Jeg var i Spanien på valgnatten, hvor de spanske vælgere smed socialisterne på porten. Efterhånden som resultaterne tikkede ind i løbet af aftenen, blev stemningen i blå blok bedre og bedre. Folk løb ud på gaden og bilerne truttede i hornet. Det var som en befrielse efter otte års socialistisk styre, der har kørt landet helt i sænk.
Spaniens konservative folkeparti Partido Popular, PP, har ikke alene vundet en knusende sejr over det regerende Socialistparti, PSOE. Socialisterne er helt ude af spansk politik i mange år. Om det vil gøre en forskel ved jeg ikke, for det er nok selve den spanske folkesjæl der er problemet.
Spaniens gældskrise og den høje arbejdsløshed på 21,5 procent afspejler et samfund, der er gået helt i stå. Det er tydeligt at her er et land uden penge til investeringer.
Alene det faktum at 200.000 virksomheder i bygge-og anlægssektoren er gået fallit i løbet af de sidste 3 år taler sine tydlige tal. I Spanien kan man påbegynde et byggeprojekt selvom finansieringen ikke er på plads, hvilket forklarer de mange halvfærdige ejendomme, der findes overalt i Spanien.
Socialisterne har ført en politik med øgede skatter og afgifter og bibeholdt et velfærdssystem med pensioner og gratisydelser, som vi kender det i Skandinavien, selvom der ikke har været en eneste Euro i statskassen.
Den store udfordring for det konservative parti er pensionsudgifterne. Uden yderligere reformer vil Spaniens pensionsudgifter blive næsten fordoblet frem mod 2060, så de fra at have udgjort lidt over otte procent af samfundsøkonomien i 2007 stiger til næsten 16 procent i 2060. I dag er pensionsalderen 65 år.
Et andet problem er fagforeningernes magt, der i realiteten fastholder spansk økonomi i et jerngreb. I mange sektorer bl.a. restautionsbranchen og den offentlige sektor er det praktisk talt umuligt at fyre en medarbejder, hvilket gør arbejdsmarkedet stift og ufleksibelt.
Har man en gang prøvet at besøge et offentligt kontor i Spanien vil man vide, hvor slemt det står til med arbejdsiveren og et bureaukrati uden sidestykke. Samme ånd finder man på de store halv-statslige restauranter, hvor tiden står stille og alt er som det var engang.
Det spanske ordsprog: "Gør ikke i dag, hvad du kan udskyde til i morgen." Lever desværre i bedste velgående. Og selvom jeg elsker Spanien og den dovne livsstil, så holder "mañana-attituden" ikke længere. Med mindre man vi se tyskerne opkøbe landet, som det er sket på Mallorca. Og ganske sigende for "den spanske syge", så er det en medicin, der virker, for regionen Mallorca er i dag blandt verdens rigeste og meget velfungerende.
