Da VK-regeringen trådte til i 2001 blev det proklameret, at der skulle udkæmpes en værdikamp. Da der er gået 10 år kan vi passende evaluere, hvad der har flyttet sig idepolitisk. Fakta er, at det, der har flyttet sig mest, er de ideologiske positioner hos Venstre og Konservative.
Hvis vi går nogle år tilbage, så var de borgerlige kerneværdier personlig frihed og personligt ansvar. Det hører vi aldrig om mere.
Personlig frihed forbandt borgerlige ikke bare med frihed fra skatter, men også en frihed til at være det individ man ville, fri af regulering af og kollektivistisk ensretning både i privatlivet og i de civile fællesskaber. Det pluralistiske samfund var et ideal. Det er slut. I dag er Venstre og Konservative intellektuelt blevet en underafdeling af Dansk Folkeparti.
Nu er det god borgerlig politik, at borgernes aktivitet skal gennemreguleres af staten gennem detaljeret lov og bureaukrati (se f.eks. arbejdsmarkedssystemet).
Det er også den herskende tanke, at der i samfundet kun skal være en kultur, som skal styres af politikere og staten, og alle konkurrenter til den kultur skal dæmoniseres. Der er ikke længere et ønske om pluralisme (i dag kaldet multikulturalisme). Vores udlændingepolitik er blevet til assimilation.
Den borgerlige ide om personlig frihed er blevet til et stort småborgerligt konformitetskrav.
Personligt ansvar – eller blot ansvar - er også død som borgerligt ikon. Vi har i dag mange problemer. Vores sundhedssystem og velfærden er under kritik. Økonomien er i krise. Vi har haft borgerlige regeringer i 20 ud af de sidste 30 år, så man skulle tro, at de borgerlige ministre ville tage ansvar for dette. Men nej. Hør på dem.
Dårligt sundhedssystem er regionernes skyld. Mangelfuld velfærd er kommunernes ansvar. Problemer i folkeskolen skyldes lærerne. Den økonomiske krise er kommet udefra. Egen politik har åbenbart intet med sagen at gøre. Det er aldrig VK-regeringens skyld. Altid nogle andre. Ti års regeringsmagt er åbenbart slet ikke ansvarspådragende.
Hvilken almindelig arbejdsgiver ville ansætte en medarbejder, der i den grad altid glider af? Hvilke forældre ville acceptere så mange dårlige undskyldninger fra sine børn?
Status er, at en blanding af magtbrynde, intellektuel dovenskab og et meget selvbevidst støtteparti har fået Venstre og Konservative til at opgive de gamle idealer om personlig frihed og personligt ansvar. Sjovt nok kan man ikke finde en eneste venstremand eller konservativ, der vil beskrive det som en hensigt. Tværtimod.
Så en ting burde opposition og klassisk borgerlige kunne være enige om: Det er tid til forandring.
