Selv om de fleste af os er forfærdede over de tragiske hændelser i weekenden, er de færreste nok overraskede. Det var kun et spørgsmål om tid, før Islamistisk terror også ville kræve liv i Danmark.
Vi er i krig. Ikke en konventionel krig mellem nationer, men en krig mellem en med statsministerens ord, "formørket ideologi og den frie verden". Hun burde naturligvis have tilføjet,"en formørket ideologi med udspring i Islam". For desværre kan vi ikke klart adskille Islam og terror.
Nej, vi har ikke et problem med muslimer som går ind ”for demokratiet med alle dets værdier og for adskillelse mellem religion og politik". Men vi har et problem med muslimer som vægter sharia ”med alt hvad det indebærer højere end demokratiet, liberalismen, kapitalismen og andre anti-islamiske ismer”, som en islamist skriver i den ene af de to facebook-kommentarer, som illustrerer denne klumme.
Heldigvis er der millioner af muslimer som har frigjort sig fra Koranens tekster, og det er glædeligt. De kan fint indgå i den reelt eneste globalt omfavnende og inkluderende kultur, som ikke enten bygger på et religiøst verdenssyn eller et nationalt og etnisk tilhørsforhold. Nemlig det åbne samfund med rødder i oplysningstidens (og længere tilbage) Europa (med den engelsktalende verden som de afgørende forkæmpere helt frem til i dag).
Desværre er der også millioner af muslimer for hvem koranen og hadithens tekster er afgørende. Og nej, de er ikke alle sammen terrorister. Selv de fundamentalister, som ønsker at fastholde Koranen som et hele kan også være fredelige. Men de må alligevel sno sig, når de bliver spurgt til de voldelige passager i koranen, fordi de ikke kan tage afstand fra koranens ord. Deres vægelsind og manglende afstandstagen til de mere vanvittige passager i koranen kan indirekte være med til at retfærdiggøre den terror vi ser.
Jovist er vi i krig. Modparten har udpeget os og det åbne frie samfund som deres fjender. På præcis samme måde, som nazister og kommunister gjorde det.
faren kommer både fra Islamister og os selv
I "The Open Society and it's Enamies" beskriver Karl Popper problemet med hvordan et åbent og tolerant samfund skal forholde sig til sine fjender. Som Popper skriver:
If we extend unlimited tolerance even to those who are intolerant, if we are not prepared to defend a tolerant society against the onslaught of the intolerant, then the tolerant will be destroyed, and tolerance with them.”
But we should claim the right to suppress them if necessary even by force; for it may easily turn out that they are not prepared to meet us on the level of rational argument, but begin by denouncing all argument; they may forbid their followers to listen to rational argument, because it is deceptive, and teach them to answer arguments by the use of their fists or pistols.
We should therefore claim, in the name of tolerance, the right not to tolerate the intolerant. We should claim that any movement preaching intolerance places itself outside the law, and we should consider incitement to intolerance and persecution as criminal, in the same way as we should consider incitement to murder, or to kidnapping, or to the revival of the slave trade, as criminal.
Poppers forsvar for demokratiets institutioner er værd at huske i dag.
Betyder det så at vi skal forbyde hizb ut-tahrir og andre ekstreme organisationer? Nej det gør det ikke. Ikke af hensyn til dem, men af hensyn til os selv. Vores reaktion bør være afmålt, proportional og doceres i mindst mulige doser i forhold til at beskytte vores frie åbne samfund.
Helt centralt står, at vi ikke må sætte vores retsstat over styr – frihedens institutioner, som Popper ville kalde det. Derfor skal der naturligvis hverken oprettes interneringslejre eller laves særlove, som man har foreslået fra nationalkonservativ side. Ikke af hensyn til de "intolerante", men af hensyn til os selv.
Retssstat og grundlov er de væsentligste garantier for vores individuelle frihed. Og her må vi ikke glemme at truslen mod netop retsstaten og de grundlæggende frihedsidealer ikke kun kommer fra Islamismen. Den findes også blandt f. eks. visse nationalkonservative, hvor individuel frihed, retsstat og grundlovssikrede rettigheder ingen betydning har.
Ikke meget er vundet, hvis kampen mod totalitær islamisme og terrorisme ender med et samfund efter den tyske nationalkonservative tænker og nazist Carl Schmitts hoved. For det vil være et samfund hvor suverænen er alt og individet intet. Og hvor er det ellers lige vi kender den tankegang fra?
