Thomas Jaskov skriver i et indlæg at Villy Søvndal undgår at diskutere SF-politik. Desværre er det en generel tendens, som kendetegner stort set hele det politiske spektrum i øjeblikket.
De politiske debatter, som p.t. får tildelt de bedste sendetider på stort set alle de landsdækkende kanaler, er præget af tendenser som utvivlsomt får politiker-leden til at brede sig yderligere.
De fleste politikere koncentrerer sig i øjeblikket om at kritisere "de andres" politik, og de undlader behændigt at præsentere egne alternativer. Det er et billigt trick, som mange desværre falder for. Hvis det dyrkes skamløst nok, undgår man fuldstændigt at rette søgelyset imod egne synspunkter. Helle Thorning er eksponent for denne tendens, men mange andre følger godt med.
De eneste der på kort sigt kan sætte en stopper for tendensen er de journalister, der sekunderer debatterne, men de gør det sjældende - enten fordi de udygtige og uprofessionelle, eller fordi de ofte har har helt utilslørede sympatier.
En del af samme kommunikationsstrategi - for tag ikke fejl af det, der er tale om en vel tilrettelagt strategi - er at samme politikere leverer velforberedte indlæg, med korte punch-line agtige konklusioner. Dette gentages bevidstløst uden nogen større variation, og helt uafhængigt af hvad der kommer af svar eller spørgsmål fra med-duellanten. Det er en strategi som får mange debatter til at fremstå som rene parodier - helt på linje med anekdoten som lægger navn til vendingen "god dag mand økseskaft". Der spørges i øst og svares i vest. Der tales forbi hinanden - og det er helt bevidst. Helle Thorning vs. Pia Kjærsgaard er et særdeles godt - eller rettere rædselsfuldt - eksempel på dette. Pia Kjærsgaard stillede direkte spørgsmål til Helle Thorning 3-4-5 gange i træk blot for at blive mødt med nye svadaer.
Disse to hovedspor suppleres med yderligere et par velforberedte strategier; Dels en indøvet mimik med smil og hovedrysten, specielt når kameraet er på, og dels en evindelig afbryden af modpartens talestrøm. Også her kan de fleste trænede politikere være med, men Villy Søvndal´s gamle østtyske træning fornægter sig ikke, og han er langt den mest effektive i denne disciplin.
Problemet er at vi mangler politikere, som har et egentligt projekt - vel at bemærke et projekt, som er andet og mere end en målsætning om at blive valgt for enhver pris.
Pia Kjærsgaard er, uanset hvor uenig man er med hendes politiske budskaber (- og bare for god ordens skyld, så er jeg meget uenig) en af de få politikere der i dagens debatter brænder igennem og efterlader et indtryk af at hun mener hvad hun siger. Anders Samuelsen er en anden. Derved kommer de til at fremstå ærlige og oprigtige, men også ofte lidt skæve og usammenhængende. Fordi alt ikke er forberedt hjemmefra kommer de til at virke usikre en gang imellem. Men det er ikke nogen skade til; Vi er forskellige - og det er politikere også.
Hovedparten af politikerne tillader sig imidlertid ikke den luksus at have egne meninger og ideer i det offentlige rum. De leverer budskaber, der er forberedt nøje med henblik på ikke at støde nogen vælgergrupper fra sig. Når Ole Sohn således bedyrer at han skam intet har imod kongehuset, så kan man vist ikke nå længere ud af den tangent.
Det forstemmende er, at tendensen fortsætter indtil den bliver straffet, og det kan man så håbe sker ved det kommende valg. For i den sidste ende har vi lige præcis de politikere som vi selv vælger.
/CM
