Det er nu, Løkke skal forberede vælgerne på reformer

LEDER: Kanske man alligevel kan gå hen og blive helt glad for Lars Løkke Rasmussen som statsminister

Ole Birk Olesen,

04/04/2010

LEDER: Kanske man alligevel kan gå hen og blive helt glad for Lars Løkke Rasmussen som statsminister. I hvert fald er det et skridt på vejen dertil, at han nu tager hul på en helt nødvendig debat om dansk økonomis bæredygtighed, når han siger:

"Nu skal vi kollektivt forstå, at det fundament, som vores velfærd hviler på, ikke er urokkeligt. Det er under angreb af hele den udvikling, der er i verden i øjeblikket."

Fortsat kniber det dog med løsningsforslagene fra Løkke og regeringen. Det er, som Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, påpeger, de små forslag til at fremtidssikre dansk økonomi, som diskuteres mest, selvom de forslår som en skrædder i Helvede. De forslag, som faktisk kan skabe den nødvendige økonomiske vækst og fjerne underskuddet på de offentlige finanser, har regeringen omvendt nægtet at ville gennemføre. I hvert fald på denne side af et valg, og enhver med forstand på dansk politik må frygte, at regeringspartierne i den kommende valgkamp vil love, at det heller ikke kommer til at ske i næste valgperiode.

Det, som Lars Løkke Rasmussen må finde ud af, her og nu, er dette: Når Helle Thorning-Schmidt i valgkampen vil afkræve ham svar på, om han vil garantere en fredning af alle overførselsindkomster inklusive efterlønnen efter valget, hvad skal svaret så være? Agter Lars Løkke Rasmussen at love, at han ikke vil røre ved efterlønnen, så vil han være medansvarlig for at køre dansk økonomi ud over afgrunden. Vil Lars Løkke Rasmussen omvendt svare, at han ikke vil give en sådan garanti, så skal han sige det nu, i stedet for at vente til valgkampen.

Det er nu, der er mulighed for at bruge et års tid eller mere på at gøre det klart for befolkningen, at alt ikke kan fortsætte uændret. At gemme en sådan bitter pille til de hektiske valgkampuger er selvmord. Det er nu - eller aldrig.

Kilde: