Et af de få valgløfter regeringen faktisk har indfriet – i hvert
fald foreløbig – er løftet om at hæve u-landsbistanden til 1% af BNI. Der er i
kroner og ører allerede afsat 600 millioner mere end planlagt af VK-regeringen.
Ikke fordi der er identificeret nogle konkrete projekter, som står og mangler
pengene. Nej, logikken er, at først afsætter man penge, og så finder man
projekter.
Det er imidlertid lettere sagt end gjort.
Da jeg for 16 år siden var yngste fuldmægtig i
udenrigsministeriet havde SR-regeringen samme mål. 1% af BNI.
Udviklingsminister Poul Nelson beskrev det som ”et stort politisk problem”,
hvis det ikke lykkedes embedsværket at brænde pengene af. Få ”afløb”. Derfor
løb alle rundt hele efteråret 1996 med hovedet under armen for at finde
projekter i Latinamerika, Afrika eller Asien at bruge pengene på. Og det var
ikke let, for Danmarks BNI steg jo også hen over året i de gode tider.
En dag fandt min chef på, at vi kunne bruge 50 millioner
kroner på gældslettelse til Nicaragua. Da jeg på vej til arbejde havde hørt, i
Radioavisen, at de sammen 50 millioner kroner manglede på sygehusene i
Hovedstaden, forekom initiativet mig en anelse absurd. Men min chef forklarede
mig, at hvis vi ikke fik gjort noget ved u-landenes enorme gæld, kunne vi lige
så godt lade være med at give bistand i det hele taget, fordi deres udvikling
så ville blive kvalt i renter. Det gav jo meget god mening. Dog tilføjede han, at det ikke gav så god
mening at gøre det fra dansk side alene, da Nicaraguas gæld til andre lande jo
stadig var der, og dermed var det egentlig blot lande som England eller
Frankrig, der så ville få lettere ved at få nogle af deres lån tilbagebetalt,
og man kunne derfor argumentere for, at pengene egentlig ikke gik til de
fattige i Nicaragua, men til skatteyderne i England og Frankrig. Men brugt blev
pengene, så vi nærmede os den 1% af BNI.
Også jeg sad med nogle mindre projekter. 400.000 kr. der. 4
millioner kroner der. Det var svært at få overblik over, hvor mange af de bevilgede
penge, der egentlig var brugt. Men vi skulle bruge et tal til årsopgørelsen,
som 31. december nærmede sig. Derfor forlangte min chef at få et samlet tal fra mig. ”Jo, men det kan jo være lidt svært at sige, hvis pengene bare er sendt til ambassaden, men ikke brugt ude i
landskabet,” indvendte jeg. ”Tallet, Thomas, tallet”, lød svaret. Så jeg gav
ham mit tal, og vi nåede på næsten mirakuløs vis målet for vores afdeling. Og
Ledelsen klappede.
Nogle dage efter nytår opdagede en af mine kolleger, at den
såkaldte regionalbistand ikke var regnet med. Men som min chef forklarede, så
kom revisionen jo først om et par måneder, og så kunne det godt være, at man
fik noget kritik, men så havde Huset fået en anden dagsorden, og så kunne det
være lige meget.