Jeg er kirkegænger, dvs. at jeg kommer i kirken på almindelige søndage, ikke så ofte som før i tiden, men dog af og til. Jeg kan finde på at komme 2. juledag. Jeg ved, hvornår man skal rejse sig og sætte sig og kan finde ud af at slå op i salmebogen. Jeg har hørt mange prædikener og ved derfor nogenlunde, hvad der er mainstream dansk ”evangelisk-luthersk” tankegang i dag. Og jeg er godt tilfreds med tingenes tilstand.
En af årsagerne til min tilfredshed er, at vi i Danmark har en af verdens mest liberale kristne kirker. Den har kvindelige præster. Snart kan homoseksuelle blive gift i kirken. Og den prædiker ikke befolkningen alle mulige plager på, som det ses i masser af samfund, hvor kirken teknisk set er skilt fra staten som i mange af de katolske lande og USA. Her kan man opleve, at kvinder udstødes af kirken til offentlig skam, hvis de får en abort efter en voldtægt. Kirkesamfundene spiller en enorm rolle i nærmiljøet og påvirker hverdagen på små og store områder. Der er i teorien frihed, religionsfrihed eller frihed til ikke at tilhøre en religion. I praksis ikke. Og uden for Danmark ses også en mindre liberal indstilling trossamfundene imellem. Den danske Folkekirke rummer både Indre Mission og typer som Torkild Grosböll, der nærmest ikke tror på Gud.
Besynderligt nok ligger årsagen i det paradoks, at vi har en statskirke, noget, der ellers skulle ligge uden for den liberale lærebog i god samfundsindretning, og som det da også er en automatreaktion hos mange liberale at vende sig imod: Kirke og stat må skilles! Trossamfundene skal befinde sig uden for staten og tilhøre privatlivets fred!
Men det er mere interessant at se på resultatet end den teoretiske struktur. I disse måneder forsøger kirkens modstandere at argumentere mod homoseksuelles adgang til at blive gift i kirken med alle mulige skinargumenter: så er lovgivningen ikke velforberedt, så overser man, at det gamle vielsesritual egentlig handler om at få børn, så er der alt muligt andet i vejen. Man kvier sig ved at sige: Vi er bare imod! Selv om det er det, der sagen. Modstanden er dog langt mindre, end da staten i 1948 gennemtvang muligheden for, at kvinder kunne bliver præster. Da var der kun en biskop, der ville samarbejde med staten om at få det implementeret.
I lande, hvor kirke og stat er skilt, har kirken stadig en meget konkret magt over menneskers liv. Altså er individet ikke friere, men underlagt konservativ, bogstavtro, bibelfundamentalistisk og mine øjne falsk kristendom. På det økonomiske område betyder en anden stuktur ikke nødvendigvis, at man ikke kommer til at bidrage til kirken. Og det religiøse fylder langt mere i det politiske liv, end vi ser i Danmark. Og det er sådan set det, der ellers er det konkrete mål at undgå, når en liberal kræver stat og kirke adskilt.
Derfor skal man som liberal være forsigtig med at vælge den lette løsning og altid kræve, at kirken selv skal afgøre dette og hint. For kirken svæver ikke frit i luften. Den hænger sammen med resten af samfundet. Uanset hvad vi gør.
God søndag.
