Som mennesker er offentligt ansatte ligeså gode som private. Offentligt ansatte har naturligvis også en ligeså god sans for overlevelse, men overlevelsen sker desværre på nogle markant anderledes betingelser.
Grundlæggende handler det om at nurse politikerne og få dem til at tro, at man udretter noget værdifuldt. Og i den sammenhæng er mange af de værktøjer, der hjælper private virksomheder til succes, ikke relevante. F.eks. vil en god økonomistyring, der skaber overblik, sjældent være nogen fordel.
Nej, det gælder først og fremmest om at give sine politikere indtryk af, at det går godt. Der må ikke være problemer på et område, for så smækker de bare pengekassen i. Man skal sælge succeshistorier, og er der problemer, så skal man naturligvis forklare, at det udelukkende skyldes pengemangel.
Dernæst er det en fordel at være glat som en ål og tvetydig i alle sine udtalelser, Derved undgår man at komme i klemme, når det politiske flertal skifter. Godt nok er det ikke alle offentligt ansatte, der lever op til sidstnævnte. Der er også ægte ildsjæle, der drømmer om at gøre noget godt for borgerne. Men i det lange løb brænder de ud, medens de glatte overlever.
På den ene side er den offentlige sektor som en voksende kræftbyld, der ikke er i samfundets interesse. Men på den anden side kan den heller ikke undværes helt. Så vidt jeg kan se, er løsningen derfor at skære den offentlige sektor ned til et absolut minimum, som politikerne kan overskue, og så at lade det private iniatiativ tage sig af resten.
