Med hovedfokus på lav inflation for eurolandene, er det særligt vigtigt at staternes udgifter balanceres mod indtægterne, så lånebehovet ikke bliver for stort og dermed driver den fælles rente i vejret.
EU's Stabilitets- og vækstpagt sikrer at væksten i statsfinanserne er begrænset til 3 % af BNP, dog således at i nedgangstider, som vi netop oplever i disse tider i EU, kan grænsen overskrides.
Frankrig forventer ikke at vende tilbage til 3 %-reglen før i 2015. Derimod har Tyskland fornyligt vedtaget en lov med endnu strengere budgetdisciplin end ØMU'en foreskriver...
Tanken om en fælles finanspolitik, som understøtter en fælles pengepolitik forekommer derfor i dag langt mere diffus end nogensinde før. Med de strukturelle ubalancer, der står som en skærende kontrast ØMU-landene i mellem, ser det alt i alt ikke ud til at euroen kommer til at erstatte dollaren som verdens reservevaluta.
EU har allehånde vanskeligheder, med at få medlemslandene til at overholde de aftalte normkrav til økonomierne, glider Vækst og stabilitet i baggrunden, for en stadig mere svag og kriseorienteret tilgang til økonomien. En række europæiske landes budgetunderskud truer allerede i dag, med at trække grundlaget væk under EU’s Vækst og stabilitetspagt.
Væksten - kan man sige - er til at overse … og med hensyn til stabiliteten? Den voksende pengemængde i perioden 2001 - 2007 afspejlede de stigende aktiviteter - ikke bare i EU-regionen - men i hele verden - og det hænger i høj grad sammen med de billige kreditter, der blev en realitet da FED satte styrerenten ned efter angrebet på WTT. Det betyder dog ikke at det er Ben Bernankes “skyld”, nej, det betyder at EU har svigtet sine egne målsætninger om mådehold i staternes husholdning - ligesom at det i dag også er et faktum, at den hævdvundne indsigt og håndtering af økonomiske sammenhænge, som ligger til grund for Vækst og Stabilitetspagten mere eller mindre er gået fløjten igennem den seneste højkonjunktur.
Men det er ikke noget nyt. Det er betingelserne for verdensøkonomien: Aktørerne skriver lærebøgerne om, når det går godt - og når det går skidt, hænger vi i den samme gamle dynd - bare på en helt ny måde.
Den økonomiske krise af i dag stiller også helt nye udfordringer til de enkelte nationaløkonomier. For EU betyder det, at de aftalte regler for styrkelse af Stabilitet og vækst ikke længere afspejler status quo, og de beskedne krav er nok en tand for moderate i en verden, hvor de uregerlige valutaregimer som USA og Storbritannien praktiserer i GBP og USD, har sat nye standarder for både emission af kapital, budgetoverskridelser, rente og inflation og stabilitet.
De gældene normkrav til nationaløkonomierne, jvf. EU’s vækst og stabilitetspagt, som er knyttet til den Økonomiske og Monetære Union har hidtil været:
Budgetunderskuddet ikke må udgøre 3 % af BNP
Den offentlige gæld ikke må overstige 60 % af BNP
Der skal desuden årligt indgives stabilitets- eller konvergensprogrammer (som anviser hvorledes landet vil opnå eller beskytte sunde finanspolitiske stillinger på mellemlangt sigt under hensyn til de budgetmæssige virkninger af den aldrende befolkning).
Hvis der har været tale om et uforholdsmæssigt stort underskud i henhold til traktaten, vil Rådet rette henstillinger til det pågældende medlemsland om at afhjælpe underskudet inden for en given tidsfrist. Hvis det efterfølgende har vist sig at ikke at hjælpe, pålægges herefter sanktioner.
Et stort antal Euro-lande lever i dag faktisk ikke op til kravene i Vækst- og Stabilitetspagten, og for budgetåret 2010 er situationen endnu mere grel…
Udfordringen for EU bliver derfor i den nærmeste fremtid at skrue på Vækst og Stabilitetspagten, så den kommer i overensstemmelse med dén dagsorden, der løber ud fra G-20 topmøderne, som foreskriver store statslige kapitalindsprøjtninger, og kraftige ekspansive finanspolitiske tiltag.
IMF har allerede været ude og advare imod at den negative vækst trækker dybere spor i økonomierne end hidtil ventet, og at de exit-planer som G-20 landene taler om, ligger et godt stykke ude i fremtiden. Dagsordenen burde da også snarere være, at arbejde henimod en plan for, hvordan man kan trække økonomien i en retning, hvor markedsøkonomiens udbudsdel kan tage over for de finanspolitiske tiltag, der i dag trækker økonomien - men det er nok nemmere sagt end gjort …
Men der kan hentes en stor gevinst i vækstorienterede politikker.
I en økonomi som den danske, vil det faste fokus på en velfærdsmaksimerende politik vanskeliggøre særligt drastiske konkurrenceforbedrende erhvervsøkonomiske politikker. Skattenedsættelser og løntilbageholdenhed - eller direkte lønnedgang i den store offentlige økonomi, vil kunne retfærdiggøre at sænke skatterne yderligere - og det vil kunne styrke væksten. Men det ligger nok ikke lige for højrefoden, her i landet. Regeringens prioritering - eller manglende prioritering - af vækst, har i stedet medført at er nedsat et såkaldt Vækstforum. Tiden vil vise om der også kommer en anvendelig vækstorienteret politik ud af det...
Det vil under alle omstændigheder være nødvendigt at fokusere på produktivitetsforbedrende politikker, bedre og mere innovation, samt skærpede effektivitetskrav i udnyttelsen af ressourcerne i den offentlige sektor, for at drive økonomien ud af den negative vækst …
EU's Stabilitets- og vækstpagt sikrer at væksten i statsfinanserne er begrænset til 3 % af BNP, dog således at i nedgangstider, som vi netop oplever i disse tider i EU, kan grænsen overskrides.
Frankrig forventer ikke at vende tilbage til 3 %-reglen før i 2015. Derimod har Tyskland fornyligt vedtaget en lov med endnu strengere budgetdisciplin end ØMU'en foreskriver...
Tanken om en fælles finanspolitik, som understøtter en fælles pengepolitik forekommer derfor i dag langt mere diffus end nogensinde før. Med de strukturelle ubalancer, der står som en skærende kontrast ØMU-landene i mellem, ser det alt i alt ikke ud til at euroen kommer til at erstatte dollaren som verdens reservevaluta.
EU har allehånde vanskeligheder, med at få medlemslandene til at overholde de aftalte normkrav til økonomierne, glider Vækst og stabilitet i baggrunden, for en stadig mere svag og kriseorienteret tilgang til økonomien. En række europæiske landes budgetunderskud truer allerede i dag, med at trække grundlaget væk under EU’s Vækst og stabilitetspagt.
Væksten - kan man sige - er til at overse … og med hensyn til stabiliteten? Den voksende pengemængde i perioden 2001 - 2007 afspejlede de stigende aktiviteter - ikke bare i EU-regionen - men i hele verden - og det hænger i høj grad sammen med de billige kreditter, der blev en realitet da FED satte styrerenten ned efter angrebet på WTT. Det betyder dog ikke at det er Ben Bernankes “skyld”, nej, det betyder at EU har svigtet sine egne målsætninger om mådehold i staternes husholdning - ligesom at det i dag også er et faktum, at den hævdvundne indsigt og håndtering af økonomiske sammenhænge, som ligger til grund for Vækst og Stabilitetspagten mere eller mindre er gået fløjten igennem den seneste højkonjunktur.
Men det er ikke noget nyt. Det er betingelserne for verdensøkonomien: Aktørerne skriver lærebøgerne om, når det går godt - og når det går skidt, hænger vi i den samme gamle dynd - bare på en helt ny måde.
Den økonomiske krise af i dag stiller også helt nye udfordringer til de enkelte nationaløkonomier. For EU betyder det, at de aftalte regler for styrkelse af Stabilitet og vækst ikke længere afspejler status quo, og de beskedne krav er nok en tand for moderate i en verden, hvor de uregerlige valutaregimer som USA og Storbritannien praktiserer i GBP og USD, har sat nye standarder for både emission af kapital, budgetoverskridelser, rente og inflation og stabilitet.
De gældene normkrav til nationaløkonomierne, jvf. EU’s vækst og stabilitetspagt, som er knyttet til den Økonomiske og Monetære Union har hidtil været:
Budgetunderskuddet ikke må udgøre 3 % af BNP
Den offentlige gæld ikke må overstige 60 % af BNP
Der skal desuden årligt indgives stabilitets- eller konvergensprogrammer (som anviser hvorledes landet vil opnå eller beskytte sunde finanspolitiske stillinger på mellemlangt sigt under hensyn til de budgetmæssige virkninger af den aldrende befolkning).
Hvis der har været tale om et uforholdsmæssigt stort underskud i henhold til traktaten, vil Rådet rette henstillinger til det pågældende medlemsland om at afhjælpe underskudet inden for en given tidsfrist. Hvis det efterfølgende har vist sig at ikke at hjælpe, pålægges herefter sanktioner.
Et stort antal Euro-lande lever i dag faktisk ikke op til kravene i Vækst- og Stabilitetspagten, og for budgetåret 2010 er situationen endnu mere grel…
Udfordringen for EU bliver derfor i den nærmeste fremtid at skrue på Vækst og Stabilitetspagten, så den kommer i overensstemmelse med dén dagsorden, der løber ud fra G-20 topmøderne, som foreskriver store statslige kapitalindsprøjtninger, og kraftige ekspansive finanspolitiske tiltag.
IMF har allerede været ude og advare imod at den negative vækst trækker dybere spor i økonomierne end hidtil ventet, og at de exit-planer som G-20 landene taler om, ligger et godt stykke ude i fremtiden. Dagsordenen burde da også snarere være, at arbejde henimod en plan for, hvordan man kan trække økonomien i en retning, hvor markedsøkonomiens udbudsdel kan tage over for de finanspolitiske tiltag, der i dag trækker økonomien - men det er nok nemmere sagt end gjort …
Men der kan hentes en stor gevinst i vækstorienterede politikker.
I en økonomi som den danske, vil det faste fokus på en velfærdsmaksimerende politik vanskeliggøre særligt drastiske konkurrenceforbedrende erhvervsøkonomiske politikker. Skattenedsættelser og løntilbageholdenhed - eller direkte lønnedgang i den store offentlige økonomi, vil kunne retfærdiggøre at sænke skatterne yderligere - og det vil kunne styrke væksten. Men det ligger nok ikke lige for højrefoden, her i landet. Regeringens prioritering - eller manglende prioritering - af vækst, har i stedet medført at er nedsat et såkaldt Vækstforum. Tiden vil vise om der også kommer en anvendelig vækstorienteret politik ud af det...
Det vil under alle omstændigheder være nødvendigt at fokusere på produktivitetsforbedrende politikker, bedre og mere innovation, samt skærpede effektivitetskrav i udnyttelsen af ressourcerne i den offentlige sektor, for at drive økonomien ud af den negative vækst …
