Som et glubsk kobbel ulve har oppositionens valgmaskine udset sig den svageste modstander og sat alle kræfter ind på at få has på byttet. Som ulvene har de haft stor succes med at afskære byttet fra resten af flokken, hvor floklederen er dybt bekymret for flokkens overlevelse.
Paradoksalt nok er det ikke den nuværende flokleder (læs: Lars Løkke Rasmussen), der alene bærer skylden for blå floks overlevelsesproblemer. Den gamle leder, Anders Fogh Rasmussen, blev træt af flokken og søgte nye græsgange. Den nye leder etablerede sin egen flok, som sidenhen bød på flere udskiftninger. Nye uprøvede og gamle kræfter skulle sikre flokkens overlevelse, hvilket har medført en rådvild flok, der stort set ikke aner, hvor den skal hen.
Alfa-hunnen i flokken (læs: Lene Espersen) har vist sig at være floklederens største hindring for flokkens overlevelse, det er nemlig hende, som er byttet.
Hver dag kan vi i medierne læse om ”problemer” blandt de Konservative, der spås et katastrofevalg. Vi fodres med oplysninger om interne stridigheder og ministre hænges ud som uduelige og fraværende. Andre kan ikke finde ud af om de vil være med i flokken – eller om der overhovedet skal være nogen flok. Med stor dygtighed er det også lykkedes ulvene at få især visse dele af medierne til at hyle deres sag.
Der er ingen tvivl om, at oppositionens strategi er at gå efter alt og alle, men især de Konservatives fald skal sikre et rødt flertal. Spørgsmålet er så, om LA og/eller DF er det hold jægere, der som i Sverige har tilladelse til at skyde ulve, kan forhindre, at den røde flok bestående af socialister, folkesocialister og eks. kommunister støttet af venstrefløjsekstremister udhuler reallønnen ved at indføre forhøjede skatter og afgifter?
