Der skrives mangt og meget om det Kinesiske mirakel, og sandt er det at den Kinesiske økonomi præsterer væksttal som Euro-landene, og da specielt Danmark, bør være misundelige på. Senest har Kina markeret sig ved at overhale Japan målt på produktion, og Kina er nu verdens 2. største økonomi, kun overgået af USA.
Men præstationen sættes i perspektiv af det faktum, at mens Kina har 1.300.000.000 mennesker til at frembringe produktionen, så har Japan kun 127.000.000 - der skal med andre ord 10 Kinesere til at produktion det samme som 1 Japaner.
Det næste er, at væksten trækker Kina skævt med en relativ lille middelklasse, som bliver stadigt rigere og en enorm arbejder- og landbefolkning, som er efterladt på et middelalderligt niveau når det gælder velfærd. Det skaber enorme indre spændinger, som truer med at bryde ud. Bl.a. derfor er de Kinesiske myndigheder meget opmærksomme på ikke at slippe for mange nyheder fra mellemøsten ud til den brede befolkning - det kunne inspirere.
Ud over disse spændinger er den Kinesiske økonomi ved at over-ophede med en stigende inflation og en voldsomt stigende gældsbyrde på lokalniveau. Ude i de enkelte provinser er der således opbygget en enorm gældsbyrde på grund af enorme investeringer i bl.a. infrastruktur. Også den udvikling er nødt til at stoppe.
Ikke alt er rosenrødt i den socialistiske mønsterøkonomi.
