Den 4. juli kunne man i JP læse, at borgerne med de højeste
indkomster vinder mest på den netop vedtagne skattereform – en forsidehistorie
plus dobbeltside inde i avisen med grafer til illustration.
Socialdemokraternes finansordfører, John Dyrby Paulsen, blev
i artiklen spurgt, om man ikke burde have indført den såkaldte ”millionærskat”
fra valgprogrammet Fair Løsning. Jo, mente Dyrby. Hvis det havde haft ”gang på
jord”, havde det været en god ide, fordi ”der havde man fået en større effekt”.
Men hvilken effekt? Det ville i hvert fald næppe give flere
penge til statskassen. De økonomiske vismænd har regnet på, hvad statskassen
får ud af at indføre en sådan millionærskat. Umiddelbart ville der komme 600
mio. kr. i statskassen. Men derfra skal man trække de negative dynamiske
effekter som følge af, at folk arbejder mindre. Afhængigt af antagelserne,
ville dette tab udgøre mellem 300 mio. kr. og 1 mia. kr. I bedste fald står
staten altså til at opkræve 300 mio. kr. ekstra, og i værste fald ville den
faktisk få 400 mio. kr. mindre i
kassen. Ifølge vismændenes centrale skøn ville der være et lille samlet tab til
statskassen på 100 mio. kr.
En millionærskat ville altså ikke betyde, at folk med
indtægter over en million ville betale mere i skat. Formentlig snarere
tværtimod. Hvad kan det så være for en effekt, Dyrby ser ved en millionærskat?
Det er såmænd ganske enkelt: Topskatten ville i JP’s grafik have reduceret
rådighedsbeløbet efter skat hos den mest vellønnede indkomstgruppe. Ganske vist
ville dette tab af velstand ikke komme nogen andre til gode, eftersom staten
ikke ville få en krone ud af det. Der ville være et samlet tab af velstand for
Danmark. Men JP’s lighedsfikserede journalist ville ikke have stillet nær så
kritiske spørgsmål.
Så langt er vi kommet. Så hellig er økonomisk lighed blevet,
at Socialdemokraternes finansordfører ser det som en forbedring af samfundets
indretning, at nogle får det værre, uden at andre af den grund får det den
mindste smule bedre. Det er at dyrke misundelsen i sin mest samfundsnedbrydende
form.
Det er samtidig den logiske konsekvens af den måde, hvorpå
medierne – inklusiv JP i den nævnte historie – vælger at dække
fordelingspolitiske spørgsmål. Ser man isoleret på, hvor meget kemi-ingeniøren får
i skattelettelse sammenlignet med pensionisten, er det den helt logiske
konklusion for politikerne, at det gælder om at finde måder, hvorpå man kan
brandbeskatte de højtlønnede, også selvom det ikke giver en krone ekstra i
statskassen og er til stor skade for samfundet. Dette var grundlæggende set
logikken bag den ekstremt skadelige iværksætterskat – og tak i øvrigt til SSFR-regeringen
for at have afskaffet den, også selvom det øger uligheden en anelse. Da
VK-regeringen indførte iværksætterskatten, var det blandt andet for at reducere
gevinsten ved en skattereform for de højest lønnede.
Medierne kan bidrage til en mere nuanceret diskussion af
ulighed og fordelingspolitik ved ikke kun at se på effekten af ændringer men
også på det samlede skattesystem før og efter ændringerne. Eftersom højtlønnede
personer betaler meget mere i skat end resten af befolkningen, vil de også få
mere ud af en skattelettelse, næsten ligegyldigt hvordan man griber en reform
an. Men også efter reformen har Danmark et af verdens mest omfordelende
skattesystemer, hvor de højtlønnede betaler en meget høj andel af de samlede
skatter i international sammenligning.
