G-20 landene har med de ekspansive finanspolitikker bevæget sig ud i en situation hvor meget store budgetnedskæringer er nødvendige, og det fremstår nu tydeligt at de hovedløse feberredninger i finanskrisen har fremtvunget en langt værre situation.
De ekspansive pengepolitikker og den eksplosive stigning i statsgælden tvinger sandsynligvis flere markante ændringer igennem i det politiske system. Magten er allerede tippet i Storbritannien og den nye regering varsler nu astronomiske offentlige budgetnedskæringer.
Den situation som i øjeblikket udspiller sig i britisk økonomi har et tydeligt fortilfælde i USA i 1937, da de amerikanske myndigheder besluttede at stramme budgettet op, samtidig med at skatterne øgedes og renten forhøjedes. Dengang virkede det som en knude på likviditetsstrømmen.
Det vil det også gøre i dag. Der kommer ikke meget likviditet ud i de britiske marked på de betingelser. Hvis der ikke var deflation før, kan det med sikkerhed fastslås at britisk økonomi nu må imødese en dramatisk recession.
I Grækenland vælter skeletterne stadig ud af skabet, og man regner nu med at den samlede offentlige gæld divideret med BNP i Grækenland udgør svimlende 123 % - det er 43 % mere end gennemsnittet for OECD-landene, (og i OECD-landene er den gennemsnitlige gældskvote ellers fordoblet på 3 år).
Den amerikanske basis-pengemængde er fordoblet siden starten på finanskrisen og statsgælden er nærmest eksploderet til svimlende 13.000.000.000.000 $. Obama-administrationen's sociale kontrakt med det amerikanske folk er samtidig desuden vokset væsentligt og man anslår at den offentlige gæld (inklusive de ufinansierede forpligtelser) i dag løber op i nærheden af 600 % af BNP i USA.
Staterne har med den ekspansive finanspolitik og de kvantitative pengepolitikker gjort dårlige tider værre, og problemerne i økonomien er nu langt mere alvorlige end under finanskrisen.
Kreditmarkederne står til en drastisk forværring. De ændrede udgangsbetingelser for de økonomiske udsigter betyder at den finansielle stabilitet er langt mere usikker, og landenes meget alvorlige forværringer i gældskvoten betyder, at der kan forventes drastiske opstramninger i kreditter og markante renteforhøjelser på den korte bane.
Det er sandsynligvis også på kort sigt et dramatisk fald på børserne under opbygning - og på grund af de høje gearinger markedet vil det medføre yderligere opstramning i kreditterne, - og det uanset hvad Trichet, Bernstein og Bernanke ellers siger.
Man kan da heller ikke afvise at vi står over for et totalt sammenbrud i de internationale kapitalmarkeder. Det er i høj grad sandsynligt at vi nu træder ind i en periode med både deflation, stagnation og økonomisk tilbagegang. Parallellen til den store depression er klar.
Nu mangler vi bare krakket
(Det er sidste udkald for at surre renten fast.)
De ekspansive pengepolitikker og den eksplosive stigning i statsgælden tvinger sandsynligvis flere markante ændringer igennem i det politiske system. Magten er allerede tippet i Storbritannien og den nye regering varsler nu astronomiske offentlige budgetnedskæringer.
Den situation som i øjeblikket udspiller sig i britisk økonomi har et tydeligt fortilfælde i USA i 1937, da de amerikanske myndigheder besluttede at stramme budgettet op, samtidig med at skatterne øgedes og renten forhøjedes. Dengang virkede det som en knude på likviditetsstrømmen.
Det vil det også gøre i dag. Der kommer ikke meget likviditet ud i de britiske marked på de betingelser. Hvis der ikke var deflation før, kan det med sikkerhed fastslås at britisk økonomi nu må imødese en dramatisk recession.
I Grækenland vælter skeletterne stadig ud af skabet, og man regner nu med at den samlede offentlige gæld divideret med BNP i Grækenland udgør svimlende 123 % - det er 43 % mere end gennemsnittet for OECD-landene, (og i OECD-landene er den gennemsnitlige gældskvote ellers fordoblet på 3 år).
Den amerikanske basis-pengemængde er fordoblet siden starten på finanskrisen og statsgælden er nærmest eksploderet til svimlende 13.000.000.000.000 $. Obama-administrationen's sociale kontrakt med det amerikanske folk er samtidig desuden vokset væsentligt og man anslår at den offentlige gæld (inklusive de ufinansierede forpligtelser) i dag løber op i nærheden af 600 % af BNP i USA.
Staterne har med den ekspansive finanspolitik og de kvantitative pengepolitikker gjort dårlige tider værre, og problemerne i økonomien er nu langt mere alvorlige end under finanskrisen.
Kreditmarkederne står til en drastisk forværring. De ændrede udgangsbetingelser for de økonomiske udsigter betyder at den finansielle stabilitet er langt mere usikker, og landenes meget alvorlige forværringer i gældskvoten betyder, at der kan forventes drastiske opstramninger i kreditter og markante renteforhøjelser på den korte bane.
Det er sandsynligvis også på kort sigt et dramatisk fald på børserne under opbygning - og på grund af de høje gearinger markedet vil det medføre yderligere opstramning i kreditterne, - og det uanset hvad Trichet, Bernstein og Bernanke ellers siger.
Man kan da heller ikke afvise at vi står over for et totalt sammenbrud i de internationale kapitalmarkeder. Det er i høj grad sandsynligt at vi nu træder ind i en periode med både deflation, stagnation og økonomisk tilbagegang. Parallellen til den store depression er klar.
Nu mangler vi bare krakket
(Det er sidste udkald for at surre renten fast.)
