Den ufaglærte sandhed | Atlas Magasin

BAM

Toke Ernstsen,

10/02/2013

BAM. Tre siders interview med Thomas Blachman blev læst på under 12 sekunder. Føltes det i hvert fald som. Er det her det underdrevne geniale, må man spørge sig selv, eller det geni, der måske først for alvor anerkendes retrospektivt, eller er det geniets vanvid?

Uanset hvad, er det stærkt. Ikke som i hurtigt, fordi tiden flyver afsted, når manden taler, men stærkt som i kraftfuldt - fordi det giver mening. Fordi han finder ordene til de tanker, vi føler. Siger det logiske, der er så hamrende ulogisk i politik, men omvendt lige så levende. Fordi ord bliver levende og giver mening når virkeligheden og livet inddrages.

Så jeg siger: Ikke blachman alene, men hans slags, flere med hans format sammen: Åndslivet for President!

Åndslivet som inspirator for det politiske liv, som det politiske livs åndelige kilde. Som budbringer af de tanker og ideer, det i ånden fattige politiske liv ikke selv indeholder og implicit ikke evner at bringe frem, men som fraværet af bliver samfundets død.

Ikke statens, ikke strukturernes og slet ikke de offentlige kontrolorganers død. Alt det ufrugtbare er tværtimod i vækst og trivsel, sammen med erhvervslivet. Nej, det er nærværet, forståelsen, socialiteten, rummeligheden, sammenholdet - ja, selv den socialdemokratiske solidaritet, der snart er borte.

I stedet breder det golde sig i samfundet, fordi golde akademikere, som både er politikere og embedsmænd, alle fra de samme uddannelser og kredse, kun kan tilføre samfundet golde strukturer, tekniske indretninger og teknokratagtige løsninger til det engang levendes element.

Så det er nu, bedre sent end aldrig: Åndslivet for president. For det organiske samfunds skyld!