Hykleri og selvsving hos den Israelske venstrefløj
Det er ikke svært at forestille sig hvad der ville have sket hvis Juliano Mer var blevet myrdet af en Jøde. Mordet på ”fredsaktivisten” var en kæmpe overskrift i Ha’Aretz, og havde det da bare været en Jødisk morder ville det have været fem, hvis ikke ti gange så stort – I så fald ville Gideon Levy og de andre tåber kunne blæse i deres små lyserøde trompeter og kræve at der bliver ført en ihærdig kamp imod den morderiske Jødiske ekstremisme og fascisme som er at finde overalt i Israel. Nogen ville kræve samtlige bosættelsers tvangsevakuering, andre borgere ville tage den lidt mere med ro.
Én ting er dog sikkert, Ha’Aretz ville være på pletten, og dedikere hele sektioner med flere århundreder gamle rabbineres racistiske citater, sammenligninger ville blive lavet med Yitzhak Rabin; som blev myrdet af en Jøde, og selveste Martin Luther Kings død. På blot én dag ville den afdøde blive et ikon, det ikon som turde gå imod de fanatiske Jøder som alle sammen er ude efter at annektere så meget som muligt, gerne med så mange Palæstinensiske ofre som muligt. Mordet ville helt sikkert samle hele venstrefløjen og motivere dem til at tage endnu en tørn for at agitere for det Palæstinensiske folks legitime frihedskamp imod den fanatiske Jødiske kolonist. Der ville være demonstrationer i tusindevis, og tusindevis af sørgende; Hvordan kunne en Jøde gøre sådan noget ved sin bror?
Juliano Mer-Khamis blev ikke myrdet af en Jøde. Han blev myrdet af en Palæstinenser. Han blev ikke et globalt ikon for et undertrykt folk. Han kunne ikke samle hele Venstrefløjen til massehysteri. Ingen snakker om fascisme, ingen snakker om mørkemænd, ingen snakker om fanatiske tåber. Ingen snakker om en morderisk Palæstinensisk kultur med glorificering af død og ødelæggelse. Ingen lyserøde trompeter ville blive hivet frem. Ingen demonstrationer vil blive holdt.
Israels hykleriske venstrefløj er verdensmestre i at ”formidle” nyheder om mord, hvad end de er berettigede eller ej, begået af Jøder. Når det derimod gælder Palæstinensiske mord, så er de handlingslammede, og de lyserøde trompeter er pakket langt væk. Selv hvis man stod og råbte op i hovedet på Gideon Levy at ”hey, her er der rent faktisk begået et mord af en Palæstinenser på en ”frihedskæmper”, så ville han ikke fatte det – og det må jeg sige er noget af en underminering af venstrefløjens paradigme.
Vestens paradoks
Dybdegående og dygtigt journalistik er ikke kun noget som Israels venstrefløj mangler, det er noget hele Vesten mangler. En af de største mangler jeg ser i den Vestlige oplysning her i det 21. Århundrede er den manglende vilje til at fordømme de Arabiske og Muslimske diktaturer som spænder helt fra Atlanterhavet til helt ovre ved Rusland. Den vestlige oplysning er bosiddende i Vesten, men hvad hun også godt kan lide, er at rejse rundt til Vestens allierede i fjerne lande, når hun så møder ondskab og brutalitet så grusom som ingen kan forestille sig skulle ramme noget menneske, så ved hun ikke hvad hun skal gøre, hun har ingen lyserød trompet, og ingen luft at blæse med, hun har ingen pust, ikke engang til at sige ”vi fordømmer dig”.
Vesten møder et nyt problem og måske endda en grov ”fejl” i sin vestlige paradigme, nemlig det at det er rigtig, rigtig nemt at kritisere og gå imod Hosni Mubarak, nu da folket vil det anderledes, men ligeså nemt som det er at kritisere Mubarak, ligeså svært er det at kritisere det Muslimske Broderskab. Ligeså nemt der er at kritisere Binyamin Netanyahu, ligeså svært er det at kritisere Bashar Al-Assad. Problemet er de latterlige proportioner, blodet fra ”fredsaktivisterne” på vej mod en legal søblokade i Gazastriben på Mavi Marmara flyder tykkere end de hængte politiske fangers blod i Omuryeh i Iran, blodet fra Gazas befolkning tykkere end det i Deraa og Damaskus i Syrien. Man fristes til at spørge sig selv om det er kolonist-kortet de vestlige ledere frygter Araberne trækker skulle de blive kritiseret?
Hvad Vesten gør sig skyldig i er karaktermord, mord på vores egen suverænitet.
Vi, og især venstrefløjen, diskriminerer imellem ondskab og ondskab, blod og blod; man skulle ellers tro vi var forpligtet til at forfølge vores idealer, at hele verden er underlagt vores moralske kodeks; er den det, er det på tide journalisterne begynder at respektere de idealer, og det gælder især venstrefløjen samt Gideon Levy, som så desværre må lægge sit levebrød fra sig – den lyserøde trompet.
