Tale ved tredjebehandlingen af finansloven for 2013:
Det er sørgeligt at stå på denne talerstol godt tre måneder efter førstebehandlingen af regeringens forslag til en finanslov og konstatere, at finansloven er blevet væsentligt ringere i tiden, der er gået.
Under førstebehandlingen sagde jeg, at vi havde med et forslag til finanslov at gøre, som ikke ville gøre forholdene i Danmark væsentligt værre. Baggrunden var, at finansloven dengang lagde op til noget, der næsten var nulvækst i den offentlige sektors forbrug.
Jeg konstaterede, at Danmark i forvejen har verdens største offentlige sektor, og at der ikke er plads til, at den bliver større, hvis vi skal have forudsætninger for ny vækst og jobskabelse i den private sektor i Danmark.
For det koster jo med sådan en stor offentlig sektor, og det er private virksomheder og deres ansatte, som skal betale, hvis den skal være endnu større.
Men regeringen havde altså overraskende fornuftigt lagt op til næsten nulvækst i det offentlige forbrug, og det roste jeg, fordi vi så i det mindste ikke gjorde forholdene for erhvervslivet væsentligt værre.
Den ros skulle jeg måske ikke have givet. Måske regeringen blev helt bange for sig selv over at høre en ordfører fra et rigtigt liberalt parti stå her på talerstolen og rose dens relative sparsommelighed med skatteydernes penge.
I hvert fald kan man nu konstatere, at regeringen fuldstændig har opgivet målsætningen om nulvækst i det offentlige forbrug næste år. I ”Økonomisk redegørelse”, som regeringen netop har udgivet, kan man nu læse, at regeringen med sin finanslov for 2013 forventer at lade det offentlige forbrug vokse med hele 1,6 procent.
Dermed er vi tilbage ved den vilde spenderlyst, som Anders Fogh Rasmussens VK-regering udviste i årene fra 2002 til 2009, hvor det offentlige forbrug voksede med 1,8 procent om året.
Men de fleste af Foghs år var dog i en tid, hvor det gik godt med økonomien, og hvor der var overskud på de offentlige finanser og godt gang i den private beskæftigelse.
Denne regering – derimod – vil bruge løs på en finanslov med et underskud på 46 mia. kr. og en privat beskæftigelse, som godt kunne trænge til, at danske lønmodtagere og dansk erhvervsliv fik lov til at beholde lidt flere af de penge, som de selv har arbejdet for.
Regeringen vælger med den vilde vækst i det offentlige forbrug, som der her lægges op til, at blæse højt og flot på al solidaritet med alle danskere, som skaffer brød på deres bord ved at lægge en arbejdsindsats som lønmodtagere, ejere eller selvstændige i den private sektor.
Regeringen betragter sig selv som førstevælger: Hvis der er penge, som den mener kan bruges, så bruger den pengene på at øge dens egne budgetter fremfor at lade pengene blive hos dem, som har ydet en arbejdsindsats.
”Jojo,” vil regeringen indvende, ”men det er jo fordi, der er blevet brugt færre penge i 2012, end vi havde regnet med. Derfor er de penge, vi har afsat til offentligt forbrug i 2013, udtryk for så stor en vækst.”
Og det er da rigtigt. Regeringen troede, at den offentlige sektor i 2012 ville koste 8 mia. kr. mere, end det nu viser sig, at den faktisk koster. Der er opnået en besparelse i forhold til de forventede udgifter i verdens største offentlige sektor på 1,5 procent.
Det er glædeligt! Det er lykkedes for kommunerne at levere deres ydelser til borgerne på en billigere måde end forventet. Hurra!
Men det betyder da ikke, at man så bare skal fortsætte med at bruge løs i 2013, som om intet er hændt i 2012. Den effektivisering, som blev opnået i 2012, skal da ikke bare smides på møddingen i 2013.
Når det er lykkedes for kommunerne at producere deres ydelser til borgerne til en pris, der er 8 mia. kr. lavere end forventet i 2012, hvorfor skulle det så ikke kunne lykkes at levere ydelsen lige så billigt i 2013?
Når jeg bruger så meget tid på at problematisere regeringens budgetterede overforbrug, så er det jo ikke, fordi vi i Liberal Alliance i sig selv har noget imod, at man med penge i det offentlige kan købe gode ting til borgerne. Hvis penge kunne plukkes på træerne, ville det selvfølgelig bare handle om at bruge løs, alt det man kunne.
Men pengene kan ikke plukkes på træerne. De må tages et sted fra. Ved at opkræve skatter. Enhver milliard, som bruges i det offentlige til at gøre gode ting med, er en milliard, som ikke kan bruges af borgere og virksomheder til at gøre godt med.
Og de danske skatter er simpelthen for høje, fordi skiftende regeringer herinde år for år har brugt stadig flere penge. Vi skal ikke mere end 50 år tilbage i tiden, blot 10 år før finansministeren og jeg blev født, før vi havde et Danmark med et skattetryk, som lå på niveau med skattetrykket i datidens USA.
Danmark havde, da både finansministerens og mine forældre var unge, et af de laveste skattetryk i den udviklede verden. I dag har Danmark verdens højeste skattetryk. Skattetrykket blev fordoblet fra 25 procent til 50 procent på blot 25 år fra begyndelsen af 60’erne til anden halvdel af 80’erne.
Og nu står vi så her med udsigt til en meget ringe velstandsudvikling i Danmark i de kommende år. Og virksomheder, der lukker deres arbejdspladser i Danmark ned, og åbner nye arbejdspladser i udlandet.
På grund af de høje skatter. De høje skatter, som skal finansiere de store offentlige udgifter.
Så grelt er det, at selv en SF’er som Ole Sohn nu kan se det. Han skulle blot være erhvervsminister i godt et år for at drage de samme konklusioner, som vi i Liberal Alliance er nået frem til.
For en måned siden sagde Ole Sohn:
”Skatten på arbejde skal sænkes. Det offentlige skal slankes. Jeg mener, man med god mening kan sige, at det offentlige også skal bidrage til at øge konkurrenceevnen.”
Det er en sejr for den sunde fornuft, at en SF’er kan nå frem til den erkendelse efter et år som erhvervsminister. Men sådan kan det jo gå, når man udsættes for virkeligheden i et ministerium, som har fingeren på pulsen.
Vi glæder os i Liberal Alliance over, at det nu er ingen ringere end SF’s nye formand, som er kommet i skole i Erhvervsministeriet. Om et år vil vi måske også se de positive effekter der.
Indtil da – eller indtil senest det næste folketingsvalg – må vi bare erkende, at regeringen kan fortsætte sin uheldige kurs, hvor der år for år bruges stadig flere penge i den offentlige sektor med støtte fra regeringens ultrasocialistiske støtteparti, Enhedslisten.
Regeringens bud på, at få gang i økonomien igen, var en såkaldt kickstart, som flyttede forbruget af nogle penge i det offentlige fra 2014, 2015, 2016 og længere frem til et forbrug i 2013 og i 2012.
I dag forventer regeringen, at lavkonjunkturen i dansk økonomi vil fortsætte helt til 2018. Så det eneste, regeringen har gjort med sin kickstart, er at flytte rundt på offentligt pengeforbrug og nogle få arbejdspladser fra en fremtid med lavkonjunktur til en nutid med lavkonjunktur.
At Danmark forventes at blive et af de OECD-lande med den laveste økonomiske vækst i al overskuelig fremtid har man ikke håndteret, for regeringen har ikke ønsket at håndtere det.
Liberal Alliance bragte en række forslag, som markant kunne have forbedret dansk erhvervslivs konkurrenceevne, med til vores første og eneste møde med regeringen om den kommende finanslov. De fleste af tiltagene kunne finansieres ved, at regeringen blot undlod at bruge flere penge hvert år.
Men vi fik ikke meget mere end 20 minutter i selskab med finansministeren og regeringens øvrige økonomiske ministre. Det var tydeligt, at regeringen ikke var villig til at prioritere vækst og jobskabelse i den private sektor over regeringens planer om bevidstløst at øge det offentlige forbrug hvert eneste år.
Resultatet ser vi med denne finanslov, som regeringen så i stedet forhandlede hjem med ultrasocialisterne i Enhedslisten.
Man kan glæde sig over, at et stort flertal af danskerne har gennemskuet regeringen og udtrykker mistillid til regeringens økonomiske politik. Tæt på 60 procent af danskerne foretrækker et borgerligt flertal til at styre økonomien. Og 55 procent af danskerne fortæller, at de vil stemme på partier, som vil sætte denne regering fra magten.
Regeringen kan ikke skabe forudsætningerne for økonomisk fremgang for Danmark. Og den har af samme grund tabt vælgerne.
Liberal Alliance hjælper gerne regeringen med at gennemføre de reformer, som kan få økonomien på ret spor igen. Måske kan regeringen på den måde også hjælpe sig selv med at vinde vælgernes tillid igen. Det første ville være godt for Danmark. Det andet ville nok kun være godt for regeringen, men det må man tage med.
Den økonomiske politik, som regeringen fører nu, kan Liberal Alliance ikke støtte. Derfor vil Liberal Alliance i morgen stemme imod regeringens finanslov.
