Følgende indlæg er blevet afvist af Politiken med begrundelsen ”pladsmangel”:
Hvorfor er venstrefløjen tavs?
Debatten om den tavse venstrefløj er et stadig tilbagevendende tema i de dominerende medier. Der gives endda udtryk for, at debatten lider som resultat af venstrefløjens manglende udspil. Præmissen er delvis rigtig: vi ser sjældent venstrefløjens bud på de store nationale og internationale påtrængende problemer i de dominerende medier. Og det er også rigtigt, at der mangler de helt store visioner, fremsat af højtprofilerede venstreintellektuelle, specielt unge nye kometer.
På den anden side er påstanden om venstrefløjens tavshed ukorrekt. Der er megen diskussionslyst blandt danskere med venstrefløjssynspunkter, hvor veteraner såvel som unge deltager, men det foregår internt i NGO-fora. Problemet for os på venstrefløjen – og for debatten i Danmark – er, at diskussionen ikke trænger igennem til medierne. De borgerlige medier, inklusive Politiken, udgør et filter for den savnede debat. Via mit mangeårige arbejde i flere NGOer og via mit NGO-netværk har jeg viden om, at talrige forslag til kronikker og debatindlæg returneres fra de store borgerlige aviser: Jyllandsposten, Berlingske Tidende og desværre også Politiken. Jo mere begrebet ytringsfrihed lovprises, desto mere finmasket er filteret. Principielt starter jeg med et forsøg på at få mine debatindlæg i den borgerlige presse, og når det så mislykkes, så ender den enten i den eneste liberale avis i Danmark, Information, eller alene på netværkets hjemmesider. Jeg kan med lethed indsamle talrige eksempler på denne filtrerende praksis via mit virke som formand for Rådet for Bæredygtig Trafik. I DR trives selvcensuren på den måde, at man stort set aldrig inviterer repræsentanter fra de danske NGO’er med til at dyste om de store samfundsproblemer.
Den debat, vi bliver vidne til, udfolder sig mellem mere eller mindre enige repræsentanter fra forskellige partier og fraktioner tillige med enkeltpersoner på højrefløjen. Det er unødvendigt at nævne navne. Debatten udmønter sig ikke i nye visioner for samfundsudviklingen, idet der stort set leveres samme medicin i større mængder for at opretholde fiktionen om den globale kapitalismes fortræffelighed: mere marked, mere privatisering af fællesskabets goder, udelukkelse af fremmed arbejdskraft og intellekt, samtidig med at de produktive aktiviteter i stigende omfang forsvinder ud af landet. Den manglende konfrontation af synspunkter på disse store samfundsanliggender bidrager til en fattigdom på visioner, hindrer en mulig skærpelse af visionerne og hæmmer dermed fremkomsten af nødvendige strategier for at finde ubetrådte veje.
Den konstaterede manglende debat er forbundet med den centraliseringstendens, som gør sig gældende internt i de store partier og i relationen mellem stat og kommuner. I virkeligheden er der kun to af partierne på tinge, som er liberale i den forstand, at de baserer deres politik på interne diskussioner og afklaring, dvs. tillader et internt partidemokrati, nemlig Det Radikale Venstre og Enhedslisten. Danmark er blevet et meget centralistisk land, på det partipolitiske og administrative plan. Desværre sammenblandes begrebet liberalistisk (tilhænger af markedskræfternes dominans) ofte med begrebet liberal (tilhænger af fordomsfri tilgang, fri meningsudveksling). En af de mest liberale personer, jeg har mødt i mit liv, er Venstres tidligere finansminister Thorkild Kristensen. Det lærte jeg meget af som medarbejder på det tidligere Institut for Udviklingsforskning, hvor han var chef en årrække. Besynderligt at venstrefløjen skal revses af personer som Venstres Søren Pind og Konservatives Per Stig Møller. I modsætning til øvrige politikere i København svarede førstnævnte, da han var Bygge- og Teknikborgmester, aldrig på invitationer til at deltage i debatten om byens trafikudvikling. Venstres stol stod næsten altid tom. Og sidstnævnte har i mange venstreintellektuelles øjne for alvor diskvalificeret sig som oprigtig debattør på grund af sin forvaltning af en vigtig ministerpost via et spind af bedrag over for offentligheden.
Så mit afsluttende råd til medierne er følgende: opsøg de organisationer og personer, hvor debatten om en alternativ samfundsudvikling foregår og inddrag dem ind i en nødvendig konfrontation af synspunkter, som kan gøre debatten mere levende og frugtbar. Og måske kan denne inklusion af venstrefløjen tillige højne befolkningens bevidsthed om nødvendige og udfordrende samfundsændringer.
Kjeld A. Larsen
Formand for Rådet for Bæredygtig Trafik
