Danmark er det land i EU, hvor det offentlige giver størst tilskud til enlige forældre. Dermed opstiller den danske stat en dynamik, der har en helt specifik betydning for civilsamfundet og familien.
Staten definerer det selektive pres, hvorunder civilsamfundet opererer - specielt i et land hvor staten er så ekstremt udbygget, som tilfældet er i Danmark.
Under en naturlig og spontan orden vil folk have en væsentlig interesse i at deles om den opgave, det er at opdrage børn. Simpelthen fordi det er ressourcekrævende i en sådan grad, at en enkelt person normalt ikke vil kunne klare det så godt som et par.
Under velfærdsstaten ændrer den dynamik sig noget. Det, velfærdsstaten i virkeligheden gør, er at forykke det naturlige selektive pres. Velfærdsstaten tager gennem omfordeling fra velfungerede familier med to forældre og giver til dysfunktionelle enlige med børn.
På den måde skærmes enlige mod de naturlige konsekvenser, der ellers følger af valget om at ville være enlig forælder. De oplever ganske enkelt ikke den ressourcenedgang, der normalt følger valget, fordi de kompenseres af andres lomme.
Det er klart, at når folk skærmes fra konsekvenserne af deres valg, bliver de mindre fornuftige og forsigtige omkring dem.
Her bør det specielt bemærkes, at der ofte er en del bøvl involveret i at være to om at opdrage børn. At indgå i partnerskab kræver kompromisser, og at man til tider tilsidesætter egne behov for partnerskabets skyld. Ideen er, at denne ulempe kompenseres ved den bedre økonomiske stilling, et par har under en naturlig og spontan orden.
Når så staten træder ind og kompenserer det økonomkiske aspekt, så enlige ikke har den ulempe, så er der for den enlige kun fordelen i den umodne frihed, der ligger i aldrig at skulle tage hensyn til en partner, tilbage.
Så staten går ind og fjerner fordelen ved en familie, men den fjerner ikke ulemperne. Dem fjerner den derimod hos de enlige, mens fordelene ved enlighed forbliver intakte.
Et så forskudt selektivt miljø vil over ganske få generationer give højere skilsmissetal og flere enlige forældre, hvilket da også er præcist, hvad vi kan konstatere.
Politikere og folk i al almindelighed er åbenbart ligeglade med denne opløsning. Det er de nok mestendels, fordi konsekvenserne af familiens opløsning først så småt er begyndt at vise sig.
Flere enlige forældre giver naturligvis flere børn, der er vokset op uden far eller mor i nærheden. Ikke godt, ikke godt.
Jeg vil gøre mit til at få mere fokus på det her område, men realistisk set, er der meget lidt, jeg kan gøre. Jeg håber, I vil tænke over det, jeg her har skrevet og linke til indlægget her.
