Jeg sad forleden og snakkede med min velbegavede toogtyveårige søn. Jonas forklarede mig, at han og hans unge venner er stærkt bekymret over, hvilket samfund de overtager fra deres forældre og bedsteforældre. Det kan jeg ikke bebrejde dem. Vores unge har mange gode grunde til ægte, dybfølt bekymring: Et totalt udspillet velfærdssamfund, en kolossal gæld, en meningsløs og farlig indvandrings- og integrationspolitik, et anti-elitært og nivellerende uddannelsessystem, en fordelings- og skattepolitik der simpelt hen ikke giver nogen mening, en forsvindende lille produktiv arbejdsstyrke og tilsvarende enorm (og voksende) gruppe af mennesker på overførselsindkomst, og en offentlig debat inficeret af politisk korrekthed og moralsk relativisme, der gør det tæt på umuligt hæderligt at adressere disse alvorlige problemer.
Listen er lang. Listen er ufuldstændig. Listen er deprimerende. Og værst af alt: Listen burde have været meget mindre. Vi har jo – hævdes det – haft en borgerlig regering i ti år. Sidstnævnte udsagn er i og for sig sandt, al den stund, at regeringen betegner sig selv som borgerlig. Og her definerer jeg snævert ’borgerlig’ som værende lig med ikke-socialistisk. Men hvis man foretog sig et tankeeksperiment og bad en historiker hundrede år ud i fremtiden om at kigge tilbage og betegne den politik, der blev ført af VK i perioden 2001-2010, så ville vedkommende ikke være i stand til at skelne mellem solid socialdemokratisk velfærdspolitik og det, der er blevet bedrevet af Fogh og Løkke. Nærmest tværtimod!
Intet af dette er i og for sig nyt, hverken for mig eller for læserne i dette forum, så hvorfor trætte med selvfølgeligheder? Jo, for mens jeg sad docerende og fuld af harme, afbrød min søn min talestrøm med et forløsende spørgsmål. Han spurgte ganske enkelt: Hvorfor? Hvorfor siger de ét og gør noget andet, hvorfor har de borgerlige ført ikke-borgerlig politik? Spørgsmålet fik mig til at standse min velsmurte reflekstale. Spørgsmålet fik mig simpelt hen til at tænke mig om. Det er nemlig i al sin enkelthed et uhyre godt og vigtigt spørgsmål, der rejser en byge af følgespørgsmål: Hvad er det, der får politikere til at opsige en kontrakt med deres vælgere? Hvordan kan de gå fra visioner om minimalstat til gennemtrumfning af maksimalstat? Hvordan kan de slippe afsted med et så totalt gennemskueligt og åbenlyst forræderi over så lang en periode?
Der er mange delsvar og forklaringer til ovenstående: Demokratiets natur, kompromissets pragmatiske natur. Det faktum at regeringens støtteparti jo aldeles ikke er borgerligt ren fordelingspolitisk, men i virkeligheden en naturlig protest-arm af det Kongelige Danske Socialdemokrati affødt af det måske største politiske kontraktbrud over for den danske befolkning: Den uhæmmede indvandring. Og så videre og så videre. Men det hele kan koges ned til et eneste ord: MAGT!
Det handler om at have magten. For magtens skyld. Politik er blevet til en købmandsvare. Holdninger, det er noget man finder på meningsmålingernes hylde eller får hvisket i ørene af opportunistiske spindoktorer, der ikke har en holdning til andet end størrelsen af deres løncheck. Hvis danskerne ifølge gallup mener ’A’, så skal regeringen nok gøre alt, hvad der står i deres magt for at levere varen ’A’. Briste eller bære. Leverer vi ikke ’A’, så risikerer vi jo, at oppositionen kommer til. Risikerer at miste magten. Risikerer, at de ’andre’ kommer til at bestemme. En skæbne værre end døden.
For os borgere kan det hele være inderligt ligegyldigt. For den vare vi får, det er den, der dikteres af den flagrende tidsånd. Et meningsløst og tilfældigt produkt, der får vores statsministre til at udbasunere forfærdelige slogans, formentlig lavet af et PR-bureau. Rød Stue, Blå Stue, det hel er blevet til en stor pærevælling, konciperet af opinionsinstittutter, pressen og spindoktorerne.
Det er dybt deprimerende, og tilsyneladende uundgåeligt. Ikke desto mindre er det et faktum, at så snart en poilitiker kommer til magten, så forsvinder alle visionerne. De brister simpelt hen. Men luften lukkes ikke ud af det realpolitiske spil, som de jo altid vil hævde. Og de vil hævde det i fuld alvor. For magten gør blind. De kan simpelt hen ikke erkende det forræderi, de er i fuld gang med. Men et forræderi er det. Mod dem selv. Og mod dem, der var så dumme at stemme på dem.
Man skulle tro, at der var en grænse for magtsygen. At der trods alt var en grænse for, hvad vores såkaldt borgerlige politikere vil gå med til. Indtil videre svæver denne grænse i det uvisse. Jeg ved den findes, det er det, der gør de sidste ti års borgerlige styre til et af nyere dansk poltiks største forræderier. Problemet er, at forræderiet kan vise sig katastrofalt. Folk stemmer ikke med hjernen, de stemmer med pengepungen, og ved særdeles aktivt at have bidraget til, at der nu er kolossal overvægt af offentligt ansatte og folk på overførsel, ved konsekvent at overhøre og ignorere de åbenlyse krav om vitale reformer fra eksempelvis Velfærdskommissionen, fordi de er upopulære og ifølge meningsmålinger vil koste magten, så har det borgerlige Danmark fyldt den røde bloks våbenarsenal i mange, mange generationer.
I Gamle Dage var Fogh og Løkke blevet ført en tur ud i Fælledparken. Den slags bruger vi ikke mere. Vi har en stemmeseddel. Problemet er, at den venter på det næste forræderi ...
Listen er lang. Listen er ufuldstændig. Listen er deprimerende. Og værst af alt: Listen burde have været meget mindre. Vi har jo – hævdes det – haft en borgerlig regering i ti år. Sidstnævnte udsagn er i og for sig sandt, al den stund, at regeringen betegner sig selv som borgerlig. Og her definerer jeg snævert ’borgerlig’ som værende lig med ikke-socialistisk. Men hvis man foretog sig et tankeeksperiment og bad en historiker hundrede år ud i fremtiden om at kigge tilbage og betegne den politik, der blev ført af VK i perioden 2001-2010, så ville vedkommende ikke være i stand til at skelne mellem solid socialdemokratisk velfærdspolitik og det, der er blevet bedrevet af Fogh og Løkke. Nærmest tværtimod!
Intet af dette er i og for sig nyt, hverken for mig eller for læserne i dette forum, så hvorfor trætte med selvfølgeligheder? Jo, for mens jeg sad docerende og fuld af harme, afbrød min søn min talestrøm med et forløsende spørgsmål. Han spurgte ganske enkelt: Hvorfor? Hvorfor siger de ét og gør noget andet, hvorfor har de borgerlige ført ikke-borgerlig politik? Spørgsmålet fik mig til at standse min velsmurte reflekstale. Spørgsmålet fik mig simpelt hen til at tænke mig om. Det er nemlig i al sin enkelthed et uhyre godt og vigtigt spørgsmål, der rejser en byge af følgespørgsmål: Hvad er det, der får politikere til at opsige en kontrakt med deres vælgere? Hvordan kan de gå fra visioner om minimalstat til gennemtrumfning af maksimalstat? Hvordan kan de slippe afsted med et så totalt gennemskueligt og åbenlyst forræderi over så lang en periode?
Der er mange delsvar og forklaringer til ovenstående: Demokratiets natur, kompromissets pragmatiske natur. Det faktum at regeringens støtteparti jo aldeles ikke er borgerligt ren fordelingspolitisk, men i virkeligheden en naturlig protest-arm af det Kongelige Danske Socialdemokrati affødt af det måske største politiske kontraktbrud over for den danske befolkning: Den uhæmmede indvandring. Og så videre og så videre. Men det hele kan koges ned til et eneste ord: MAGT!
Det handler om at have magten. For magtens skyld. Politik er blevet til en købmandsvare. Holdninger, det er noget man finder på meningsmålingernes hylde eller får hvisket i ørene af opportunistiske spindoktorer, der ikke har en holdning til andet end størrelsen af deres løncheck. Hvis danskerne ifølge gallup mener ’A’, så skal regeringen nok gøre alt, hvad der står i deres magt for at levere varen ’A’. Briste eller bære. Leverer vi ikke ’A’, så risikerer vi jo, at oppositionen kommer til. Risikerer at miste magten. Risikerer, at de ’andre’ kommer til at bestemme. En skæbne værre end døden.
For os borgere kan det hele være inderligt ligegyldigt. For den vare vi får, det er den, der dikteres af den flagrende tidsånd. Et meningsløst og tilfældigt produkt, der får vores statsministre til at udbasunere forfærdelige slogans, formentlig lavet af et PR-bureau. Rød Stue, Blå Stue, det hel er blevet til en stor pærevælling, konciperet af opinionsinstittutter, pressen og spindoktorerne.
Det er dybt deprimerende, og tilsyneladende uundgåeligt. Ikke desto mindre er det et faktum, at så snart en poilitiker kommer til magten, så forsvinder alle visionerne. De brister simpelt hen. Men luften lukkes ikke ud af det realpolitiske spil, som de jo altid vil hævde. Og de vil hævde det i fuld alvor. For magten gør blind. De kan simpelt hen ikke erkende det forræderi, de er i fuld gang med. Men et forræderi er det. Mod dem selv. Og mod dem, der var så dumme at stemme på dem.
Man skulle tro, at der var en grænse for magtsygen. At der trods alt var en grænse for, hvad vores såkaldt borgerlige politikere vil gå med til. Indtil videre svæver denne grænse i det uvisse. Jeg ved den findes, det er det, der gør de sidste ti års borgerlige styre til et af nyere dansk poltiks største forræderier. Problemet er, at forræderiet kan vise sig katastrofalt. Folk stemmer ikke med hjernen, de stemmer med pengepungen, og ved særdeles aktivt at have bidraget til, at der nu er kolossal overvægt af offentligt ansatte og folk på overførsel, ved konsekvent at overhøre og ignorere de åbenlyse krav om vitale reformer fra eksempelvis Velfærdskommissionen, fordi de er upopulære og ifølge meningsmålinger vil koste magten, så har det borgerlige Danmark fyldt den røde bloks våbenarsenal i mange, mange generationer.
I Gamle Dage var Fogh og Løkke blevet ført en tur ud i Fælledparken. Den slags bruger vi ikke mere. Vi har en stemmeseddel. Problemet er, at den venter på det næste forræderi ...
