Der røg millionærskatten

LEDER: Så bliver det tilsyneladende alligevel ikke til noget med den millionærskat, som Socialdemokraterne og SF i valgkampen brugte som et populis...

Ole Birk Olesen,

30/09/2011

LEDER: Så bliver det tilsyneladende alligevel ikke til noget med den millionærskat, som Socialdemokraterne og SF i valgkampen brugte som et populistisk middel til at kapre flere vælgere. Alle påstandene om, at der af VK-regeringen var givet ufinansierede skattellettelser for ufattelige summer til "de rigeste", men at der nu ville blive rådet bod på denne uretfærdighed, var altså bare det rene pjank.

Da det kom til stykket, vidste man formentlig godt, at det ville være dumt at indføre en millionærskat. Selv set med røde briller på, fordi provenuet i statskassen ikke kan stå mål med skadevirkningerne på velstandsudviklingen i Danmark.

Når Helle Thorning-Schmidt på et tidspunkt taler til offentligheden om sit regeringsgrundlag, så vil hun naturligvis sige, at det beklageligvis ikke kunne lade sig gøre at få de Radikale med på idéen, hvorfor den måtte opgives. Men når man tænker på, hvor central en del af S-SF-alliancens politik millionærskatten har været, så må den reelle forklaring være, at Thorning og hendes folk faktisk ikke havde lyst til for alvor at kæmpe for den. Millionærskatten var opfundet til brug for propaganda, ikke til virkeliggørelse.

Man mindes den forrige socialdemokratiske valgsejr i 1998: Nyrup genvandt magten, men kun ved at lyve sig til den. Han garanterede både uændret efterløn, ingen Euro-afstemning og ingen liberalisering af lejeloven. Kort tid efter valget gjorde han alligevel alle tre ting.

Nu venter vi så spændt på, at Helle Thorning-Schmidt fortæller, hvilke af alle de gaver, som S-SF i valgkampen lovede at ville dele ud - finansieret af en millionærskat - der også må vige for virkelighedens udfordringer.

Den nye regering fortjener ikke at få det let.

Kilde: