Socialdemokrater, og andre ligesindede, mener at staten har en vigtig rolle at spille i samfundet. Staten skal bl.a. fungere som fordeler af den producerede velstand. Denne ideologi siger at velstanden skal fordeles demokratisk, og bunder i en retfærdighedsfølelse, siger de.
Det bliver dog svært at løfte argumentationen, i en fri markedsøkonomi, når de skal forklare hvordan det kan være, at der findes et fordelingsproblem. Enhver der tjener markedet, modtager en belønning, betaling, godtgørelse for den værdi som godet er værd. Godet værdsættes af andre markedsdeltagere, som efterspørger godet fordi det kan bruges til at opnå netop deres mål. Dette gælder både for kapitalister, iværksættere og den almindelige lønmodtager. I markedsprocessen søger alle deltagerne at opfylde, så vidt det er muligt, egne behov i højst mulig grad, ved at handle frivilligt med hinanden.
Lønmodtageren sælger sin arbejdskraft til den der giver lønmodtageren størst personlig værdi (løn, goder, arbejdsvilkår osv.). Kapitalisten investerer i de projekter der giver størst afkast. Iværksætteren ansætter de medarbejdere der bedst tjener hans projekt, etc.
Handel af goder på markedet kommer både køber og sælger til gavn. Den som køber godet værdsætter det højere end pengebeløbet, og den som sælger godet værdsætter pengebeløbet højere end godet. Det er et basalt markedsøkonomisk princip at begge parter i handlen vinder ved den frivillige handel.
Det viser at den som er i stand til at tjene markedet bedst, er i stand til at bytte sig frivilligt til den største velstand. Sagt på en anden måde: Den som tilfører markedet størst værdi, vil også kunne modtage den største belønning herfor.
Denne analyse er nok tabt på en ægte socialdemokrat. Følger man analysen står det klart, at der ikke findes et fordelingsproblem. I det frie marked bytter deltagerne sig til de goder der giver den største tilfredsstillelse og fordeler derved belønningen. Markedet belønner den som dygtigst tjener andre.
Fordelingsproblemet er derfor et politisk ønske om at gå imod markedets ønsker.
Som Ludwig Von Mises skrev i Human Action p. 800:
Now in the market economy this alleged dualism of two independent processes, that of production and that of distribution, does not exist. There is only one process going on. Goods are not first produced and then distributed. There is no such thing as an appropriation of portions out of a stock of ownerless goods. The products come into existence as somebody's property. If one wants to distribute them, one must first confiscate them.
Den socialdemokratiske tankegang om fordelingspolitik bygger således på en fejlslutning i den økonomiske teori. Markedsdeltagerne har frivilligt fordelt resurserne mellem sig, til deltagernes størst mulige tilfredsstillelse. Når markedsfordelingen tilsidesættes, og statens skattevæsen træder til og konfiskerer en del af velstanden, nedbrydes de frivillige signaler i markedet, der normalvis tilskynder større produktion af værdifulde goder. Den besynderlige situation opstår på baggrund af statens indgriben i det fredelige marked. Præcis de dygtige producenter, dem der dygtigst tjener markedet og opnår størst velstand, straffes særligt hårdt, selvom netop denne produktion var værdifuld og har modtaget stor frivillig belønning.
Den særligt dygtige bærer derfor både på det åg at tjene sine kunder bedst, og herefter at skattevæsenet konfiskerer en del af producentens belønning for sit virke for at tjene andre.
Virker det særligt retfærdigt?
