I sin grundlovstale kalder Mai Henriksen Liberal Alliance for hippie-liberalister. Referencerammen er danske værdier, og debatten mellem LA og K har stået på i længere tid, og omdrejningspunktet er, om disse værdier skal beskyttes ved lov eller ej, eksempelvis debatten om flagreglerne.
Trues danske værdier, fordi man ikke længere skal søge om tilladelse til at flage med andet end Dannebrog, de nordiske, FN-eller EU-flag? Den liberale vil sige nej og den klassiske konservative sige ja. Ser man på substansen, er uenigheden altså ikke overraskende. Der er tale om klassisk uenighed mellem konservatismen og liberalismen.
Grunden til, at K konsekvent skyder på LA skal findes et helt andet sted. De Konservative står midt i en historisk identitetskrise. Ser man på K’s kommunikation siden valget, fremstår det tydeligt, hvordan man vil forsøge at komme ud af den krise. Den politiske profil skal være en tilbagevenden til Gud, konge, og fædreland.
Samtidig skal LA kritiseres for ikke at være et parti med samme formål. Ikke fordi dette er overraskende for et liberalt parti, men fordi mange af de tabte K-vælgere befinder sig hos LA. Flagdebatten er igen et godt eksempel, for selve forslaget kom slet ikke fra LA, men fra De Radikale. Alligevel var det LA, K straks gik til angreb på.
K må naturligvis mene, hvad de vil, også om LA. Behovet for at stigmatisere et bestemt parti via et simpelt øgenavn er tydeligt udtryk for en begyndende konservativ desperation. Kønt er det ikke, men dem om det. Personligt rammer K’s desperationsretorik ikke hos mig, men jeg undrer mig over, at gamle støtter, partifæller, vælgere og medlemmer af K skal stigmatiseres på den måde.
Hele øvelsen går naturligvis ud på at skaffe de mange K-vælgere tilbage, som forlod partiet til fordel for LA. Derfor har K’s ageren været en kilde til undren. Frem for en selvransagelse af, hvorfor disse vælgere forlod De Konservative, forsøger man at stigmatisere samme vælgere. Som altså i en Konservativ optik nu er hippie-liberalister. Et forsigtigt skøn er, at de konservative vælgere og medlemmer ikke ligefrem vil vrimle tilbage på den baggrund.
(Som bragt i Fyens Stiftstidende d. 9.6.2012)