Forestil dig at du planlagde et lands økonomiske fremtid kun med anvendelse af lige tal. Af ideologiske årsager ekskluderede du ulige numre, da du mente at de repræsenterede fordomsfuldhed, og at de indeholdt en adskillende natur, eftersom de ikke kunne deles i lige store dele. Absolut alle fremtidige beregninger ville dermed ende med forkerte resultater. Det lyder vanvittigt og usandsynligt, men hvad vi i øjeblikket gør i den vestlige verden, er præcist denne naivitet. I multikulturalismens navn ignorerer vi alle etniske, religiøse, kulturelle og ja, raceforskelle, fordi vi har bestemt os for, at disse ting ingen betydning har. Men i virkelighedens verden har etnicitet, kultur, religion og race betydning. Betyder dette ikke, at alle vore fremtidige planer for fremtiden nødvendigvis vil ende med at blive forkerte, eftersom de ikke tager højde for disse vigtige faktorer?
Politiker må rodfæstes i realistiske anslag af den menneskelige natur. Ikke i ønsketænkning. Gode intentioner er langt fra tilstrækkelige til at sikre gode resultater. Historien er fuld af velmenende politikker der gik grueligt galt. Vi ved fra fortidens erfaringer, at grundlægge et ideologisk verdenssyn på en fundamentalt forfejlet forståelse af den menneskelige natur, nødvendigvis må ende katastrofalt. Samfundet vil blive tiltagende totalitært, hvis man undertrykker alle informationer der ikke tilpasser sig den officielle ideologi. Er det ikke hvad der sker i Vesten i øjeblikket?
Jeg mente indtil for nylig, at hudfarve var irrelevant. Sådan er jeg opdraget. Jeg mener stadig ikke, at etnicitet eller race burde betyde noget. Faktisk vil jeg påstå, at det rent ud sagt er uciviliseret at mene, at det betyder alt. Men jeg kan ikke længere, uden at fortrække en mine sige, at det absolut intet betyder, og hvis det betyder mere end intet, så må det tages i betragtning. Om vi kan lide det eller ej, er uvæsentligt.
Utallige undersøgelser har vist, at folk tenderer at foretrække deres egen etniske gruppe frem for andres. En international undersøgelse i 2007 viste, at 90% af indbyggerne i Ægypten, Indonesien og Indien mente, at hvert land burde beskytte deres nedarvede kultur og livsstil.
At værne om vores identitet er derfor et universelt menneskeligt træk. Det er faktisk mindre udtalt blandt hvide i dag end blandt nogen andre. Kun hvide hænger ved ideen om universalisme. Alle andre hænger ved deres etniske tilhørsforhold. I Vesten´s hvide vestlige nationers majoritet er det blevet en statsstøttet ideologi at ”fejre diversiteten”, til trods for det faktum at alle tilgængelige beviser indikerer, at mere diversitet fører til mere konflikt.
I maj 2007 erklærede Osama bin Laden´s stedfortræder Ayman al-Zawahri, at ”Al-Qaeda ikke alene er til gavn for muslimer. Det er derfor jeg ønsker sorte i Amerika, farvede folk, amerikanske indianere, spansk-portugisere og alle de svage og undertrykte i Nord og Syd Amerika, i Afrika og Asien, og over hele verden”.
Læs erklæringen grundigt. Denne Jihadorganisation kalder på global krig mod hvide. Ikke kristne eller jøder. Hvide. Jeg er hele livet blevet fortalt, at hudfarve ingen relevans har, men denne balanceakt bliver anseeligt vanskeligere, når nogen erklærer mig krig på grundlag af min race.
Ifølge klummeskriver Leo McKinstry har den britiske regering erklæret krig mod hvide engelske folk:
”I den kulturelle diversitets navn angriber Labour alt hvad der bare ligner engelskhed. Den almindelige befolkning behandles med foragt, deres rettigheder ignoreres og deres historie skrottes. Englændere bliver nu forvandlet til andenklasses borgere i deres eget land”.
Keith Best, leder af Immigration Advisory Service erklærede, at immigranter er “bedre borgere” end indfødte briter. Matthew Elliott fra modstandsgruppen Taxpayers’ Alliance var chockeret, og svarede, at ”skatteydere ikke burde finansiere noget der beskriver dem som andenrangs borgere”. Men det gør de åbenbart.
DNA studier har bevist, at en anseelig majoritet af befolkningen der bor på de britiske øer, nedstammer direkte fra istidens jægere, til trods for de romerske, anglo-saksiske og normanske invasioner. Dette udgør for 88% vedkommende irere, 81% walisere, 70% skotter og 68% engelske.
Den engelske Commission for Racial Equality hævdede I 1996, at “alle der bor I Storbritannien i dag, enten er immigranter eller efterkommere af immigranter”. Men hvis alle er immigranter, hvordan kan det så være, at amerikanere og australiere af europæisk afstamning stadig af visse opfattes som fremmedelementer, selv om mange af dem har boet der i århundreder? Som professor David Conway viser i sin bog ”A Nation of Immigrants?”, efter invasionen ledet af Wilhelm Erobreren i 1066, udgjorde antallet af normanske nybyggere i Storbritannien aldrig mere end 5% af befolkningen. Tilstrømningen nu er 25 gange større end noget tidligere niveau, og jævnligt fra totalt fremmede kulturer, ikke fra naboterritorier og familiære kulturer som tidligere.
Jeg sikker på englænderne fortælles, at dette er resultatet af kolonialisme, men der findes ikke flere briter i Pakistan, så hvorfor skulle der være pakistanere i Storbritannien? Tyskerne havde en koloni i Namibia. Hvorfor skulle de acceptere millioner af tyrkere, der selv har tusind års ekstremt brutal kolonihistorie, grundet dette? Der er ikke mange hollændere tilbage i Indonesien, så hvorfor skal hollændere være minoriteter i deres storbyer af maroccanere og andre? Og hvorfor skulle europæiske lande som Portugal, Spanien og Grækenland, som alle har lidt under århundreders islamisk kolonisering, acceptere muslimer i deres lande? Schweiz, Sverige, Finland og Norge har stort set ingen kolonihistorie overhovedet, men er alligevel emner for masseimmigration. Sandheden er, at immigrationspolitikker korrelerer meget dårligt med fortidens kolonialistiske historie, densitet eller omfang. Irland, Danmark, Storbritannien, Frankrig, Sverige, Italien, Tyskland og Holland har én og kun én ting til fælles: Den indfødte befolkning er hvid, og har derfor ingen legitime krav på deres egne lande.
Som professor Ida Magli skriver i et italiensk essay med titlen ”A Nation for Sale”: ”Hvorfor må vi ikke protestere? Hvorfor tillades vi ikke hvad alle folk altid har været berettigede til at sige, at ingen regent, uanset styresystem – monarki, diktatur, demokrati – hverken har magt eller ret til at forære undersåtternes hjemland væk?”.
Klummeskribenten Kevin Myers fra Irland mener ikke, noget land nogensinde har accepteret, for ikke at tale om assimileret, den nuværende mængde immigranter i hans land:
”Hvorfor den antagelse at asiatiske muslimer der lever i Irland på nogen måde er irske? Min mor levede det meste af sit liv i England, men opfattede ikke på noget tidspunkt sig selv som engelsk. Medierne burde stille spørgsmålet ”Hvorfor tillader vi stadig hundreder af tusinder af immigranter?” I stedet er vi tvangsoptagede af det relativt trivielle spørgsmål: Er det irske folk, der trods alt har tilladt store skarer af fremmede til deres nationale hjem, racister? Det er selvhad i det mest patetiske og mest selvudslettende.
Rune Gerhardsen fra Arbeiderpartiet i Oslo, søn af Norge´s længstsiddende statsminister i historien, erklærede at ”Da jeg gik i skole blev vi fortalt om de store migrationer. Nutidens migrationer er lige så store. Dette er del af en international tendens vi hverken kan eller vil stoppe. Jeg mener, at denne udvikling først og fremmest er spændende og positiv”.
Han ynder at sige, at vi har levet i 10.000 år, uden at få besøg. Nu har vi fået massive forandringer indenfor en ekstrem kort periode.
Jeg vil give Gerhardsen kredit for ærligt at indrømme, at dette uden sammenligning er den største demografiske forandring i nationens historie siden slutningen af sidste istid. Problemet er at denne ændring, der allerede har gjort landet langt mere utrygt, end det var blot en generation tidligere, er udført uden debat, alene gennem propaganda og censur. Og jeg er ikke sikker på, at alle disse grupper er kommet alene for at ”besøge” os. Nogle af dem er her for at kolonisere landet og underlægge sig befolkningen, og indrømmer beredvilligt dette, hvis man gider lytte.
Ifølge forfatter Kent Andersen er det store sociale eksperiment befolkningen er udsat for, aldrig blevet besluttet demokratisk. Den indfødte befolkning er aldrig blevet tilladt at have en mening, om den ønskede at forandre landet til evig tid. I hans øjne får man ikke masseimmigration gennem årtier uden at nogen med magt tillader, og ønsker dette.
Gennem 1990´ernes multikulturelle vanvid skrev forfatteren Torgrim Eggen advarende i et essay med titlen ”Den psykotiske racisme” mod ”racekrige i gaderne” som resultat af masseimmigration. Løsningen på dette var ikke at begrænse immigrationen, men begrænse kritikken af immigrationen. Ifølge Eggen skulle xenofobi og opposition mod masseimmigration anses for værende en mental sygdom, og som følge deraf var ”løsningen på denne xenofobi at man skulle distribuere medicin, til de der er alvorligt påvirkede. Jeg har diskuteret dette med professor i samfundsmedicin Dr. Per Fugelli, og han syntes om ideen”. Fugelli foreslog, at man tilførte byens drikkevand antipsykotiske medicin.
Dette kan lyde for ekstremt til at være ment alvorligt, men Fugelli har vedholdt offentligt at revse de der er kritiske mod den nationale immigrationspolitik. Eggen advarede om, at argumenter om hvordan almindelige mennesker er bekymrede over masseimmigrationen, ikke skulle accepteres, da dette kunne lede til fascisme: ”Man bør være på vagt overfor mennesker, især politikere, der fremkalder xenofobi på andres vegne. Og hvis visse mennesker begynder deres argumenter med fraser som ”almindelige mennesker føler at”, bør man slet ikke argumentere overhovedet, man bør slå dem”.
Gentagne voldstilfælde begået af ikke-hvide immigranter mod hvide nedtones, da de kommer fra ”svage grupper”. Men hvide er en svag gruppe. Vi er en hastigt svindende global minoritet, og nordisk udseende skandinavere er en minoritet i minoriteten. Etnolog Maria Bäckman fulgte i sin undersøgelse ”Whiteness and Gender” en gruppe svenske piger, i den immigrantdominerede forstad Rinkeby uden for Stockholm. Adskillige af de indfødte piger fortalte, at de farvede deres hår, for at undgå chikanerier og blive kaldt ”luder”. Vi har derfor allerede nu en situation, hvor det at være blond i visse områder i Sverige, ikke kun i Pakistan og Ægypten, gør dig til et emne for chikanerier og aggression.
I mit land har ”Ombud for Lighed og Antidiskrimination” fra 2006 gjort multikulturalisme og total ikke-diskrimination til en officiel statsideologi. Hvis en muslimsk immigrant hævder, at den indfødte på én eller anden måde har diskrimineret mod denne, så skal ikke-muslimen producere beviser på sin egen uskyld. Jeg har senere opdaget, at lignende love et blevet vedtaget overalt i Vesteuropa, opmuntret af E.U.
Indfødte europæere fortælles, at vi ingen historie og kultur har, og at vi derfor ”erhverver” os en kultur, når andre kulturer flytter til vore lande. Dette er en fornærmelse mod tusinder af års europæisk historie, mod kelterne, germanerne, slaverne og den græsk-romerske og jødisk-kristne arv alle vestlige deler. Det sjove er, at næste sekund fortælles vi, at vi har en kultur, men den består ikke af andet end en lang linie af kriminalitet, og er derfor ikke værd at bevare.
Mit land har ikke engang en kolonialistisk historie. Det fik sin uafhængighed så sent som i det tyvende århundrede, på hvilket tidspunkt det var et fattigt land, men alligevel, fordi jeg er hvid, skal jeg holdes personligt ansvarlig for alle dårlige handlinger, opfattede eller reelle, begået af enhver person der tilfældigvis gennem historien har haft nogenlunde den samme hudfarve som mig. Den amerikanske forfatter Susan Sontag erklærede endog, at ”Den hvide race en cancer i den menneskelige historie”. Jeg fortælles, at jeg er ond, specifikt grundet min race, og fem minutter senere fortælles jeg, at race ingen betydning har.
Jeg holder ikke Abdullah, der sælger kebab nede på hjørnet ansvarlig for udplyndringen af Konstatinopel, bortførelsen af millioner af europæere til slaveri, koloniseringen af det iberiske Peninsula, ødelæggelsen af Balkan eller truslen mod Wien adskillige gange. Jeg kritiserer Islam fordi muslimer aldrig har indrømmet deres fortid, og vil fortsætte deres grusomheder, så længe institutionen Jihad eksisterer. Jeg tror ikke på kollektiv ansvarlighed, og jeg mener ikke en person skal holdes ansvarlig for handlinger begåede af forfædrene for flere hundrede år siden.
På den anden side, hvis jeg personligt skal bebrejdes alle dårlige handlinger, opfattede eller reelle, begået af nogen hvid person i fortiden, så er det kun rimeligt, at jeg også personligt får kredit for alle landvindingerne. Det var folk af det hvide Europa, der skabte den moderne verden, ingen andre. Hvis jeg skal holdes ansvarlig for kolonialismen, så vil jeg personligt krediteres for at være del af en civilisation, der har taget de største skridt for menneskeheden i nogen civilisation, der nogensinde har eksisteret på denne planet. Jeg er færdig med at undskylde min eksistens, for at være den navnløse kriminelle handling at være født hvid.
Som afro-amerikaneren Elisabeth Wright siger:
”Efter årtiers overflod om ”den hvide racismes onder”, kommende fra alle sider, og i særlig grad fra medierne og udannelsessektoren, er det hvide gennemsnitsmenneske programmeret til at undgå alt hvad der bare ligner bekræftelse af deres egen race. I det nuværende sociale klima er alt hvad der viser favorabel tilgang til alt, der er hvidt ikke bare forbudt, men opfattes som en underkendelse af ikke-hvide. En ”White Pride” T-shirt anses for et truende symbol, hvorimod ”Black Supremacy” anses for værende et forståeligt svar på fortidens ufortjente fortrædeligheder. Ethvert offentligt forsøg på at promovere det hvide tema er dømt til fejlslag, selv hvis man viser den nødvendige agtelse for racediversitet. Hvide lærer på et tidligt tidspunkt at censurere sig selv.
Jeg er af amerikanere fortalt, at de har bevæget sig forbi race, men ud fra ovennævnte eksempler ser det mere ud til, at de har etableret en kultur at institutionaliseret hvid masochisme. Det er ikke det, at amerikanerne har bevæget sig forbi race, det er blot det, at hvide ensidigt har kapituleret. U.S.A. havde omkring 1965 en hvid befolkning på omkring 90%, og vil indenfor et par generationer være en minoritet. Jeg kender ingen eksempler på, at en tidligere dominerende gruppe er blevet en minoritet, og at dette ikke har resulteret i fuldstændige forandringer i landets natur, eller i dets opløsning, men i U.S.A. er dette emne tabuiseret, fordi at berøre dette emne er ”racistisk”. Dette er ikke rationelt.
Jeg har lyttet til påberåbelser af de antagelige goder ved masseimmigration, hvorfor dette er uundgåeligt, og hvorfor de der modsætter sig dette, er slemme mennesker. Propagandaen er bemærkelsesværdig lig den man finder i Holland, over Storbritannien, til Sverige og Italien, og det er ikke noget tilfælde. Det sker alt sammen som et koordineret velplanlagt angreb på etablerede nationale kulturer, organiseret af E.U. og støttet af de nationale politikere og medieeliter.
Det er sket mange gange, at folk er flyttet ind i et område og underlagt sig indbyggerne, men den indfødte befolkning har i det mindste været tilladt at forsvare dem selv. Det er uden historisk fortilfælde, at en befolkning af deres egne ledere forbydes at forsvare deres eget land mod fremmed kolonisering, og oven i købet forventes at finansiere denne kolonisering. Det er én af den menneskelige histories største kriminelle handlinger, at et helt kontinent af indfødte, i det mindste den vestlige del af det, systematisk er blevet frarøvet deres arv, deres historie, deres land og måske ultimativt hele deres fysiske eksistens, alt sammen med den aktive støtte fra selve de individer, man skulle tro skulle beskytte deres interesser. Den eneste grund til at dette opfattes som positivt, eller bare i nærheden af acceptabelt, er fordi de indfødte i dette tilfælde er hvide. Der findes ingen anden forklaring end denne.
I Glasgow, Scotland, blev Kriss Donald, en 15 årig totalt uskyldig hvid skoledreng bortført, stukket adskillige gange, derefter overøst med petroleum og brændt til døde af pakistanske immigranter. Labour politikeren Mohammad Sarwar, der hjalp med at bringe nogle af disse mænd for domstolen, blev senere den første folkevalgte i Storbritanniens historie, der grundet trusler mod familien måtte trække sig tilbage.
Det etablerede historiske mønster er, at folk der besejres af andre, chikaneres af tilkommerne. Jeg kan ikke se nogen grund til at forvente det vil blive anderledes, blot fordi de indfødte tilfældigvis er hvide. Tværtimod. Vi vil blive angrebet endnu mere ondsindet, fordi vi tilhører en tidligere dominerende gruppe. Når vi fortælles, at masseimmigration er ”uundgåelig”, så fortælles vi faktisk, at verbale og fysiske angreb på vore børn er uundgåelige, og at vi ”må vende os til det”. Jeg ser ingen grund til at acceptere dette. Hvis masseimmigration fører til angreb på mine børn, så er det min pligt at modsætte mig dette.
Jøderne blev engang fortalt: ”Gå tilbage til Palæstina”. Da de gjorde det, blev de fortalt: ”Forsvind ud af Palæstina”. De der sagde dette, protesterede ikke over hvor jøderne boede. De protesterede over det faktum at de overhovedet eksisterede. Jeg tænker nogle gange på om hvide europæiske efterkommere, en global minoritet, er det 21. århundredes jøder. Jeg har også noteret mig, at mens folk af europæisk herkomst i Nordamerika og Australien bedes ”forsvinde tilbage til Europa”, så dæmoniseres hvide i Europa, hvis de modsætter sig at blive en minoritet i deres egne lande. Problemet er tilsyneladende ikke hvor hvide bor, men at de overhovedet eksisterer.
Observatør Ole Kulterstad noterer sig, at europæere der modsætter sig migration, stemples som ”højrefløjsekstremister”. Men sund fornuft indikerer, at forære sit land væk til fremmede kulturer er mere ekstremt, end blot ønsket om at bevare det som det engang var. Jeg er enig med ham. Jeg er træt af at høre på, at islamiske organisationer der vil ødelægge min civilisation, kaldes ”moderate”, hvorimod vestlige er ekstremister, hvis de modsætter sig, men det er ikke desto mindre, hvad vore medier og myndigheder gør. Vi er ikke ekstremister; vi er ofre for ekstremistiske politikker. Kan gradvist at reducere et folk til en minoritet i deres eget land, uden passende debat om fremtidige konsekvenser, ikke anses for værende ekstremt?
Jeg hører visse forfattere frygte et ekstremistisk tilbageslag i Europa. Men hvis folk er så bekymrede om hvid ekstremisme, så skulle de holde op med at skabe fundamentet for denne ekstremismes vækst. Indfødte europæere føler tiltagende, at de skubbes ind i et hjørne, og har en fuldt ud berettiget frygt for at blive overmandet. Frygt leder til desperation, og desperation leder nogle gange til aggression. Hvis vi i Europa får et udbrud af politiske bevægelser, der virkeligt er ekstremistiske – og jeg frygter, at dette kan blive resultatet – så vil det ikke være fordi, hvide europæere er født onde. Det vil være fordi, hvide europæere bliver presset ud i ekstremisme, at de føler, at deres fortsatte eksistens er truet, og fordi de har forkastet deres egne myndigheder. Løsningen er simpelthen at erkende, at vestlige nationer har accepteret mere immigration fra fremmede kulturer i et kortere tidsrum end nogen anden civilisation i historien tidligere fredeligt har gjort. Vi har nået grænsen, og vi må bryde masseimmigrationen, før hele vores politiske og økonomiske system bryder sammen.
Ideen om at enhver hvid person der ønsker selvbestemmelse og selvopholdelse er racist, er et hvidt herrefolk eller en nazist er noget sludder, og bør omgående afvises. Langt den overvejende del at den racistiske vold i vestlige nationer udøves af ikke-hvide, der angriber hvide. Hvis vi som resultat af dette begrænser immigrationen, så er dette anti-racistisk, eftersom vi beskytter vore børn mod racistisk vold. Hvide er i øjeblikket den eneste racegruppe, der specifikt nægtes muligheden for at beskytte deres lande og arv. Hvis vi påberåber os retten til at gøre dette, så kæmper vi på den måde for lighed, ikke for overherredømme.
Nazi-anklagerne smides skødesløst omkring i vore dage, og er fuldstændig grundløse i deres kontekst. Nazisterne mente, at hvide, og især blonde, havde ret til at kolonisere eller udrydde andre. Men den politik vi følger i dag kunne fremstilles som omvendt racisme, eftersom den baseres på den antagelse, at hvide burde have færre rettigheder end andre, og straffrit kan koloniseres og udryddes. Jeg kan ikke se hvorfor jeg hverken skulle være ”nazist” eller favne og fejre min egen udryddelse. Det er et falskt valg.
Jeg har en anelse om, at fremtidens historikere vil kalde denne æra for ”Den Hvide Masochismes Tidsalder”. Den hvide mand erobrede verden, og fik derefter et nervøst sammenbrud, en slags kollektiv neurose delt af en hel civilisation. Jeg har dog også på fornemmelsen, at denne tidsalder langsomt møder sin ende.
Jeg vil bruge to argumenter om hvorfor den nuværende masseimmigration i Vesten burde bremses:
1. Hvide har også en ret til eksistens. Den primære pligt man som menneske har, er at bevare forfædrenes arv, og videreføre dette til vore børn i et land de kan kalde deres eget, hvor de kan leve i værdighed.
2. Den fortsatte immigration er afsættelsen af befolkninger, der er mindre succesfulde kulturer i mere succesfulde kulturer. Dette er en form for global kommunisme, og vil generere de samme effekter, ved at destruere succesfulde samfund og centre for excellence.
Jeg mener hvide i det 21. århundrede burde ønske deres eget rum, hvor de kan trives, leve i en vestlig storby uden at frygte vold grundet deres race, og uden at blive frarøvet deres arv, for at formilde folk der af egen fri vilje flyttede til vore lande. Vi har ret til at bevare vor arv, og er under ingen omstændigheder forpligtede til at begå kollektivt selvmord, eller tjene som affaldsplads for andre lande. Det har intet med had mod andre at gøre. For mit eget vedkommende kan jeg fuldstændigt ærligt sige, at jeg elsker at besøge andre kulturer, men jeg elsker det endnu mere, hvis jeg derefter kan vende tilbage til min egen kultur.
Politiker må rodfæstes i realistiske anslag af den menneskelige natur. Ikke i ønsketænkning. Gode intentioner er langt fra tilstrækkelige til at sikre gode resultater. Historien er fuld af velmenende politikker der gik grueligt galt. Vi ved fra fortidens erfaringer, at grundlægge et ideologisk verdenssyn på en fundamentalt forfejlet forståelse af den menneskelige natur, nødvendigvis må ende katastrofalt. Samfundet vil blive tiltagende totalitært, hvis man undertrykker alle informationer der ikke tilpasser sig den officielle ideologi. Er det ikke hvad der sker i Vesten i øjeblikket?
Jeg mente indtil for nylig, at hudfarve var irrelevant. Sådan er jeg opdraget. Jeg mener stadig ikke, at etnicitet eller race burde betyde noget. Faktisk vil jeg påstå, at det rent ud sagt er uciviliseret at mene, at det betyder alt. Men jeg kan ikke længere, uden at fortrække en mine sige, at det absolut intet betyder, og hvis det betyder mere end intet, så må det tages i betragtning. Om vi kan lide det eller ej, er uvæsentligt.
Utallige undersøgelser har vist, at folk tenderer at foretrække deres egen etniske gruppe frem for andres. En international undersøgelse i 2007 viste, at 90% af indbyggerne i Ægypten, Indonesien og Indien mente, at hvert land burde beskytte deres nedarvede kultur og livsstil.
At værne om vores identitet er derfor et universelt menneskeligt træk. Det er faktisk mindre udtalt blandt hvide i dag end blandt nogen andre. Kun hvide hænger ved ideen om universalisme. Alle andre hænger ved deres etniske tilhørsforhold. I Vesten´s hvide vestlige nationers majoritet er det blevet en statsstøttet ideologi at ”fejre diversiteten”, til trods for det faktum at alle tilgængelige beviser indikerer, at mere diversitet fører til mere konflikt.
I maj 2007 erklærede Osama bin Laden´s stedfortræder Ayman al-Zawahri, at ”Al-Qaeda ikke alene er til gavn for muslimer. Det er derfor jeg ønsker sorte i Amerika, farvede folk, amerikanske indianere, spansk-portugisere og alle de svage og undertrykte i Nord og Syd Amerika, i Afrika og Asien, og over hele verden”.
Læs erklæringen grundigt. Denne Jihadorganisation kalder på global krig mod hvide. Ikke kristne eller jøder. Hvide. Jeg er hele livet blevet fortalt, at hudfarve ingen relevans har, men denne balanceakt bliver anseeligt vanskeligere, når nogen erklærer mig krig på grundlag af min race.
Ifølge klummeskriver Leo McKinstry har den britiske regering erklæret krig mod hvide engelske folk:
”I den kulturelle diversitets navn angriber Labour alt hvad der bare ligner engelskhed. Den almindelige befolkning behandles med foragt, deres rettigheder ignoreres og deres historie skrottes. Englændere bliver nu forvandlet til andenklasses borgere i deres eget land”.
Keith Best, leder af Immigration Advisory Service erklærede, at immigranter er “bedre borgere” end indfødte briter. Matthew Elliott fra modstandsgruppen Taxpayers’ Alliance var chockeret, og svarede, at ”skatteydere ikke burde finansiere noget der beskriver dem som andenrangs borgere”. Men det gør de åbenbart.
DNA studier har bevist, at en anseelig majoritet af befolkningen der bor på de britiske øer, nedstammer direkte fra istidens jægere, til trods for de romerske, anglo-saksiske og normanske invasioner. Dette udgør for 88% vedkommende irere, 81% walisere, 70% skotter og 68% engelske.
Den engelske Commission for Racial Equality hævdede I 1996, at “alle der bor I Storbritannien i dag, enten er immigranter eller efterkommere af immigranter”. Men hvis alle er immigranter, hvordan kan det så være, at amerikanere og australiere af europæisk afstamning stadig af visse opfattes som fremmedelementer, selv om mange af dem har boet der i århundreder? Som professor David Conway viser i sin bog ”A Nation of Immigrants?”, efter invasionen ledet af Wilhelm Erobreren i 1066, udgjorde antallet af normanske nybyggere i Storbritannien aldrig mere end 5% af befolkningen. Tilstrømningen nu er 25 gange større end noget tidligere niveau, og jævnligt fra totalt fremmede kulturer, ikke fra naboterritorier og familiære kulturer som tidligere.
Jeg sikker på englænderne fortælles, at dette er resultatet af kolonialisme, men der findes ikke flere briter i Pakistan, så hvorfor skulle der være pakistanere i Storbritannien? Tyskerne havde en koloni i Namibia. Hvorfor skulle de acceptere millioner af tyrkere, der selv har tusind års ekstremt brutal kolonihistorie, grundet dette? Der er ikke mange hollændere tilbage i Indonesien, så hvorfor skal hollændere være minoriteter i deres storbyer af maroccanere og andre? Og hvorfor skulle europæiske lande som Portugal, Spanien og Grækenland, som alle har lidt under århundreders islamisk kolonisering, acceptere muslimer i deres lande? Schweiz, Sverige, Finland og Norge har stort set ingen kolonihistorie overhovedet, men er alligevel emner for masseimmigration. Sandheden er, at immigrationspolitikker korrelerer meget dårligt med fortidens kolonialistiske historie, densitet eller omfang. Irland, Danmark, Storbritannien, Frankrig, Sverige, Italien, Tyskland og Holland har én og kun én ting til fælles: Den indfødte befolkning er hvid, og har derfor ingen legitime krav på deres egne lande.
Som professor Ida Magli skriver i et italiensk essay med titlen ”A Nation for Sale”: ”Hvorfor må vi ikke protestere? Hvorfor tillades vi ikke hvad alle folk altid har været berettigede til at sige, at ingen regent, uanset styresystem – monarki, diktatur, demokrati – hverken har magt eller ret til at forære undersåtternes hjemland væk?”.
Klummeskribenten Kevin Myers fra Irland mener ikke, noget land nogensinde har accepteret, for ikke at tale om assimileret, den nuværende mængde immigranter i hans land:
”Hvorfor den antagelse at asiatiske muslimer der lever i Irland på nogen måde er irske? Min mor levede det meste af sit liv i England, men opfattede ikke på noget tidspunkt sig selv som engelsk. Medierne burde stille spørgsmålet ”Hvorfor tillader vi stadig hundreder af tusinder af immigranter?” I stedet er vi tvangsoptagede af det relativt trivielle spørgsmål: Er det irske folk, der trods alt har tilladt store skarer af fremmede til deres nationale hjem, racister? Det er selvhad i det mest patetiske og mest selvudslettende.
Rune Gerhardsen fra Arbeiderpartiet i Oslo, søn af Norge´s længstsiddende statsminister i historien, erklærede at ”Da jeg gik i skole blev vi fortalt om de store migrationer. Nutidens migrationer er lige så store. Dette er del af en international tendens vi hverken kan eller vil stoppe. Jeg mener, at denne udvikling først og fremmest er spændende og positiv”.
Han ynder at sige, at vi har levet i 10.000 år, uden at få besøg. Nu har vi fået massive forandringer indenfor en ekstrem kort periode.
Jeg vil give Gerhardsen kredit for ærligt at indrømme, at dette uden sammenligning er den største demografiske forandring i nationens historie siden slutningen af sidste istid. Problemet er at denne ændring, der allerede har gjort landet langt mere utrygt, end det var blot en generation tidligere, er udført uden debat, alene gennem propaganda og censur. Og jeg er ikke sikker på, at alle disse grupper er kommet alene for at ”besøge” os. Nogle af dem er her for at kolonisere landet og underlægge sig befolkningen, og indrømmer beredvilligt dette, hvis man gider lytte.
Ifølge forfatter Kent Andersen er det store sociale eksperiment befolkningen er udsat for, aldrig blevet besluttet demokratisk. Den indfødte befolkning er aldrig blevet tilladt at have en mening, om den ønskede at forandre landet til evig tid. I hans øjne får man ikke masseimmigration gennem årtier uden at nogen med magt tillader, og ønsker dette.
Gennem 1990´ernes multikulturelle vanvid skrev forfatteren Torgrim Eggen advarende i et essay med titlen ”Den psykotiske racisme” mod ”racekrige i gaderne” som resultat af masseimmigration. Løsningen på dette var ikke at begrænse immigrationen, men begrænse kritikken af immigrationen. Ifølge Eggen skulle xenofobi og opposition mod masseimmigration anses for værende en mental sygdom, og som følge deraf var ”løsningen på denne xenofobi at man skulle distribuere medicin, til de der er alvorligt påvirkede. Jeg har diskuteret dette med professor i samfundsmedicin Dr. Per Fugelli, og han syntes om ideen”. Fugelli foreslog, at man tilførte byens drikkevand antipsykotiske medicin.
Dette kan lyde for ekstremt til at være ment alvorligt, men Fugelli har vedholdt offentligt at revse de der er kritiske mod den nationale immigrationspolitik. Eggen advarede om, at argumenter om hvordan almindelige mennesker er bekymrede over masseimmigrationen, ikke skulle accepteres, da dette kunne lede til fascisme: ”Man bør være på vagt overfor mennesker, især politikere, der fremkalder xenofobi på andres vegne. Og hvis visse mennesker begynder deres argumenter med fraser som ”almindelige mennesker føler at”, bør man slet ikke argumentere overhovedet, man bør slå dem”.
Gentagne voldstilfælde begået af ikke-hvide immigranter mod hvide nedtones, da de kommer fra ”svage grupper”. Men hvide er en svag gruppe. Vi er en hastigt svindende global minoritet, og nordisk udseende skandinavere er en minoritet i minoriteten. Etnolog Maria Bäckman fulgte i sin undersøgelse ”Whiteness and Gender” en gruppe svenske piger, i den immigrantdominerede forstad Rinkeby uden for Stockholm. Adskillige af de indfødte piger fortalte, at de farvede deres hår, for at undgå chikanerier og blive kaldt ”luder”. Vi har derfor allerede nu en situation, hvor det at være blond i visse områder i Sverige, ikke kun i Pakistan og Ægypten, gør dig til et emne for chikanerier og aggression.
I mit land har ”Ombud for Lighed og Antidiskrimination” fra 2006 gjort multikulturalisme og total ikke-diskrimination til en officiel statsideologi. Hvis en muslimsk immigrant hævder, at den indfødte på én eller anden måde har diskrimineret mod denne, så skal ikke-muslimen producere beviser på sin egen uskyld. Jeg har senere opdaget, at lignende love et blevet vedtaget overalt i Vesteuropa, opmuntret af E.U.
Indfødte europæere fortælles, at vi ingen historie og kultur har, og at vi derfor ”erhverver” os en kultur, når andre kulturer flytter til vore lande. Dette er en fornærmelse mod tusinder af års europæisk historie, mod kelterne, germanerne, slaverne og den græsk-romerske og jødisk-kristne arv alle vestlige deler. Det sjove er, at næste sekund fortælles vi, at vi har en kultur, men den består ikke af andet end en lang linie af kriminalitet, og er derfor ikke værd at bevare.
Mit land har ikke engang en kolonialistisk historie. Det fik sin uafhængighed så sent som i det tyvende århundrede, på hvilket tidspunkt det var et fattigt land, men alligevel, fordi jeg er hvid, skal jeg holdes personligt ansvarlig for alle dårlige handlinger, opfattede eller reelle, begået af enhver person der tilfældigvis gennem historien har haft nogenlunde den samme hudfarve som mig. Den amerikanske forfatter Susan Sontag erklærede endog, at ”Den hvide race en cancer i den menneskelige historie”. Jeg fortælles, at jeg er ond, specifikt grundet min race, og fem minutter senere fortælles jeg, at race ingen betydning har.
Jeg holder ikke Abdullah, der sælger kebab nede på hjørnet ansvarlig for udplyndringen af Konstatinopel, bortførelsen af millioner af europæere til slaveri, koloniseringen af det iberiske Peninsula, ødelæggelsen af Balkan eller truslen mod Wien adskillige gange. Jeg kritiserer Islam fordi muslimer aldrig har indrømmet deres fortid, og vil fortsætte deres grusomheder, så længe institutionen Jihad eksisterer. Jeg tror ikke på kollektiv ansvarlighed, og jeg mener ikke en person skal holdes ansvarlig for handlinger begåede af forfædrene for flere hundrede år siden.
På den anden side, hvis jeg personligt skal bebrejdes alle dårlige handlinger, opfattede eller reelle, begået af nogen hvid person i fortiden, så er det kun rimeligt, at jeg også personligt får kredit for alle landvindingerne. Det var folk af det hvide Europa, der skabte den moderne verden, ingen andre. Hvis jeg skal holdes ansvarlig for kolonialismen, så vil jeg personligt krediteres for at være del af en civilisation, der har taget de største skridt for menneskeheden i nogen civilisation, der nogensinde har eksisteret på denne planet. Jeg er færdig med at undskylde min eksistens, for at være den navnløse kriminelle handling at være født hvid.
Som afro-amerikaneren Elisabeth Wright siger:
”Efter årtiers overflod om ”den hvide racismes onder”, kommende fra alle sider, og i særlig grad fra medierne og udannelsessektoren, er det hvide gennemsnitsmenneske programmeret til at undgå alt hvad der bare ligner bekræftelse af deres egen race. I det nuværende sociale klima er alt hvad der viser favorabel tilgang til alt, der er hvidt ikke bare forbudt, men opfattes som en underkendelse af ikke-hvide. En ”White Pride” T-shirt anses for et truende symbol, hvorimod ”Black Supremacy” anses for værende et forståeligt svar på fortidens ufortjente fortrædeligheder. Ethvert offentligt forsøg på at promovere det hvide tema er dømt til fejlslag, selv hvis man viser den nødvendige agtelse for racediversitet. Hvide lærer på et tidligt tidspunkt at censurere sig selv.
Jeg er af amerikanere fortalt, at de har bevæget sig forbi race, men ud fra ovennævnte eksempler ser det mere ud til, at de har etableret en kultur at institutionaliseret hvid masochisme. Det er ikke det, at amerikanerne har bevæget sig forbi race, det er blot det, at hvide ensidigt har kapituleret. U.S.A. havde omkring 1965 en hvid befolkning på omkring 90%, og vil indenfor et par generationer være en minoritet. Jeg kender ingen eksempler på, at en tidligere dominerende gruppe er blevet en minoritet, og at dette ikke har resulteret i fuldstændige forandringer i landets natur, eller i dets opløsning, men i U.S.A. er dette emne tabuiseret, fordi at berøre dette emne er ”racistisk”. Dette er ikke rationelt.
Jeg har lyttet til påberåbelser af de antagelige goder ved masseimmigration, hvorfor dette er uundgåeligt, og hvorfor de der modsætter sig dette, er slemme mennesker. Propagandaen er bemærkelsesværdig lig den man finder i Holland, over Storbritannien, til Sverige og Italien, og det er ikke noget tilfælde. Det sker alt sammen som et koordineret velplanlagt angreb på etablerede nationale kulturer, organiseret af E.U. og støttet af de nationale politikere og medieeliter.
Det er sket mange gange, at folk er flyttet ind i et område og underlagt sig indbyggerne, men den indfødte befolkning har i det mindste været tilladt at forsvare dem selv. Det er uden historisk fortilfælde, at en befolkning af deres egne ledere forbydes at forsvare deres eget land mod fremmed kolonisering, og oven i købet forventes at finansiere denne kolonisering. Det er én af den menneskelige histories største kriminelle handlinger, at et helt kontinent af indfødte, i det mindste den vestlige del af det, systematisk er blevet frarøvet deres arv, deres historie, deres land og måske ultimativt hele deres fysiske eksistens, alt sammen med den aktive støtte fra selve de individer, man skulle tro skulle beskytte deres interesser. Den eneste grund til at dette opfattes som positivt, eller bare i nærheden af acceptabelt, er fordi de indfødte i dette tilfælde er hvide. Der findes ingen anden forklaring end denne.
I Glasgow, Scotland, blev Kriss Donald, en 15 årig totalt uskyldig hvid skoledreng bortført, stukket adskillige gange, derefter overøst med petroleum og brændt til døde af pakistanske immigranter. Labour politikeren Mohammad Sarwar, der hjalp med at bringe nogle af disse mænd for domstolen, blev senere den første folkevalgte i Storbritanniens historie, der grundet trusler mod familien måtte trække sig tilbage.
Det etablerede historiske mønster er, at folk der besejres af andre, chikaneres af tilkommerne. Jeg kan ikke se nogen grund til at forvente det vil blive anderledes, blot fordi de indfødte tilfældigvis er hvide. Tværtimod. Vi vil blive angrebet endnu mere ondsindet, fordi vi tilhører en tidligere dominerende gruppe. Når vi fortælles, at masseimmigration er ”uundgåelig”, så fortælles vi faktisk, at verbale og fysiske angreb på vore børn er uundgåelige, og at vi ”må vende os til det”. Jeg ser ingen grund til at acceptere dette. Hvis masseimmigration fører til angreb på mine børn, så er det min pligt at modsætte mig dette.
Jøderne blev engang fortalt: ”Gå tilbage til Palæstina”. Da de gjorde det, blev de fortalt: ”Forsvind ud af Palæstina”. De der sagde dette, protesterede ikke over hvor jøderne boede. De protesterede over det faktum at de overhovedet eksisterede. Jeg tænker nogle gange på om hvide europæiske efterkommere, en global minoritet, er det 21. århundredes jøder. Jeg har også noteret mig, at mens folk af europæisk herkomst i Nordamerika og Australien bedes ”forsvinde tilbage til Europa”, så dæmoniseres hvide i Europa, hvis de modsætter sig at blive en minoritet i deres egne lande. Problemet er tilsyneladende ikke hvor hvide bor, men at de overhovedet eksisterer.
Observatør Ole Kulterstad noterer sig, at europæere der modsætter sig migration, stemples som ”højrefløjsekstremister”. Men sund fornuft indikerer, at forære sit land væk til fremmede kulturer er mere ekstremt, end blot ønsket om at bevare det som det engang var. Jeg er enig med ham. Jeg er træt af at høre på, at islamiske organisationer der vil ødelægge min civilisation, kaldes ”moderate”, hvorimod vestlige er ekstremister, hvis de modsætter sig, men det er ikke desto mindre, hvad vore medier og myndigheder gør. Vi er ikke ekstremister; vi er ofre for ekstremistiske politikker. Kan gradvist at reducere et folk til en minoritet i deres eget land, uden passende debat om fremtidige konsekvenser, ikke anses for værende ekstremt?
Jeg hører visse forfattere frygte et ekstremistisk tilbageslag i Europa. Men hvis folk er så bekymrede om hvid ekstremisme, så skulle de holde op med at skabe fundamentet for denne ekstremismes vækst. Indfødte europæere føler tiltagende, at de skubbes ind i et hjørne, og har en fuldt ud berettiget frygt for at blive overmandet. Frygt leder til desperation, og desperation leder nogle gange til aggression. Hvis vi i Europa får et udbrud af politiske bevægelser, der virkeligt er ekstremistiske – og jeg frygter, at dette kan blive resultatet – så vil det ikke være fordi, hvide europæere er født onde. Det vil være fordi, hvide europæere bliver presset ud i ekstremisme, at de føler, at deres fortsatte eksistens er truet, og fordi de har forkastet deres egne myndigheder. Løsningen er simpelthen at erkende, at vestlige nationer har accepteret mere immigration fra fremmede kulturer i et kortere tidsrum end nogen anden civilisation i historien tidligere fredeligt har gjort. Vi har nået grænsen, og vi må bryde masseimmigrationen, før hele vores politiske og økonomiske system bryder sammen.
Ideen om at enhver hvid person der ønsker selvbestemmelse og selvopholdelse er racist, er et hvidt herrefolk eller en nazist er noget sludder, og bør omgående afvises. Langt den overvejende del at den racistiske vold i vestlige nationer udøves af ikke-hvide, der angriber hvide. Hvis vi som resultat af dette begrænser immigrationen, så er dette anti-racistisk, eftersom vi beskytter vore børn mod racistisk vold. Hvide er i øjeblikket den eneste racegruppe, der specifikt nægtes muligheden for at beskytte deres lande og arv. Hvis vi påberåber os retten til at gøre dette, så kæmper vi på den måde for lighed, ikke for overherredømme.
Nazi-anklagerne smides skødesløst omkring i vore dage, og er fuldstændig grundløse i deres kontekst. Nazisterne mente, at hvide, og især blonde, havde ret til at kolonisere eller udrydde andre. Men den politik vi følger i dag kunne fremstilles som omvendt racisme, eftersom den baseres på den antagelse, at hvide burde have færre rettigheder end andre, og straffrit kan koloniseres og udryddes. Jeg kan ikke se hvorfor jeg hverken skulle være ”nazist” eller favne og fejre min egen udryddelse. Det er et falskt valg.
Jeg har en anelse om, at fremtidens historikere vil kalde denne æra for ”Den Hvide Masochismes Tidsalder”. Den hvide mand erobrede verden, og fik derefter et nervøst sammenbrud, en slags kollektiv neurose delt af en hel civilisation. Jeg har dog også på fornemmelsen, at denne tidsalder langsomt møder sin ende.
Jeg vil bruge to argumenter om hvorfor den nuværende masseimmigration i Vesten burde bremses:
1. Hvide har også en ret til eksistens. Den primære pligt man som menneske har, er at bevare forfædrenes arv, og videreføre dette til vore børn i et land de kan kalde deres eget, hvor de kan leve i værdighed.
2. Den fortsatte immigration er afsættelsen af befolkninger, der er mindre succesfulde kulturer i mere succesfulde kulturer. Dette er en form for global kommunisme, og vil generere de samme effekter, ved at destruere succesfulde samfund og centre for excellence.
Jeg mener hvide i det 21. århundrede burde ønske deres eget rum, hvor de kan trives, leve i en vestlig storby uden at frygte vold grundet deres race, og uden at blive frarøvet deres arv, for at formilde folk der af egen fri vilje flyttede til vore lande. Vi har ret til at bevare vor arv, og er under ingen omstændigheder forpligtede til at begå kollektivt selvmord, eller tjene som affaldsplads for andre lande. Det har intet med had mod andre at gøre. For mit eget vedkommende kan jeg fuldstændigt ærligt sige, at jeg elsker at besøge andre kulturer, men jeg elsker det endnu mere, hvis jeg derefter kan vende tilbage til min egen kultur.
