Den virkelige årsag til at Helle og Lene er i problemer

Der er masser af fokus på faktuelle forhold omkring Helle Thorning-Schmidts skatteforhold, der regnes på dage og lyttes eksperters kloge udtalelser

Kent Hedemann Kristensen,

03/08/2010

Der er masser af fokus på faktuelle forhold omkring Helle Thorning-Schmidts skatteforhold, der regnes på dage og lyttes eksperters kloge udtalelser. På samme måde laves der lange skemaer over, hvilke møder Lene Espersen har deltaget i og navnlig, hvilke hun er sprunget over, helt uden smålig skelen til relevans og omkostninger for den danske stat.

Men der er ikke mange, der tænker over, hvor den grundlæggende forargelse opstår. Jeg er ganske sikker på, at Lene Espersen kunne have sprunget masser af møder over, hvis det da ikke lige var, fordi vi alle sad og tænkte, at det var en helt urimelig måde hun skaffede sig selv udenrigsministerposten på; stræberen puffede en pæn, dygtig og klog og ikke mindst ældre mand, Per Stig Møller, ned fra posten. Det for selv at komme nemt til en post, der skulle skaffe hende popularitet og fremgang.

På samme måde tror jeg, at alle, der virkeligt tænker efter, ved, at Helle Thorning Schmidt ikke har en kinamands chance for, at slippe uplettet igennem skattefars krogede fangarme. Enhver ved, at vores skattelovgivning er så kompliceret og embedsværket så nidkært, at de med 100 % sikkerhed vil finde et eller andet, der er galt. Så kan man sige, at en toppolitiker burde tænke mere på SPIN og slet ikke komme i nærheden af problemzonen. Men igen er problemet jo ikke, at HTS faktuelt er i en gråzone, problemet er, at hun og hele det røde heppekor gang på gang har stillet sig op og moraliseret overfor os andre, gør dit, gør dat, gør ikke hint, betal din skat med glæde, lev sundt, send ikke dine børn i privatskole osv. Osv.

Begge politikere bliver vejet på samme vægt; den de selv har stillet op, ved deres gerninger og udtalelser!

HTS har tilsyneladende opbakning fra sit bagland, det ser ud som om LE ikke har det. Kan det være fordi, HTS har passet sine rødder, og LE ikke har?
Anders Fogh Rasmussen havde altid en massiv opbakning, også selv da han ophørte fuldstændigt med at føre liberal politik og blev en slags socialdemokrat. Hvorfor? Fordi han forinden havde brugt årevis på at passe sit politiske bagland. Han valgte at prioritere sin næstformandspost højt i årevis under Uffes formandskab, netop fordi han rejste land og rige rundt og plejede sit bagland, så de var der for ham senere.

Jeg er sikker på, at det, der kan fælde LE, er, at hun måske ikke har passet sit bagland, og hun med udenrigsministerposten cementerede indtrykket af en stræber, der gerne skubber andre væk for egen vindings skyld. På samme måde kan det blive HTS' redning, hvis hun da ikke har medvirket til groft kriminel skattesvig, at hun har passet sit politiske bagland og brugt mange ressourcer på at pleje kontakten til SF.

Der er ingen genveje til langvarig succes, heller ikke i politik. Godt for det!

Kilde: