Der var engang en lille pige. Hun havde lyst hår, ligesom farven på moden havre, og lyseblå øjne, som lignede kornblomster i rapsmarken. Hendes fletninger var tykke og lange, og hun havde to søde smilehuller, som gjorde, at næsten alle smilede tilbage til hende. Så smukt var hendes smil. Hun boede sammen med sin mor og sin far i en lille lejlighed midt i en stor by, hvor der også boede mange andre forskellige mennesker. Hver dag gik hun til sin børnehave, og der legede hun med alle de andre børn. De fortalte nogle gange om deres forældre og søskende. Den lille pige havde ingen søskende, og hendes far tog ofte på forretningsrejser. Hun lyttede til de andre børns fortællinger og forestillede sig, at de vidste noget, som hun ikke kendte til. Hun ville frygtelig gerne lære om verden og dens hemmeligheder. En weekend skulle hun for første gang besøge sin gamle oldemor, som boede alene på en lille ø i havet. Der var næste tre timers rejse til øen med det gamle hus, hvor pigens oldemor havde boet hele sit liv. Oldemoderen var en ældre dame med gråt hår og mange krøller. Ligesom den lille pige, havde oldemoderen også haft kønne smilehuller. De var nu blevet til smilerynker, fordi hun var en meget sød og rar, gammel dame. Hun havde boet hele sit liv på den lille ø sammen med sin mand, som døde kort efter den sidste, store krig. Før i tiden havde de haft mange køer, som gav dem deres egen mælk, fløde og smør, men nu var hun blevet gammel, og købte sin friske mælk og sine æg hos hendes nabo. Den lille pige kom på besøg en fredag, så de kunne være sammen hele weekenden. Pigens far blev kun kort tid hos dem, før han skulle tilbage, og pigen var nu alene med sin oldemor. Om eftermiddagen spurgt den gamle dame pigen, om hun ville hjælpe med at plukke vilde jordbær. ”Ja, det vil jeg gerne, men hvordan finder jeg dem?” spurgte pigen. ”Vi går hen til skoven sammen”, svarede oldemoderen. De tog en fin lille flettet kurv og gik hen til skoven, - læs videre her:
