Det er en ommer, Krasnik!

Søndag d

Ikke angivet Ikke angivet,

18. marts 2013

Søndag d. 17. marts havde Lars Hedegaard været så uforsigtig at sige ja tak til et interview i Deadline 22.30.

Det vil sige – det var ikke et interview, det var en standret. Lars Hedegaard skulle slagtes, og det blev han. Indbyderen og intervieweren hedder Martin Krasnik. Engang en journalist, som jeg havde stor respekt for, i dag en mand, der tilsyneladende helt har forstået, hvordan man skal gebærde sig for at være en del af det gode selskab. Ikke mindst i DR, hvis ledelse og medarbejdere pr. definition ikke kan eller vil se truslen fra islam og den igangværende islamisering af vesten. Og dog  – ud fra egne erfaringer ved jeg, at et par stykker i medarbejderstaben rent faktisk har indsigterne. Men disse få er åbenbart så manisk fokuserede på deres karrierer og skrækslagne for at kalde en spade en spade, at de dukker sig. Måske man nødigt vil miste avancementsmuligheder, anerkendelse og abefestinvitationer?

Det var dumt af Hedegaard at stille op, for det var tydeligt, Krasniks forberedelse havde bestået i at jagte nogle af de særligt kontroversielle – og indrømmet, usmart formulerede - udtalelser fra Hedegaards omfattende og mangeårige islam-kritik. Ad den vej kan der kastes smuds på hele det store forfatterskab om islam uden at gå ind i argumentationen. For Krasnik var ikke interesseret i at holde sig til substansen og den kilometertykke foreliggende dokumentation for, at rettroende muslimer ikke er til sinds at tilpasse sig kulturen i de samfund, de udvandrer til. Krasnik & Co. VIL ikke forstå, at Islam er en politisk ideologi og en missionerende lovreligion. De fragmenter, Martin Krasnik nidkært fremturede med i rollen som sporhund, blev ekstra-kontroversielle, fordi Hedegaard aldrig fik muligheden for at sætte dem ind i en større sammenhæng. Den øvelse tager nemlig tid – en tid, som Krasnik med stor dygtighed sørgede for, at Hedegaard aldrig fik. Ud fra devisen: Se på mig, Martin, hvor Kras jeg er til at lave dybdeborende interviews.

Krasnik latterliggjorde, at Hedegaard i forskellige sammenhænge har påpeget islams immigrationsdoktrin. Og nej, der er ikke tale om konspirations-teorier. Det handler helt enkelt om islams missionspligt, der til oplysning IKKE kan sidestilles med kristendommens mission, fordi kristendommen ikke rummer den politiske dimension.

Jeg vil anbefale Krasnik og hans mange medløbere at stikke piben ind, tænke på deres børns fremtid og så ellers gå i gang med deres hjemmearbejde: At sætte sig ind i islams helligskrifter og skriftlærde autoriteters udlægning af dem. Siden kan de læse Ibn Warraqs: Derfor er jeg ikke muslim. Derpå kan de gå til Sam Solomons og E Al Maqdisi: Al-Hijra. The Islamic Doctrine og Immigration (2009) og nok en kyndig islam-kritiker, nemlig briten Patrick Sookhdeo. Han er direktør for the Institute for the Study of Islam and Christianity, tidligere muslim og anset for at være en international autoritet på jihad. Hans omfattende studier har ledt ham frem til, at der foreligger en mere eller mindre detaljeret køreplan for islamiseringen af Europa. Når muslimer lever som en minoritet, bliver de nemlig konstant konfronteret med problemet om, hvordan de skal leve i ikke-muslimske stater? I 1980 publicerede the Islamic Council of Europe en bog med titlen Muslim Communities in Non-Muslim States, som klart gav udtryk for den islamiske dagsorden in Europe (M. Ali Kettani "The Problems of Muslim Minorities and their Solutions" in Muslim Communities in Non-Muslim States). De detaljerede og faseinddelte instruktioner til minoritetsmuslimer kan koges ned til følgende: I skal samle jer og organisere jer med det formal at etablere et levedygtigt muslimsk fællesskab baseret på islam (læs: sharia). Det er pligten for hver eneste muslim. I skal oprette moskeer [nu får vi i København snart den første moské med minareter – læs: Bønneudråb], kulturcenter og islamiske skoler. Naturligvis skal piger og kvinder være iført hijab. I skal for enhver pris undgå at blive assimileret i majoritetsbefolkningen. For at undgå assimilation skal I gruppere jer geografisk og danne områder med så høj en muslimsk koncentration som muligt. I skal stille religiøse (læs: politiske) særkrav. Ad indlysende grunde er det naturligvis ikke alle muslimer, som støtter en sådan plan. Kulturmuslimerne er glade for demokrati og frihed. Men som bekendt udgjorde fx nazisterne et lille mindretal, da det lykkedes dem at gribe magten, og politisk islam er ligesom nazismen en dødsensfarlig totalitær ideologi. Moskeerne har spillet en hovedrolle i islamiseringsprocessen: Halal-mad i skoler, fængsler og på hospitaler, koran-skoler finansieret af staten, bederum. Hele pakken solgt under det multikulturelle flag, som på sigt kan blive Europas undergang.

Pt udgør den muslimske del af den europæiske befolkning vist nok under 15%. Hvis man lægger sammen, hvilke ulykker indvandring af integrationsuvillige muslimer har forvoldt til trods for deres ringe antal, er det svært at fatte, at flere politikere ikke for længst har sat foden ned for muslimske særkrav. I denne sag rimer tolerant i stigende grad på ignorant. Men politikerne har til dels den undskyldning, at de bliver fejlinformeret af både islam”forskere” på universiteterne – samt af journalister som Martin Krasnik. Hvis mission i egen selvforståelse åbenbart er at lave karaktermord på budbringerne.

Det er en ommer, Krasnik.