Det påstås her, at den overvejende psykologiske grund til hvorfor venstreorienterede så fanatisk kritiserer den eksisterende orden, og advokerer for ændringer, er for at tilfredsstille det presserende behov for selvpromovering og ego-boost – og ultimativt for magt, alle tiders størst ego-boost. De behøver offentlig opmærksomhed; de har behov for at vise raseri; de har behov for at synes klogere og venligere og mere retfærdig end sine medmennesker. De ynder at se dem selv i rollen som David mod Goliath. De har behov for at vise, at de tilhører den eksklusive klub af dydige og kloge, så de nobelt kan instruere og beordre de mindre kloge og mindre dydige medmennesker. Deres behov er et presserende behov for opmærksomhed, selvpromovering og selvbekendtgørelse. De er grundlæggende ubetydelige folk, der har behov for at føle sig vigtige og er bedrøvede over deres mangel på anerkendelse og magt. Man fristes til at forme den hypotese, at da disse var børn, så deres mor ikke på dem, når de sagde: ”Mor, se på mig”.
Dette betyder, at den ”varme indre glød” de opnår gennem deres agitation, værdsættes højt. Så det kan ikke undre, at noget der truer med at forstyrre dette – såsom blotte fakta – ignoreres beslutsomt. Dette venstrefløjens syn på dem selv som ”de retfærdiges klub” må aldrig trues eller forstyrres, kan måske bedst ses i lyset af Lomborg´s resultater, der mestendels blev nedgjorte, mere end forsøgt gendrevet.
Så folk der selv desperat ønsker magt, opmærksomhed og hæder, misunder med lidenskabelighed de der allerede har dette. Forretningsmænd, etablissementet, rige mennesker, overklassefolk, magtfulde politikere og enhver der støtter bevarelsen af den eksisterende orden, på enhver måde af den venstreorienterede ses som forhindringer, der forhindrer den venstreorienterede i at få det ønskede. De ses alle automatisk som uværdige, sammenlignet med den venstreorienteredes egne dyder og krav på hvad andre har. ”Hvorfor skal de have…” er den venstreorienteredes implicitte skrig – og de der deler dette skrig, har en forståelse af hinanden, som intet rationelt argument kunne opnå, og ingen udenforstående nogensinde kunne dele.
Misundelse er en meget almindelig ting, og de fleste af os har sandsynligvis på et tidspunkt misundt nogen, men for én med den venstreorienteredes stærke egoistiske behov, bliver misundelse til had, og en fortærende kraft, der nemt kan tilskrives den kommunistiske bevægelses grumme brutalitet, og dens destruktive politikker (såsom straffende høje skatter, priskontroller og generel overregulering) implementeret af venstrefløjen i demokratiske samfund. Så den økonomiske destruktion og generelle forarmelse der typisk bringes af venstrefløjen, er ikke så irrationel, som man først kunne antage. Venstrefløjen ønsker faktisk dette. At fattiggøre andre er almindeligvis en uendeligt højere prioritet for denne, end at gøre nogen noget godt. Man kunne få den mistanke, at de fleste venstreorienterede erkender, at ingen revolution eller social transformation, nogensinde vil sætte dem i en position af magt og velstand, så destruktionen af velstand og magt for de der allerede har den, må være det, de hovedsagligt kan håbe at få ud af at støtte venstreorienteret politik.
Om nogen er vigtig, rig, succesfuld, berømt og så videre, er selvfølgelig meget et spørgsmål om individuel opfattelse. Denne ”relative” vigtighed, prestige og så videre, ville kunne forklare hvorfor mange aktive venstreorienterede er højt uddannede akademikere. Dette har generelt en høj status, og giver en indkomst over gennemsnittet, og kan ses som givende anseelig anerkendelse og hæder. Men hvis status er præcist hvorfor visse folk har gjort sig den anseelige ulejlighed, krævet for at indtage denne position, kan det meget vel være, at denne persons ego-behov er så stort, at man tørster efter endnu større prestige. Et professorat kan være prestigefyldt, men stadigt set som givende alt for lidt magt, offentlig eksponering og muligheder for selvpromovering. ”Nu I kan se hvor klog jeg er, burde det være mig der kørte showet”, er en indlysende tanke for sådanne folk. Lidt magt eller berømmelse er ikke nok magt og berømmelse for dem.
Behovet for selvpromovering synes dog som de modnes, at tendere aftagning – hvilket er en del af grunden til, at kandidater synes mindre radikale, end studerende, og hvorfor ældre mennesker tenderer at være meget mere konservative end unge mennesker. For at lave en lettere mistolkning af Lenin, så synes det at være venstreorienteret, at være ”en infantil forstyrrelse”.
Og intet af ovenstående er selvfølgelig ment som en antagelse af, at egoistiske behov, selvretfærdighed og så videre, kun begrænses til venstreorienterede. Med dette menes blot, at det at være venstreorienteret er det principielle politiske udtryk for sådanne behov. Sådanne behov kan også mødes af religion, og det bør noteres, at Kommunisme ofte af dens kritikere blev beskrevet som en religion. Hvorfor folk vælger politik, mere end andre måder at mætte ego-behovene, ville være emne for en helt anden undersøgelse, men det synes muligt, at den potentielt meget brede eksponering som politik bidrager med for den enkelte, kan tiltrække folk med de allerhøjeste ego-behov. Dette høje ego-behov blandt venstreorienterede ville også forklare den meget større politiske aktivisme på den politiske venstrefløj, sammenlignet med det noget dvaske politiske højre.
Andre grunde til at være venstreorienteret synes at være:
Nogle venstreorienterede anser dem selv for værende kloge, fordi de kan finde ud af at kritisere.
Nogle er oprigtigt indignerede over ting de ikke forstår, og ønsker blindt at ændre disse ting.
Nogle er oprigtigt sørgmodige over andres ulykkelige oplevelser, og ønske at fikse det så hurtigt som muligt, uden at være kloge nok til at søge redskaberne til at fikse det, uden at være selvudslettende.
Nogle, især unge, er idealister, der finder verdens uperfekte tilstand utilfredsstillende.
Nogle er kyniske opportunister, der i ændringer ser muligheder for dem selv.
Nogle gemmer ganske enkelt deres had til deres medmennesker i en kloak af gode intentioner. De ønsker at skade deres medmennesker, men behøver et systemskifte (en revolution) for at få mulighed for det.
Nogle venstreorienterede ved, at de selv er sære, så de prædiker ændringer i retning af tolerance mod alle særlinge, ud af ren egoisme.
Venstreorienterede kan være unge og ubevidste om de fleste af livets kompleksiteter, således at de drastisk enkle ”løsninger” og mantraer foretrukket af venstrefløjen, ganske enkelt kan virke fornuftige.
Den mere ”revolutionære” venstrefløj bruger ofte ord om ødelæggelse i deres slogans, så det kan synes sandsynligt, at visse venstreorienterede simpelthen ønsker at ødelægge ting. De søger en socialt acceptabel undskyldning for deres undertrykte destruktive trang. De er sandsynligvis ansvarlige for den vold og destruktion der ofte akkompagnerer venstrefløjen demonstrationer. Voldelige forandringer er deres interesse. I en anden tid og et andet sted, ville mange af dem have ladet sig indrullere i Hitler´s Brunskjorter.
Dette betyder, at den ”varme indre glød” de opnår gennem deres agitation, værdsættes højt. Så det kan ikke undre, at noget der truer med at forstyrre dette – såsom blotte fakta – ignoreres beslutsomt. Dette venstrefløjens syn på dem selv som ”de retfærdiges klub” må aldrig trues eller forstyrres, kan måske bedst ses i lyset af Lomborg´s resultater, der mestendels blev nedgjorte, mere end forsøgt gendrevet.
Så folk der selv desperat ønsker magt, opmærksomhed og hæder, misunder med lidenskabelighed de der allerede har dette. Forretningsmænd, etablissementet, rige mennesker, overklassefolk, magtfulde politikere og enhver der støtter bevarelsen af den eksisterende orden, på enhver måde af den venstreorienterede ses som forhindringer, der forhindrer den venstreorienterede i at få det ønskede. De ses alle automatisk som uværdige, sammenlignet med den venstreorienteredes egne dyder og krav på hvad andre har. ”Hvorfor skal de have…” er den venstreorienteredes implicitte skrig – og de der deler dette skrig, har en forståelse af hinanden, som intet rationelt argument kunne opnå, og ingen udenforstående nogensinde kunne dele.
Misundelse er en meget almindelig ting, og de fleste af os har sandsynligvis på et tidspunkt misundt nogen, men for én med den venstreorienteredes stærke egoistiske behov, bliver misundelse til had, og en fortærende kraft, der nemt kan tilskrives den kommunistiske bevægelses grumme brutalitet, og dens destruktive politikker (såsom straffende høje skatter, priskontroller og generel overregulering) implementeret af venstrefløjen i demokratiske samfund. Så den økonomiske destruktion og generelle forarmelse der typisk bringes af venstrefløjen, er ikke så irrationel, som man først kunne antage. Venstrefløjen ønsker faktisk dette. At fattiggøre andre er almindeligvis en uendeligt højere prioritet for denne, end at gøre nogen noget godt. Man kunne få den mistanke, at de fleste venstreorienterede erkender, at ingen revolution eller social transformation, nogensinde vil sætte dem i en position af magt og velstand, så destruktionen af velstand og magt for de der allerede har den, må være det, de hovedsagligt kan håbe at få ud af at støtte venstreorienteret politik.
Om nogen er vigtig, rig, succesfuld, berømt og så videre, er selvfølgelig meget et spørgsmål om individuel opfattelse. Denne ”relative” vigtighed, prestige og så videre, ville kunne forklare hvorfor mange aktive venstreorienterede er højt uddannede akademikere. Dette har generelt en høj status, og giver en indkomst over gennemsnittet, og kan ses som givende anseelig anerkendelse og hæder. Men hvis status er præcist hvorfor visse folk har gjort sig den anseelige ulejlighed, krævet for at indtage denne position, kan det meget vel være, at denne persons ego-behov er så stort, at man tørster efter endnu større prestige. Et professorat kan være prestigefyldt, men stadigt set som givende alt for lidt magt, offentlig eksponering og muligheder for selvpromovering. ”Nu I kan se hvor klog jeg er, burde det være mig der kørte showet”, er en indlysende tanke for sådanne folk. Lidt magt eller berømmelse er ikke nok magt og berømmelse for dem.
Behovet for selvpromovering synes dog som de modnes, at tendere aftagning – hvilket er en del af grunden til, at kandidater synes mindre radikale, end studerende, og hvorfor ældre mennesker tenderer at være meget mere konservative end unge mennesker. For at lave en lettere mistolkning af Lenin, så synes det at være venstreorienteret, at være ”en infantil forstyrrelse”.
Og intet af ovenstående er selvfølgelig ment som en antagelse af, at egoistiske behov, selvretfærdighed og så videre, kun begrænses til venstreorienterede. Med dette menes blot, at det at være venstreorienteret er det principielle politiske udtryk for sådanne behov. Sådanne behov kan også mødes af religion, og det bør noteres, at Kommunisme ofte af dens kritikere blev beskrevet som en religion. Hvorfor folk vælger politik, mere end andre måder at mætte ego-behovene, ville være emne for en helt anden undersøgelse, men det synes muligt, at den potentielt meget brede eksponering som politik bidrager med for den enkelte, kan tiltrække folk med de allerhøjeste ego-behov. Dette høje ego-behov blandt venstreorienterede ville også forklare den meget større politiske aktivisme på den politiske venstrefløj, sammenlignet med det noget dvaske politiske højre.
Andre grunde til at være venstreorienteret synes at være:
Nogle venstreorienterede anser dem selv for værende kloge, fordi de kan finde ud af at kritisere.
Nogle er oprigtigt indignerede over ting de ikke forstår, og ønsker blindt at ændre disse ting.
Nogle er oprigtigt sørgmodige over andres ulykkelige oplevelser, og ønske at fikse det så hurtigt som muligt, uden at være kloge nok til at søge redskaberne til at fikse det, uden at være selvudslettende.
Nogle, især unge, er idealister, der finder verdens uperfekte tilstand utilfredsstillende.
Nogle er kyniske opportunister, der i ændringer ser muligheder for dem selv.
Nogle gemmer ganske enkelt deres had til deres medmennesker i en kloak af gode intentioner. De ønsker at skade deres medmennesker, men behøver et systemskifte (en revolution) for at få mulighed for det.
Nogle venstreorienterede ved, at de selv er sære, så de prædiker ændringer i retning af tolerance mod alle særlinge, ud af ren egoisme.
Venstreorienterede kan være unge og ubevidste om de fleste af livets kompleksiteter, således at de drastisk enkle ”løsninger” og mantraer foretrukket af venstrefløjen, ganske enkelt kan virke fornuftige.
Den mere ”revolutionære” venstrefløj bruger ofte ord om ødelæggelse i deres slogans, så det kan synes sandsynligt, at visse venstreorienterede simpelthen ønsker at ødelægge ting. De søger en socialt acceptabel undskyldning for deres undertrykte destruktive trang. De er sandsynligvis ansvarlige for den vold og destruktion der ofte akkompagnerer venstrefløjen demonstrationer. Voldelige forandringer er deres interesse. I en anden tid og et andet sted, ville mange af dem have ladet sig indrullere i Hitler´s Brunskjorter.
