Meget få danske politikere - hvis nogen - vil lægge afstand til begrebet frihed. De fleste mener tvært imod at vi danskere skal have mere af det. Men når danske politikere på tværs af politiske skel taler om mere frihed, glemmer de et overset og væsentligt skisma. Mængden af frihed og størrelsen af staten er hinandens modsætninger. Der eksisterer en negativ korrelation mellem de to variable – altså nærmest en omvendt proportionalitet. Øges statsmagten mindskes friheden for statens borgere. Denne sammenhæng skyldes blandt andet nogle åbenlyse menneskelige mekanismer, som udspringer af det bidrag som ydes til den fælles kasse gennem skat og moms.
Sagen om ”dovne Robert” eksemplificerer glimrende disse mekanismer. Når Roberts ”frihed” finansieres af den fælles kasse, kommer yderne til kassen og andre nydere af kassen automatisk til at stille krav. Hvorfor? Fordi både yderne og nyderne har en interesse i at midlerne i kassen administreres fornuftigt. Resultatet i dette tilfælde bliver, at både Robert og dem som finansierer ham, forbliver ufri. Yderne må ikke frivilligt afstå fra at finansiere Robert. Og Robert må ikke afstå fra at blive jagtet af jobcenteret. Som svar på indignationen fra yderne, stiller politikere fra begge fløje sig op, og kræver at vi stiller endnu større krav til jobcenterets jagt på Robert. Devisen synes at blive, at Robert skal chikaneres i tilstrækkelig grad til, at han til sidst vælger at tage et skodjob.
Politiets nylige intensiverede jagt på hash-køberne på Christiania er et andet håndgribeligt eksempel på en indskrænkning af friheden udført i fællesskabets navn. Hash er sundhedsfarligt og ultimativt en omkostning for den fælles kasse, hvorfor det må være i fællesskabets interesse at begrænse forbruget heraf. Resultatet er at helt almindelige mennesker, som ikke accepterer denne indskrænkelse af deres frihed, frihedsberøves for en offerløs forbrydelse. Denne udvikling har nået et stadie, hvor presset fra flertallet har fået selv proklamerede borgerlige eller liberale politikere til alene at søge og definere en grænse for, hvor langt fællesskabet kan gå i forhold til at frihedsberøve individet. Eksempelvis udtalte Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde d. 23 september i BT, at grænsen var nået, efter at Københavns Kommune bebudede en særlig indsats for at komme alkoholforbruget blandt velhaversegmentet i kommunen til livs. ” - Kommunerne og skolerne har allerede i dag et ansvar for at gribe ind ved tegn på børns mistrivsel på grund af forældrenes alkoholmisbrug. Men man skal ikke derhen, hvor forældre skal stå skoleret, fordi man har drukket mere end Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser.” Det handler altså alene om at sætte en grænse for frihedsindskrænkelserne. Her til og ikke længere. Problemet er blot, at grænsen sættes der, hvor f.eks. Venstre selv finder det moralsk uanstændigt at indskrænke friheden. I andre forhold hvor Venstre finder det moralsk anstændigt at indskrænke friheden, er de varme fortalere for at begrænse denne i fællesskabets navn – f.eks. indskrænkelserne af forsamlingsfriheden i ”lømmelpakken”. På den yderste venstrefløj trives et andet moralsk paradigme, som i de fleste henseender, sætter grænsen for såkaldt frihedsberøvelse anderledes end det borgerlige Danmark. Enhedslisten henviser således til, at grænsen for længst er nået for statens magtstilling overfor borgerne gennem øget overvågning og udvidelser af f.eks. politiets beføjelser. På den anden side plæderer de for statens ret til med trusler om vold og fængselsstraffe at tilegne sig en endnu større del af befolkningens ejendom gennem beskatning.
Velfærdsstatens udvikling har således affødt et majoritetsvælde, hvor et omskifteligt flertal bestemmer hvornår, det findes korrekt at begrænse friheden til fordel for den fælles kasse. Politikere fra både rød og blå blok har således ikke forstået, at øget frihed ikke kan komme overens med en forøgelse af deres eget budget. For når den fælles kasse vokser i omfang, vil presset for at lade flertallet definere, hvad omhyggelig administration af pengene betyder, også stige. Det borgerlige liberale svar ville være at fjerne kontanthjælpen fra folk som Robert - ikke at bede jobcenteret intensivere jagten på ham. Og det borgerlige liberale svar ville være at lade hver enkelt borger betale egne sundhedsudgifter - ikke at forbyde hashrygning. Det er derfor at vi må forbande den omvendte proportionalitet mellem staten og friheden. For politikere forstår simpelthen ikke, at man ikke kan få begge dele på en gang!
