Mange, især kvinder (uha, der sagde jeg lige det forbudte k-ord, for kvinder må godt tale grimt om en mand, mens det omvendte er uhørt) og socialdemokrater, har meget ondt af pressens hårdhændede behandling af Helle Thorning. Og der er da også noget om sagen. Hun får virkelig bøllebank.
Problemet er, at hun får uberettigede tæv. Uberettigede fordi tævene handler om alt muligt i øst og vest lige fra hendes stiletter til hendes teenageagtige skaberi overfor Jessica Parker. I øvrigt eneste gang man for alvor har set, at Thorning har engagement. Sex in the city brænder hun for. Men ellers aner jeg ikke, hvad hun virkelig er drevet af andet end selvoptagethed.
Det sande problem er, at pressen forsømmer at tæve Thorning for det, hun virkelig fortjener og som er det virkelige problem:
Hun er som statsminister inkompetent, hvilket kun få uden for socialdemokratiske kredse er uenige i efterhånden.
Det står stadig mere klart, at denne person på falske forudsætninger har bemægtiget sig landets højeste embede, selvom hun ikke er i nærheden af at besidde de nødvendige evner og kompetencer. Det kunne kun lade sig gøre for en kvinde, som i pressen blev behandlet med større nænsomhed end en tilsvarende mand ville være blevet det, hvilket også var grunden til at både Fogh og Løkke behandlede hende med fløjlshandsker under de direkte dueller, mens Thorning oversvinede dem til gengæld. Det ser simpelthen grimt ud på live-tv at smadre en kvinde verbalt, så glem alt om ligestilling.
Meget skal Helle Thorning tage tæv for, men pressen tæver hende ikke for dét, selvom det er det allervigtigste og selve problemets kerne. Hun ville have magten for magtens skyld og har for at nå det mål haft stort set samtlige de standpunkter, det er muligt at indtage. Hun glider og snor sig udenom ethvert kritisk angreb fra journalister uden at disse bider sig fast og hænger damen ud for vedvarende at tale enten sort eller udenom. Det er en pinsel at se live-interviews på DR eller TV2 med en altid svag studievært, der ender med at måtte opgive at få Thorning til at forholde sig konkret til en kritik.
Vi mangler pressens glubske vagthunde, der går efter de virkelige historier. I stedet er de blot irriterende tæppetissere, som går rundt og strinter deres såkaldt kritiske, men ligegyldige historier overalt. Så lad nu være med at jage Thorning for alt det snask. Kom nu til sagen. Gå til biddet. Få hende væltet. Hun er en skandale.
