I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag bringer vi her Katrine Winkel-Holms artikel om feminisme i Critique 2011, om hvordan kvindekampen gik fra at være et forsvar for kvinders rettigheder til at blive et ideologiske lighedsprojekt:
”Man spillede kønnene ud mod hinanden og fornægtede den gensidige afhængighed mellem mand og kvinde. På den måde blev der ganske rigtigt lagt gift for familiedannelsen. For det bliver uhyre vanskeligt at danne familie, hvis ægtefællerne ikke må være afhængige af hinanden, og hvis en nybagt mor ikke må være økonomisk afhængig af sin mand.Rødstrømpernes marxistiske oprør var præget af kulturelt selvhad. Det var det vestlige, kapitalistiske patriarkat, der var fjenden. Også i dag har rødstrømperne, der nu sidder på ledende poster inden for kvindeforskningen, svært ved at se forskel på en burka og en stilethæl.”
Hun beskriver hvordan denne kvindebevægelse tog patent på kvindesagen og spændte den for en radikalismens vogn, og hun fremhæver de voldsomme omkostninger ved denne kønsrevolution, som ifølge hende har gjort det sværere at være kivinde, hvis man da ikke lige ønsker at følge den vej, som feminismens emancipationsprojekt foreskriver.
”Det viste sig altså at være et uhyre omfattende projekt at blive en fri kvinde: Kvindeligheden og kvindelighedens symboler skulle nedbrydes, det traditionelle spil mellem kønnene bandlyses, manden periodisk udelukkes fra kvindens tilværelse, tosomhed og (andre kvinders) ægteskab omstødes.Rødstrømperne måtte altså først og fremmest lave om på sig selv og delvist destruere deres egen kvindelighed: Den gamle kvinde var nødt til helt at forgå, for at den nye og frie kunne opstå. For at skabe en ny kvindekultur skulle man foragte den gamle. For at blive sand kvinde skulle man udviske kvindeligheden.”