fordi de vidste, at Folkekirken bør værnes mod politisk
indblanding, og at ordet skal være frit. Derfor er det også klogt, at der i
Folketinget opnåedes konsensus om det udvalg, der i disse måneder ser på
Folkekirkens organisering. Der er brug for bredde, når Folkekirkens anliggender
skal løses.
Tit forstår vi de store ting gennem de gamle salmers lidt
fjerne, fortidige sprog, men juleaftens kerneanliggende står ganske klart i en
af dem: »Med os han bytter så underlig, Guds Søn, vor broder fin, vort kød og
blod han tager på sig og skænker os guddom sin«.
Glædelig jul!
