Brønderslev sagen
Som lærer er jeg uddannet og trænet i, at finde det positive i alt og alle, så lad mig starte med det. Det positive er, at Brønderslev kommune turde stille sig op på tv, også den sagsbehandler Inge, der ikke havde gjort sit arbejde godt nok. Det erkendte hun. Hun gav os ikke en tam undskyldning, men en forklaring på, hvorfor hun havde gjort, som hun havde gjort. Det synes jeg absolut er prisværdigt.
En anden ting, der er godt, er at man har taget konsekvensen og indført en række tiltag, der skal forhindre fremtidige sager, fx at når en sagsbehandler nægtes adgang til hjemmet, skal det tages alvorligt. Det er jo fuldstændig ubegribeligt, at sagsbehandlerne bare lod sig besnakke af faren, med det i baghovedet at lærere, pædagoger, naboer, ja sågar politiet havde lavet underretninger om familien. Alligevel accepterede man faren snak og gjorde intet. Man reagerede heller ikke da underretningerne fortsatte i en lind strøm efterfølgende.
Det er ganske enkelt ikke godt nok, og det erkendte hun også. At hendes chef blev fyret og ikke hende fortæller nok, at der er sket noget i kulissen, vi ikke kender til. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men selvfølgelig vurderes ingen kun på én sag.
Hadegrupper
Men derfra til at oprette hadegrupper på Facebook, true hendes børn (hvad i alverden har de gjort?) og hende er helt ude i hampen. Hverken Inge eller nogle andre sagsbehandlere er mødt op med indstillingen, at de ville gøre et dårligt stykke arbejde. Det eneste man får ud af det, er at når der kommer en ny alvorlig sag, så vil ingen stå frem og give en forklaring.
For der kommer en ny sag. Heldigvis er der mange år mellem hver sag, men der vil komme en ny Brønderslev sag på et eller andet tidspunkt. Der kan ganske enkelt ikke indføres regler der vil kunne forhindre en lignende sag, uden at vi må give køb på vores helt grundlæggende frihedsrettigheder. Det sociale system bygger på skøn og menneskelige vurderinger og uanset hvordan man vender og drejer det, så vil der ske fejl i et sådan system. Men tænk på alternativet. Alternativet vil være et system med stive regler om hvordan toiletterne skal være, hvor opryddet der skal være etc., det vil ingen ønske.
Hvad kan vi lære?
Det vigtigste ved denne sag må være at alle kommuner lærer af sagen, sådan at der også i fremtiden vil være meget langt imellem hver sag. Måske skulle man overveje at slippe sagsbehandlerne mere frie, så de kan bruge deres fornuft og instinkt, frem for at de er bundet til skrivebordet og sagsmapperne. Hvis Inge havde insisteret på at bese forholdene med politiets hjælp havde det krævet adskillige dage, ja måske ugers, arbejde, før hun med en dommerkendelse kunne komme ind sammen med politiet – og mon ikke der var ryddet op på det tidspunkt?
Tænk, hvis hun bare kunne have ringet til politiet og bedt dem hjælpe hende ind. God ide, tænker vi sikkert, men hvad blev der lige af retssikkerheden. Det er en vanskelig balancegang mellem privatsfæren og statens forpligtigelser. Jeg har ikke løsningen.
Man kan udmærket synes, det virker meget underligt, at hverken hende eller hendes kollega fandt stedets beskaffenhed så ringe, at man forfulgte sagen, men det var altså deres subjektive bedømmelse at det ikke var et slemt sted, og det må vi så acceptere som forklaringen, på at de ikke gjorde mere ved sagen. I et system, der bygger på mennesker, vil der altid ske fejlskøn. Det må vi leve med. Alternativet er værre.
Fra politisk side må man spørge sig selv, om det er rimeligt at hver enkelt kommune skal hænge på regningen. Man kan vel sige at de kommuner, der er dygtige til at opdage problemer også vil være dem, der får størst udgift på området i hvert fald her og nu.
Samfundsøkonomisk er det slemt, for hvis en kommune undlader at gribe ind pga. økonomi, så kan udgifterne meget vel blive enorme senere. I Brønderslev sagen er der næppe tvivl om, at opgøre vi familien om 40 år, så er udgifterne minimum et trecifrede millionbeløb, og så begynder enkelte kommuners iver for at spare et par millioner her og nu jo at blegne. Og så har vi fortsat ikke engang berørt de menneskelige aspekter, hvilket er det absolut vigtigste i et velfærdssamfund.
Måske skal vi spørge os selv, om det ikke er vigtigere, at vi har et velfærdssamfund for de svageste. Lige nu bruger vi så meget energi på alle, at de svageste bliver overset.
